#prinsess mononoke | Explore Tumblr Posts and Blogs

studio-ghibli-miyazaki-hayao · 1 year

Text

山ㄖ几ᗪ乇尺千ㄩㄥ丂卩尺丨几Ꮆ

🌸🌱🌻🍀🪻🦋🐞🐝🐣🐇🐦🌷

🎨 All credits goes to the rightful owners of this amazing artwork 🐣

#studioghiblimiyazakihayao #studio ghibli #my neighbor totoro #kiki's delivery service #ponyo on the cliff by the sea #prinsess mononoke #the secret world of arrietty #anne of green gables #when marnie was there #the tale of princess kaguya #nausicaä of the valley of the wind #ghibli spring

285 notes · View notes

studioghibliblog · 11 months

Text

Studio Ghibli girl

#studio ghibli #ghibli films #digital art #ghibli fanart #my neighbor totoro #ponyo on the cliff by the sea #the cat returns #the secret world of arrietty #castle in the sky #howl's moving castle #kiki's delivery service #prinsess mononoke #80s movies #90s movies #20s movies

154 notes · View notes

forgettablemee · 6 years

Text

" الحياة معاناة، إنها صعبة والعالم ملعون. على الرغم من ذلك تجد سبباً لتستمر في العيش"

- Princess mononoke - 1997

#studio ghibili #anime #japanese #prinsess mononoke #hiyao miyazaki

49 notes · View notes

gaetorcreation · 4 years

Photo

so i made this for a contest in instagram it is about either taking a movie scene or movie poster and put countryhuman in it mine is based on princess mononoke movie poster instead of mononoke it´s prinsess jætte which tranlate to princes giant with the fenris wolf as the wolf

it should say god at the side of tha drawing

#my art #Gator Arti #Countryhumans #countryhuman #countryhuman denmark #countryhumans denmark

17 notes · View notes

hvidogtraet · 5 years

Text

jaaaaa vi skal have chili sin carne i aften, og det bringer mig bare tilbage til hygge i oslo med min bror til prinsesse mononoke og chihiro, og det er nok min livret efter det<3 det er bare virkelig det ultimative comfortfood, og vi har fundet den bedste opskrift!!! åhja de små glæder

#ja det er det content jeg smider ud lige nu #mad er all i got pt så ik døm

4 notes · View notes

jessijapan · 7 years

Photo

Det er 4½ år siden jeg sidste satte fod på Kisoji, et 82 km langt stykke et sted i midten af Nakasendō-rutens 534. Dengang inviterede jeg nogle medstuderende fra Yamasa med på de 11 km fra Nagiso station til Tsumago og Magome, de to sydligste af Kisoji-rutens 11 landsbyer, og godt 8 km videre til Nakatsugawa. Vi gik mod syd, men da jeg stod af toget i Nakatsugawa kl. 8:45 i morges var det med Shiojiri, 105 km nordover ad Kisoji og lidt til, som mål. Ikke på én dag, forstås; der er heldigvis overnatningsmuligheder undervejs. Kisoji skulle efter sigende være en af de bedste bevarede sektioner af Nakasendōen. Jeg var som nævnt bekendt med delen fra Nakatsugawa til Nagiso i forvejen, og stykket mellem Magome og Tsumago er dét, som optræder i alle guidebøgerne og turistbrochurerne, fordi der her er gjort en særlig indsats for at bibeholde vejene, stierne og ikke mindst bygningerne i de to landsbyer, så de fremstår som ved rutens oprettelse i 1600-tallet. Her i området — og vist langs det meste af Nakasendōen — skifter underlaget mellem jord, sten og asfalt. Efter at have misfortolket et skilt, der resulterede i en omvej på adskillige km ad en hovedvej, var mit humør ved ankomsten til Magome ikke til flere højrøstede kinesere på turistferie, så jeg gik ind i en restaurant til en omgang boghvedenudler og is, hvorefter jeg forlod byen i al hast. Heldigvis sker der et markant fald i turistantallet så snart man krydser bygrænsen ud af Magome. På vandrestier overalt i Japan hører man af og til folk gå med en lille klokke sat fast på deres rygsæk. Dette uigennembrydelige skjold sikrer bæreren uskadt passage gennem ethvert bjørnebeboet område i Japan i en hånende selvsikkerhed om, at pelskræene ikke har hørt om Pavlovs eksperiment med hunde, hvor han trænede dem til at begynde at savle i forventningen om mad, hver gang han ringede med en klokke. Mellem Magome og Tsumago har man med jævne mellemrum installeret permanente klokker langs skovsektionerne. Meningen med klokkerne skulle være at varsle bjørnene om vores tilstedeværelse, men giver det mening på rutens mest befærdede stykke? Jeg forstår godt, at man fra myndighedernes side har villet gøre denne turistede del særligt spændende, og det er da meget hyggeligt at trække lidt i klokkeværket undervejs, men er der ikke større chance for, at en bjørn forskrækkes af et menneske på de mindst trafikerede stykker — hvor der i øjeblikket ingen klokker er? Antallet af vandrere falder til noget nær nul efter Tsumago, og efter stationen i Nagiso og gennem de resterende ca. 18 km til dagens destination, Nojiri, var jeg den eneste på gåtur. På vej op til Kōyasan forleden sad der pludselig en stor knæler på jorden og nød solen, da jeg kom ud fra et offentligt toilet, og jeg blev helt charmeret af hvordan den drejede hovedet for at betragte min fod når jeg svingede den fra side til side. Man burde lave en kirkegård for knælere i Nagiso, for der lå adskillige fladmaste lig af de stakkels krabater på vejen ved stationen. Inden start troede jeg, at Kisoji fulgte jernbanesporene fra Nagiso og hele vejen mod nord. Derfor var jeg draget ud i formodningen om, at jeg om nødvendigt kunne tage toget resten af vejen til mine delmål. Undervejs var jeg dog stødt på flere skilte, der viste stien vige langt fra jernbanesporene og lede tilbage op ad skråningerne og gennem skoven. Derfor blev jeg en anelse betænkelig, da jeg lidt i kl. 14 stod efter Nagiso station og læste, at der var 15,6 km til Nojiri og at det ville tage fire timer og 40 minutter. Jeg havde fortalt min Airbnb-vært, at jeg ville ankomme omkring kl. 17, og ca. samtidig begynder solen at forsvinde bag bjergtoppene, så skulle jeg nu gå lodt tilbage og tage toget fra Nagiso til Nojiri? Vandre-tidsangivelser er altid konservative, min hidtidige gennemsnitshastighed havde været noget højere end de godt 3 km/t, som skiltet lagde op til, og jeg er jo i bund og grund ikke kommet for at køre ruten i tog, så jeg spændte rygsækken og mavemullerne og drog videre. Længere oppe — for det går opad i takt med, at jeg bevæger mig nordpå — ledte stablerne af tømmer på en trælast en sulten mands tanker hen på japanske omeletter. Jeg var også løbet tør for vand og efterhånden godt tørstig, men heldigvis så jeg min redning på afstand i en større lysning: en automekaniker. Jeg har til tider nævnt de allestedsnærværende automater med flasker med vand, sodavand osv., men der kan alligevel godt være langt imellem dem herude. Én ting er dog sikker: der står næsten altid mindst én ved enhver automekaniker. Jeg gik nærmere, og den postkasserøde farve afslørede en Coca Cola-automat. Automaterne har heldigvis altid et bredt udvalg af produkter, så jeg tyllede en flaske kold kaffe med mælk og tog en flaske vand med til resten af turen. Med seks km tilbage gik jeg tilbage i skoven. Pludselig rumsterede det i buskadset lidt længere oppe, og jeg stivnede, da jeg hørte et irriteret brøl. Jeg nåede at vende mig og se to-tre skikkelser tage flugt op ad skråningen og forsvinde over en kant. Jeg blev mere nervøs, da stien drejede præcist i retning af dyrene, så jeg begyndte at småråbe imens jeg meget forsigtigt tog de trætrin, der ledte videre op. Jeg kom op til en asfaltvej. Det viste sig, at jeg ikke havde hørt et brøl, men et grynt, for lige da jeg skulle til at træde ud fór 7-8 vildsvin over vejen lidt længere fremme. Heldigvis ledte ruten videre ad asfaltvejen — og rundt om et hjørne og direkte ind i skoven og i samme retning som vildsvinene! Jeg har læst beretninger om folk, der er sluppet mindre heldigt fra mødet med vildsvin i de japanske skove, så jeg begyndte seriøst at overveje at følge asfaltvejen hvor den end måtte lede hen, men så kunne jeg dog være endt i skoven til mørkets frembrud. I stedet sang og hujede jeg mig videre med den mareridtsagtige åbningsscene fra Prinsesse Mononoke, hvor en dæmongud har besat et kæmpevildsvin med en ekstrem blodtørst, i bagtankerne. Efter et kvarter kunne jeg heldigvis træde ud på asfalten til de sidste fire km. Her følte jeg mig noget mere sikker, selv om jeg kun et kvarter tidligere havde set flokken fræse over vejen.

0 notes

sindia69 · 11 years

Photo