sygtype-blog

[sygtype-blog]

Jeg er indlagt. Morfinen er i færd med at sprede i kroppen på mig. Der kører en tysk film på tv. Det har været en tveægget dag. Lagde ud med at slå øjnene op. Græde. Senere til stuegang. Græde. Men så kom Taya og Fibs. Og så kunne jeg være mig selv igen. Vi spiste biksemad, banh mi, lagkage, klementiner, nødder. Jeg elsker dem så højt. Vi så ‘Vild med dans’ og heppede på hende den tykke. Hun vandt heldigvis. Gav os alle en lille, fjollet kollektiv følelse af at lykkes. Jeg savner følelsen af at lykkes. Min krop giver mig det ikke. Jeg har infektion og feber. Men ingen ved hvor eller hvorfor. Så jeg er fanget her. Julen kommer tættere på. Vi overtager vores nye lejlighed på tirsdag. Alting passer akkurat så dårligt sammen at det gir kløe. Jeg vil gerne arrangere, planlægge, sortere. Men jeg får lov at sidde her og svede på morfin og tænke over tingene. Helt låst fast. Helt irriterende. Jeg er blevet god til at være indlagt. Min sidste store behandling efterlod et kæmpe atombombehul af et traume midt i min grundvold. Hver gang lægen nævnte “indlæggelse”, følte jeg komplet mørke. Som hvis jeg fik en dødsdom. Sådan er det ikke længere. Jeg kan bedre holde det ud nu, men jeg bryder mig ikke om weekenderne her. Alting går lidt i stå. Og så føler jeg den der kvælende fængselsfølelse. Ensomt. Langsommeligt. Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer hjem. Det ærger mig, at jeg ikke kan være en del af flytningen. Heldigvis har Martin fri og kan starte op. Han virker ved godt mod. Jeg er stolt af ham. Tror ikke, jeg får fortalt ham nok, at jeg ser ham. Og de ting han gør. Tror faktisk jeg snerrer for meget og roser for lidt. Viser ham for lidt kærlighed. Kræften har taget det hele. Passionen og opmærksomheden. Og overskuddet. Alligevel klager han kun sjældent. For helvede, mand. Stakkels dreng. Jeg håber snart, jeg får et break. Der er så mange mennesker, jeg savner. Emil kom forbi i dag for at sige farvel. Han rejser væk i to måneder. Han græd, da vi krammede farvel. Det kom bag på mig. Og så græd jeg selvfølgelig. Jeg blev rørt af, hvor tætte vi er blevet. Og hvor meget han har gjort min sag til sin sag. Sådan er det med alle omkring mig. Et år er gået - og folk er her stadig. Taya kommer fortsat med hjemmelavet mad. Stine er fortsat på alle hjørner og kroge af min sag, går med til møder, stiller spørgsmålet og er helt inde i det. Dal ringer dagligt trods smerter i bækken og titusind ting om sit eget hoved. Jeg har ikke lyst til at forlade nogen af dem. Jeg har bare lyst til at blive her og bygge videre på vores kærlighed til hinanden. Det er det eneste, jeg har lyst til.

[sygtype-blog]

Den værste tid i mit liv tager sig god tid. Jeg har det så fucked up følelsesmæssigt, at jeg oveni kræften er blevet kronisk forvirret. Følelsesmæssig forvirret. Flækker midt over i en kæmpe udladning af aggression og afmagt flere gange dagligt. Mit mod har altid været klippefast. Jeg stolede på det, som på min bedste ven. Men jeg bliver svigtet dagligt. Kastet rundt i manegen, absolut mangel på kontrol og forståelse. Min krop vil ikke acceptere, det jeg går igennem lige nu. Den sidder stille tilbage, mens den får sit livs bøllebank. Det er nedværdigende og hårdt. Jeg. Alle de her ord. Rammer fucking forkert. Som om jeg skriver udenom min reelle pointe. Måske findes der ikke ord for det her. Følelsesmæssige infernohelvede. Mine kinder springer i luften flere gange om dagen, jeg græder af afmagt, har ingen løsninger eller svar. Glimtvis ser jeg håbet forklædt som en led kræft-artikel eller en flygtig Lingsk tanke, der på fem sekunder får vendt hele situation om til guld, hvor jeg overlever, skriver en bog om hele lortet og flytter i et træhus ide i skoven med syv hunde og Martin og så var det hele bare en ubekvemmelighed. Jeg ønsker med alt i min krop, at det her er en fase. At jeg får en chance igen. Det er ufatteligt - bare smagen - af ikke at kunne få lov at være den jeg vil være for de mennesker, jeg elsker. Og fuck mand. Tænk på de mennesker, der har børn?! Fuck en led verden. Mine venner har lavet en indsamling for mig. Vi er oppe over 200.000. Jeg er mind-blown og har slet ikke et fornuftigt fungerende reaktionsmønster for den support, og de mails jeg har fået. Indsamlingen gør mig stolt og glad. Og samtidig så ser jeg jo, hvor alvorligt det egentlig er, min sygdom. Når folk står sammen på den måde - så er det jo fordi. Det er noget lort. Jeg skriver ik så godt, når jeg er forstoppet på følelser. Føler jeg drunkner langsomt bag de her ord, der hverken smager af salt eller peber. Out

[sygtype-blog]

Tillad mig at være dramatisk

Jeg er ulykkelig for tiden. Svag krop. Svagt sind. Modløs. Håbløs. Fremtidsløs. Umotiveret. I smerter. I maven. I hovedet. I hjertet. Livet stikker i mit hjerte hver dag. Mens jeg ligger blødende på Nansensgade, går folk forbi med deres hunde. Verden drejer rundt. Men jeg er ikke med. For første gang føler jeg mig helt alene. For første gang så jeg indersiden af kisten, og jeg er skræmt fra vid og sans. Jeg er løbet tør for positivitet. Inde bag mine automatpilotlignende forsøg på at leve mere end sørge, handle mere end sidde - findes en person som ikke kan mere og som ikke tror mere. Det skræmmer mig fra vid og sans, for jeg ved at attituden er en stor del af det. Jeg forsøger ikke at gå i detaljer omkring mine tanker til veninderne, for hvis de skræmmer mig, så knuser de jo dem. Jeg lader det lige sejle lidt. Give a homie a break. Fuck noget lort.

[sygtype-blog]

Når lynet slår ned to gange samme sted

Det er d. 2. september. Vi har været sammen tre år, Martin og jeg. Vi er ikke et par, det giver sig selv; meant to be, forever and ever, till death do us part. Og den slags shiz. Vi har arbejdet hårdt for at være sammen. Og arbejdet hårdt for at blive sammen. Jeg havde planlagt, at vi skulle ud og spise om aftnen. Købt en gave. Tænk over outfit. Den slags plrrrrh. Jeg følte, vi trængte til det. Jeg følte, at han fortjente at føle sig som en mand, der havde en pige, der tænkte på hans ve og vel. Sådan ekstra udtalt på en dag som vores årsdag. Ikke noget fancy-pancy. Bare os som vi er. Med et ekstra pift af uf. Men sådan sku’ det ikke være. Jeg havde en tid på Riget allerede fra morgenstunden. Dagene op til havde vi snakket om de potentielle udfald: 1) jeg er rask, 2) jeg er næsten rask med et par behandlinger i sigte, 3) jeg er syg - men slet ikke så syg, som jeg var til at starte med. Overordnede positive – og med en standhaftig kind til det negative. Tro flytter bjerge. Tro dræber kræft. Vi har jo knoklet og kæmpet. Vi har stået sammen. Vi har været gode. Seje. Perfekte. Smilet og grinet. Levet og leet. Kræften, den luder, har ikke en chance. Kræften er myrdet, kneppet, knaldet, smattet, dræbt, ude. Fået hvad den har fortjent. Plus at min onkolog jo går under navnet “Tumor killer”. Jeg har været igennem kemo og strål. Tabt mit hår. Tabt min besindelse. Mistet min forstand. Og min fysiske styrke. Reduceret til kræftpatient. Reduceret til et personnummer (paradoksalt at de gange vi bruger vores personnumre, der er vi mere numre, end vi er personer). Vi har, venner, familie, bekendte, facebookvenner – alle givet den een over nakken. ...Og alligevel sidder den fremmede læge foran mig, ung og artikuleret, og fortæller mig, at den seneste scan viser, at jeg stadig har kræft. At den vokser trods behandlinger. At det er en alvorlig situation. Men at mirakler findes. Og at de oplever mirakler engang imellem. Jeg har ikke brug for et fucking mirakel. Jeg har brug for en læge, der kan finde ud af at kommunikere med syge mennesker. Som ikke bruger ord som mirakler klods op af ‘alvorlig syg’. Det er som at få et knæ i maven, efter at man har fået én på hovedet. Idiot.

Vi forlod hospitalet. Stille og lammede. Alle de her velkendte følelser vendte tilbage. Som lyn fra en klar himmel. Overlevelse. Frustration. Modløshed. Hjælpeløshed. Mørke. Uretfærdighed.  Vi var så desperate, at vi tog ud og bowle.

[sygtype-blog]

For enden af helvede er der en dør

Den er jeg lige gået ud af. Den spanske sol hænger højt over mig. Den kradser og river i min hud. Jeg nyder det; poolen, de kolde drikkevarer, hotellets trivielle playliste (‘My Girl’, 'Sweet Home Alabama’, etc). Og Martin. I disse dage lever vi det lette charterliv. Jeg er fri for en stund. Men der er øjeblikke, hvor mine tanker farer rundt. Jeg bliver hele tiden mindet om ikke at tage noget for givet. Nogen gange så meget at jeg har svært ved at nyde det. For 2,5 uge siden blev jeg udskrevet efter 'sidste behandling’. Jeg ankom en mandag. Blev sendt hjem en mandag. Det er svært for mig at finde hoved og hale i, hvad der egentlig skete. Jeg forlod hospitalet med en masse følelser: Lettelse, lykke, taknemmelighed. Vrede, frustration, forvirring, angst og udmattelse. Der skete en masse i den uge. Smertehelvede, komplikationer, panik, stress, morfin, morfin, morfin, piller, morfin. Min hjerne roder rundt i begivenhederne, og jeg har ikke et reelt overblik over forløbet. Da jeg blev bevidst efter nogle dage, stod jeg tilbage med følelsen af at være blevet voldtaget i krop og forstand. Og for første gang siden diagnosen tænkte jeg “Hvorfor mig?”. Jeg ved endnu ikke, om jeg er rask. D. 18. september skal jeg scannes. På en scanning viser kræft sig som selvlysende pletter. Jeg visualiserer den hele tiden for mig. Hvordan min scan kommer til at se ud. Forhåbentlig som et perfekt x-ray med knogler og brusk. Uden spor af selvudslettelse. Bare mig - i ren, sund og levende form. Den næste tid skal bruges på genopbyggelse og rekonstruering. Hvem var det lige, jeg var, inden jeg blev kræftpatient? Hvad var det lige mine livsmål var inden målet blev reduceret til bare at overleve? Når ferien er ovre (gen)starter jeg med følgende tre ting: Psykolog Træning Musik Små skridt i den rigtige retning. Jeg holder håb og humør oppe. Krydser alt hvad krydses kan. Og nyder alle dem jeg elsker, mens jeg venter på dommen. //L

[sygtype-blog]

Sidste behandling

Jeg lovede mig selv, jeg ville skrive oftere. Jeg tænker ofte på det. At skrive tingene ned. Men jeg glemmer det. Eller overspringshandler på det. Jeg er så træt for tiden. Og kvalm. Og det er ikke meget, jeg når på en fuld dag. Står tidligt op. Går tidligt i seng. Ser tv for at dræbe tiden. Og dræbe mine tanker. Og fordi kræft dukker op i alt hvad jeg gør, er, siger og føler.  Der er virkelig meget lort på tv. Så jeg er hele tiden mellemfornøjet. Ikke specielt underholdt. Altid understimuleret. Træder vande indtil jeg ved ikke hvornår...  I dag, mandag, skal jeg indlægges. Og jeg kommer tidligst hjem igen fredag. Det er den såkaldte ‘sidste behandling’. Jeg er så bange for at fylde betydning på de to ord, for hvem fanden ved, om det reelt bliver den sidste behandling? Jeg tror godt på det, når lægen siger det. Men universet er skørt. Tænk hvis kræften er stærk, og beslutter sig for at være ligeglad med, hvad man gør ved den? Den er jo lavet af mig, kræften. Og hvis vi er ens, så bliver det altså noget af en kamp. Jeg har ikke tænkt mig, at gi’ mig. Jeg er mega nervøs. Jeg er mega spændt. Jeg er mega bange. Tårer ligger og lurer hele tiden, men jeg synes også at det med at græde, er blevet en smule trivielt. Det gør ikke noget for mig længere. Ventil-fornemmelsen er der ikke længere. Det løser ikke noget at tude. Man udsætter kun sig selv for snottryk og tør hud på kinderne. Tankerne er de samme. Jeg er ikke pessimistisk. Jeg er faktisk fuld håb. Også selvom det ikke lyder sådan lige her. Jeg er bare et sted nu, hvor nok er nok. Solen skinner udenfor. Alle har planer om velvære og hygge. Mine planer på det sidste har været pisse nederen. Frem og tilbage. Blegdamsvej og Nansensgade. Min far sms’er. Vi ta’r ud og spiser dim sum inden jeg skal faste i aften. Peace. //L

[sygtype-blog]

Morfin

Kl er 7.00 om morgnen på Riget. Jeg befinder mig i opgang 5044, seng 26. Kvinden ved siden af, bag det hvide gardin, ligger og græder. Jeg har den flotte københavnske udsigt til højre, ligesom jeg har mit drop i højre hånd. Ved ikke hvornår de henter mig. Skal ned og lægges i narkose snart. Jeg håber, det bliver det gode partystarter narkosekit. Der er meget ved hospitaler, jeg ikke bryder mig om. Risikoen for at dø, (lugten af) klinisk atmosfære, besk personale, maden, etc. Men blandt de gode ting er deres sortiment af drugz. Morfin, fx. Udemærket, virksomt stof, som får ens sind sendt derhen, hvor man endelig ophører med at være og derved ikke oplever menneskelig smerte og svie. På morfin tranformeres man om til en tilstands-føle-palette, teksturfuld- og fri på én og samme gang; følelsen af blød pude, smagen af softice, som et mellemrum mellem noget, luftig og let omridsagtigt – kroppen findes ikke, så man svæver lige ude foran sit udgangspunkt (øjnene måske?). Helt igennem tilfreds. Jeg har prøvet det et par gange, og hver gang har det virkeligt været dejligt. Jeg har også bedt om det til dagens løjer. Og så er der selve narkosen - en perfekt kombination af sprøjte og inhalering. Sidst jeg var nede på operationsbordet jokede narkoselægen med, at jeg ku’ få to narkose-tanke med hjem for en go’ pris. Jeg prøvekørte varerne... Efter er par vejrtrækninger stod jeg på en kæmpe stilladsscene på en tom plads og lavede lyd med drengene. Det hele forgik langsomt, meget dejligt. August til venstre for mig på sit tromme-podie, Jens bag sit bord med computeren. Jeg så mine fødder på et sorte scenegulv. Masser af kabler trukket forbi mig. Masser af smuk gaffatape. Og så tog narkosen over. Sort. Jeg er mega nervøs lige nu. Det er måske også derfor, jeg tænker på medicin. De har allerede givet mig beroligende. Føles som to guldøl, nap, nap, lige efter hinanden. Må dagen ende snarest. Må dagen gå godt. Må jeg slippe sikkert afsted igennem min behandling. Må jeg komme trygt hjem i armene på Martin. //L

[sygtype-blog]

Baby, it’s cold outside

Den 22. maj føder Samantha lille Viggo Wayne - 53 cm lang og lige over 4 kg tung. En meget smuk dreng, der allerede er sin helt egen. Sami har været tæt ved min side på det seneste. Besøgt mig under kemo og været med til at slå de lange timer ihjel under magnesium-drop. Hun har kørt mig til stråling og hjulpet mig rundt i byen. De drugz, jeg er på for tiden, tillader ikke, at jeg kører i bil. Så jeg er mega afhængig af andre. Og på det seneste, hvor Sami har været højgravid og alligevel sku slå tid ihjel, har vi hængt. Det var været så dejligt at komme tættere på hende. Hun er een af dem, man ved, hvor man har. Men vores venskab har rødder i Taya, så vores relation har altid været derigennem. Indtil nu. Den lille familie på tre strålede – specielt Terrys aura havde ændret sig markant. De tre kommer til at gøre det godt sammen. Lille Viggo, Seje Samantha og altid Optimistiske Terry. Vi besøgte dem på Riget knap 24 timer efter fødslen. Imens vi talte, grinede og hørte fortællinger om den vilde fødsel, baksede jeg med mine egne træls tanker: “Jeg kommer aldrig til at opleve alt det her”. På et tidspunkt fik jeg Viggo i mine arme. Åh, lille pølsemand. Sammenklemte øjne og små rynkede fingre. Duftede som kun babybørn kan dufte. Blød som fløjl og komplet uspoleret. Mit hjerte sank. Jeg skubbede tankerne væk for at ku’ være tilstede. Og det var dejligt og hyggeligt. De fortjener al min opmærksomhed og kærlighed i en stund som denne. Virkelig. Men da jeg kom hjem, hang det over mit hoved. Jeg synes, det er fucking unfair. Og fucking hårdt. Jeg har aldrig været interesseret i at få børn. Fint nok at lege med andres. Men jeg har aldrig været en oplagt kandidat til at skulle være nogens mor. Og det er derfor, at det er unfair. For pludselig, under det her fucking sygdomsforløb, oveni alt det vanvid der i forvejen sker, bliver jeg berøvet muligheden for at få børn. Det lammer en del af mig, som jeg aldrig nogensinde ægte har fået taget stilling til. Og jeg sørger på baggrund af noget, jeg ikke reelt ved, om jeg ville ha’ benyttet: evnen til at lave børn. Det er fandeme en stor del af det at være kvinde. Identifikationen. At man kan lave babyer. Jeg havde aldrig fattet det. Og jeg har aldrig været kvindelig i den forstand, hvor jeg identificerede mig med min (manglende) kvindelighed. Pige-normen. Jeg har altid bare være Ling, der gjorde tingene på sin måde. En kende androgyn, I guess. I både fremtoning, way of life og i måden jeg drømmer og har ambitioner. Der var aldrig nogen norm, der skulle holde mig fra de ting, jeg ville. Jeg kan ikke få børn. Decideret, bogstavligt talt ikke kreere et andet menneske med mine træk. På familietræet ender grenen ved mit navn. Jeg er en blindgyde. “Du kan jo altid adoptere”. Ja. Men forstå det nu, venner. Det er ikke det samme. Det kan aldrig nogensinde være det samme. Jeg har altid tænkt, at HVIS jeg endelig sku’ – så ville jeg adoptere. Tage nogen ind der ikke havde nogen og give dem et hella fedt liv i Danmark. Jeg ville elske dem grænseløst og lære dem at drømme stort. Og så ville jeg kysse dem hver dag. Også selvom de havde opført sig nederen. Fordi. Ja, fordi min barndom var lort. Ensom og rodet. Jeg glemmer aldrig den følelse af ikke at være nogens førsteprioritet. En tanke jeg fik senere i livet var, at jeg sku’ hævne mig. Hævne Lille Ling. At give et eller flere børn med unfair vilkår alt det, Lille Ling aldrig fik. Skabe balance i mit eget røde barndomsregnskab. Helt egoistisk. Måske kommer det til at ske, at jeg får børn. Men det bliver andre menneskers børn. Ikke mine egne per blod. Jeg får ikke fornøjelsen af den oplevelse at levere et menneske ud af egen krop. Og dét sørger jeg over. I mit forløb har jeg været standhaftig. Ikke spillet helt. Bare været naturlig stærk og troet på, at det ikke var min tid til at daffe. Jeg har været tvunget i knæ hundredevis gange. Og hver gang har jeg rejst mig. Men lige med denne her del af det, har det været svært. Infertilitet. Barnløshed. Grove ord, ik’? Imens veninder føder højre om og venstre om. Snakker badekar og slynger, sutter og patter. Det lyder som en fucking joke, for jeg har virkelig aldrig følt, at jeg sku’ følge det der familietog. Og nu føler jeg mig ramt over vilkårene ved snart at ramme de 30. Man kan få knust sit hjerte på mange måder. Det her et ét af dem. //L

#kræft #interfilitet #cancer #barndom

[sygtype-blog]

Jeg lever stadig

Det er seks måneder siden, jeg var her sidst. Der er sket så sindssygt meget. Hvordan starter jeg lige det her? Min hjerne viser mig en forløbscollage, som er helt overvældende. Der er så meget ved det her kræftforløb, jeg gerne vil afdække og forklare. Status er, at jeg fortsat er i behandling. Nu med både kemo og stråling. Mit hår er røget for længst – sammen med angsten og chokket. Jeg er ikke længere bange. For hverken lægerne, behandlingerne, livet eller døden. Og disse dage griner jeg mere, end jeg græder. Jeg er et levende bevis på, at man godt kan leve lykkeligt og ha’ det sjovt, mens man er dødsyg. For mange følelser gennem smal åre. Stopper her. Men jeg planlægger at skrive oftere, mens jeg stadig har situationen tæt på og udfoldende. //L

#overblik #kræft #ungkræft #overlever #hårtab

[sygtype-blog]

Taya

Taya har lige været forbi og låne bilen. På farten dropper hun en bøtte med hjemmelavet kyllingesuppe af. Og en bøtte med færdigpillet granatæble.  Alle mennesker burde ha' en 'Taya' i deres liv. Ulykkes- og selvmordsraten ville falde drastisk over hele verden. Hun er den søster, jeg aldrig fik. Formuleret om: Den søster jeg fik lige pludselig. Altid lige om hjørnet. Altid fuld af kærlighed og hjælpeånd. Aldrig sur. Aldrig skuffet. Altid positiv og åben. Fuld af driftkraft, altid opsøgende. Altid her hos mig eller virkelig tæt på. Jeg føler mig mega heldig. Hun har været med mig på hospitalet flere gange den sidste tid. Og i dag skal vi hen på Gasværksvej og kigge på parykker. Mit hår er begyndt at løsne sig. Det er noia fordi.. nu kommer verden til at se, at jeg er syg. Uanset som jeg er klar på det eller ej.

//L

#kræft #søster #taya #paryk

[sygtype-blog]

Kære Dagbog

D. 6. oktober fik jeg konstateret livmoderhalskræft. Derfor mit comeback i den virtuelle blogosfære. Jeg er ikke sikker på, hvad formålet er med denne blog. Om det er for at læsse alt det af, mit hoved ikke kan bære. Eller om det er for at dokumentere den seneste version af mig selv. En slags backup. Hvis kræften sku' vinde over mig. Siden diagnosen har jeg gået og tænkt, at jeg skulle samle mine tanker et sted. Ligesom i gamle dage hjemme i huset i Ishøj hvor jeg dagligt ku' lette trykket i hjernen og bag øjnene ved at skrive alt mit pis ind i den sejlivede Compaq PC. Jeg skrev mig ud af mit eget selvdestruktive og infantile lort – og endelig fandt jeg en stige op og over muren – og over mit eget forfald.  Det er også derfor, jeg ikke har skrevet i årevis. Jeg lærte langsomt at turde. Og derefter at leve. Og så levede jeg. Så mig ikke tilbage.  Jeg har fået mig sådan nogle fine venner. Og familien kan jeg ikke klage over; vi elsker hinanden ægte nu. Og det er mere, end hvad vi nogensinde havde turde håbe på engang. Jeg har kastet mig efter alle mine drømme. Den ene efter den anden. Komplet fuld af frygt og indlevelse. Præcis som det skal være. Og så har jeg mødt en dreng, som elsker mig hver eneste dag. Han står fast som en sten – uanset hvor meget jeg forsøger at ryste ham, skubbe ham og råbe af ham. Jeg er en heldig type. Han er knapt så heldig; for nu er han sammen med en syg type. Jeg har været syg i halvanden måned. Dagene går stærkt. Kalenderen krydser nærmest sig selv af. Men kampen med følelserne, frygten, omverden, mig selv, mit mod – gør at forløbet føles uendeligt langt. Jeg føler, at jeg har kæmpet 1000 kampe, og alligevel er jeg kun på vej imod mit 2. kemoforløb. Mit hår mangler endnu at ryge af mit hoved. Jeg kan ikke få børn efter det her. Det er ét af de største tab, jeg har lidt, mens jeg har levet...  Der er gået forstoppelse i mit hoved. Der er mange ting, der gerne vil ud. Så mange brudstykker, der skriger efter at blive fortalt, men jeg er simpelthen blevet for overvældet til at kanalisere.  En anden dag. //L