jessijapan

[jessijapan]

Ikke mere tumblr.

Følg i stedet med på jessijapan.dk

[jessijapan]

Der er ni offentlige kildebade i Shibu Onsen. Kun det ene af dem er dog åbent for alle; de resterende er udelukkende tilgængelige for fastboende og overnattende gæster på distriktets ryokan. For ryokan-gæster foregår det ved, at man tager nøglen fra sit værelse med rundt og låser sig ind på det pågældende bad. Man opfordres til at iføre sig sin yukata og sine geta og tage turen rundt til alle badene i løbet af sit ophold, og uden for hvert kan man stemple et unikt emblem i sit hæfte som bevis på, at man om ikke andet har været forbi bygningen.

Men dét kommer jeg ikke til. Jeg tjekkede nemlig ind på et ryokan i Yudanaka Onsen i går. De to distrikter ligger i umiddelbar forlængelse af hinanden, og det er svært at sige præcist, hvornår Yudanaka slutter og Shibu begynder, men Shibu Onsen har med sine mange træbygninger og smallere gader lidt mere præg af det gamle Japan.

Der er naturligvis også varme kildebade tilhørende de respektive ryokan i begge distrikter, og noget af det mest tilfredsstillende efter en lang gåtur er et dyp i et udendørs onsen efterfulgt af et overdådigt kaiseki-måltid. Parret med varm betjening og en kold fadøl er dagen fuldendt.

Området er kendt for sine makakaber. Om aftenen sprang et par voksne og nogle unger fra trækronerne ud på taget af en bygning på den anden side af vejen. Det havde måske en dulmende effekten på den skuffelse, jeg oplevede dagen efter ved Snow Monkey Park, hvor aberne har deres eget varme udendørskildebad. Efter at have gået en time stod der et “NO MONKEY”-skilt ved indgangen. Aberne var ganske enkelt ikke i humør til at bevæge sig fra skoven ned i badet, men personalet var angiveligt travlt beskæftiget med at lokke dem til. I sådanne tilfælde er man selvfølgelig underlagt dyrenes luner, og jeg vil bestemt ikke klandre aberne for at give afkald på badets herligheder i efterårsvarmen, så efter lidt venten traskede jeg og mange andre ned igen. Vi må tilbage i vintermånederne.

Jeg spiste frokost på en cafe ved stationen. Da jeg skulle betale nægtede kreditkortlæseren at godtage mine kort. Også personalets kort blev affejet. De tilbød en kop gratis kaffe imens de ringede til betalingsselskabet, så jeg satte mig og læste en artikel om noget gammelt lort . Efter en halv time og yderligere adskillige forgæves forsøg måtte personalet give fortabt, så de gav mig min frokost gratis som plaster på såret.

Under aftensmaden buldrede og bamlede det udenfor; den årlige fyrværkerikonkurrence var i gang. En kødrand af mennesker fyldte gaden langs floden. Mange stod i kø efter blækspruttekugler, stegte boghvedenudler, lilla vindruecremeovertrukne bananer og andet lækkert imens bomberaketternes eksplosioner gav kæmpeekkoer mellem bjergsiderne. Jeg sugede lidt af stemningen til mig, men denne slags masseforsamlinger minder mig hurtigt om den ensomhed, jeg af og til føler ved at rejse solo, så jeg købte et par mini-okonomiyaki og gik tilbage til mit ryokan.

I morgen vandrer jeg over Shiga Kōgen og Shirane-bjerget i 2100 meters højde til et andet onsen-distrikt: Kusatsu. Hvis jeg da kan finde vej.

[jessijapan]

Efter i alt tre dage på Kisoji stod jeg i et tog på Shiojiri station i forgårs ved 16-tiden. Vandet drev af mig efter fire timer i regnvejr. Efter de første to havde jeg ellers udstødt et jubelråb ved ankomsten til Hideshio station, den første efter stenmonumentet ved Kisojis nordlige startpunkt — for så at opdage, at toget lige var kørt og at det næste kom to timer og et kvarter senere. Så kunne jeg lige så tage de sidste 12 km til fods og ankomme før toget. Kort efter den beslutning gav membranen i mine vandtætte sko op efter en ellers ærværdig præstation, og mine fødder var sjaskvåde.

Jeg vil ganske kort nævne nogle få af observationerne undervejs: * Jeg så endnu en tømmerlast med omelet-formede træstabler. Siden Nakasendōens etablering har der været skarpe restriktioner på fældningen og transporten af Kisodalens cyprestræer. Træerne bruges bl.a. til den totale genopbygning af det gigantiske Ise Jingū, den allerhelligste af japanske shinto-helligdomme, som finder sted hvert 20. år. * Træer er bare seje. I vejkanten efter Niekawa stod et imponerende kastanjetræ, hvis grandiositet mit pauvre iPhone-kamera slet ikke kunne indfange. * Narais lange hovedgade er kendt som den nok bedste bevarede langs ruten; bedre endnu end den i Magome. Bare lad være med at bryde illusionen ved at kigge i husenes retning, når du ankommer fra parkeringspladserne omme bagved. * Store jorō-edderkopper er klammere end de små.

Kisoji følger Kisofloden ned (eller i mit tilfælde op) gennem bunden af dalen. Derfor havde ruten det med at blive oversvømmet under tunge regnskyl, og derfor etablerede man Yogawa-stien mellem Nagiso station og Nojiri længere oppe ad bjergsiden. Det var den omvej, som jeg tog på førstedagen.

Og heldigvis for dét. Jeg forstår nu hvorfor guidede vandreture på Kisoji holder sig til få udvalgte sektioner og tager toget resten af vejen. På de nordligste to tredjedele får man nemlig et indgående kendskab til hovedvej 19. Denne asfalterede øjebæ skærer sig gennem bunden af dalen — og gennem Nakasendōen. Derfor er vandrerens passage gennem dalen et konstant zigzag mellem fredelige småveje og buldrende lastbiltrafik. Jeg har allerede beklaget mig over manglen på ordentlige foranstaltninger for bløde trafikanter andetsteds i landet, så lad det blot være sagt, at det er ekstra ærgerligt langs en af landets mest historiske ruter.

[jessijapan]

Det er 4½ år siden jeg sidste satte fod på Kisoji, et 82 km langt stykke et sted i midten af Nakasendō-rutens 534. Dengang inviterede jeg nogle medstuderende fra Yamasa med på de 11 km fra Nagiso station til Tsumago og Magome, de to sydligste af Kisoji-rutens 11 landsbyer, og godt 8 km videre til Nakatsugawa. Vi gik mod syd, men da jeg stod af toget i Nakatsugawa kl. 8:45 i morges var det med Shiojiri, 105 km nordover ad Kisoji og lidt til, som mål. Ikke på én dag, forstås; der er heldigvis overnatningsmuligheder undervejs. Kisoji skulle efter sigende være en af de bedste bevarede sektioner af Nakasendōen. Jeg var som nævnt bekendt med delen fra Nakatsugawa til Nagiso i forvejen, og stykket mellem Magome og Tsumago er dét, som optræder i alle guidebøgerne og turistbrochurerne, fordi der her er gjort en særlig indsats for at bibeholde vejene, stierne og ikke mindst bygningerne i de to landsbyer, så de fremstår som ved rutens oprettelse i 1600-tallet. Her i området — og vist langs det meste af Nakasendōen — skifter underlaget mellem jord, sten og asfalt. Efter at have misfortolket et skilt, der resulterede i en omvej på adskillige km ad en hovedvej, var mit humør ved ankomsten til Magome ikke til flere højrøstede kinesere på turistferie, så jeg gik ind i en restaurant til en omgang boghvedenudler og is, hvorefter jeg forlod byen i al hast. Heldigvis sker der et markant fald i turistantallet så snart man krydser bygrænsen ud af Magome. På vandrestier overalt i Japan hører man af og til folk gå med en lille klokke sat fast på deres rygsæk. Dette uigennembrydelige skjold sikrer bæreren uskadt passage gennem ethvert bjørnebeboet område i Japan i en hånende selvsikkerhed om, at pelskræene ikke har hørt om Pavlovs eksperiment med hunde, hvor han trænede dem til at begynde at savle i forventningen om mad, hver gang han ringede med en klokke. Mellem Magome og Tsumago har man med jævne mellemrum installeret permanente klokker langs skovsektionerne. Meningen med klokkerne skulle være at varsle bjørnene om vores tilstedeværelse, men giver det mening på rutens mest befærdede stykke? Jeg forstår godt, at man fra myndighedernes side har villet gøre denne turistede del særligt spændende, og det er da meget hyggeligt at trække lidt i klokkeværket undervejs, men er der ikke større chance for, at en bjørn forskrækkes af et menneske på de mindst trafikerede stykker — hvor der i øjeblikket ingen klokker er? Antallet af vandrere falder til noget nær nul efter Tsumago, og efter stationen i Nagiso og gennem de resterende ca. 18 km til dagens destination, Nojiri, var jeg den eneste på gåtur. På vej op til Kōyasan forleden sad der pludselig en stor knæler på jorden og nød solen, da jeg kom ud fra et offentligt toilet, og jeg blev helt charmeret af hvordan den drejede hovedet for at betragte min fod når jeg svingede den fra side til side. Man burde lave en kirkegård for knælere i Nagiso, for der lå adskillige fladmaste lig af de stakkels krabater på vejen ved stationen. Inden start troede jeg, at Kisoji fulgte jernbanesporene fra Nagiso og hele vejen mod nord. Derfor var jeg draget ud i formodningen om, at jeg om nødvendigt kunne tage toget resten af vejen til mine delmål. Undervejs var jeg dog stødt på flere skilte, der viste stien vige langt fra jernbanesporene og lede tilbage op ad skråningerne og gennem skoven. Derfor blev jeg en anelse betænkelig, da jeg lidt i kl. 14 stod efter Nagiso station og læste, at der var 15,6 km til Nojiri og at det ville tage fire timer og 40 minutter. Jeg havde fortalt min Airbnb-vært, at jeg ville ankomme omkring kl. 17, og ca. samtidig begynder solen at forsvinde bag bjergtoppene, så skulle jeg nu gå lodt tilbage og tage toget fra Nagiso til Nojiri? Vandre-tidsangivelser er altid konservative, min hidtidige gennemsnitshastighed havde været noget højere end de godt 3 km/t, som skiltet lagde op til, og jeg er jo i bund og grund ikke kommet for at køre ruten i tog, så jeg spændte rygsækken og mavemullerne og drog videre. Længere oppe — for det går opad i takt med, at jeg bevæger mig nordpå — ledte stablerne af tømmer på en trælast en sulten mands tanker hen på japanske omeletter. Jeg var også løbet tør for vand og efterhånden godt tørstig, men heldigvis så jeg min redning på afstand i en større lysning: en automekaniker. Jeg har til tider nævnt de allestedsnærværende automater med flasker med vand, sodavand osv., men der kan alligevel godt være langt imellem dem herude. Én ting er dog sikker: der står næsten altid mindst én ved enhver automekaniker. Jeg gik nærmere, og den postkasserøde farve afslørede en Coca Cola-automat. Automaterne har heldigvis altid et bredt udvalg af produkter, så jeg tyllede en flaske kold kaffe med mælk og tog en flaske vand med til resten af turen. Med seks km tilbage gik jeg tilbage i skoven. Pludselig rumsterede det i buskadset lidt længere oppe, og jeg stivnede, da jeg hørte et irriteret brøl. Jeg nåede at vende mig og se to-tre skikkelser tage flugt op ad skråningen og forsvinde over en kant. Jeg blev mere nervøs, da stien drejede præcist i retning af dyrene, så jeg begyndte at småråbe imens jeg meget forsigtigt tog de trætrin, der ledte videre op. Jeg kom op til en asfaltvej. Det viste sig, at jeg ikke havde hørt et brøl, men et grynt, for lige da jeg skulle til at træde ud fór 7-8 vildsvin over vejen lidt længere fremme. Heldigvis ledte ruten videre ad asfaltvejen — og rundt om et hjørne og direkte ind i skoven og i samme retning som vildsvinene! Jeg har læst beretninger om folk, der er sluppet mindre heldigt fra mødet med vildsvin i de japanske skove, så jeg begyndte seriøst at overveje at følge asfaltvejen hvor den end måtte lede hen, men så kunne jeg dog være endt i skoven til mørkets frembrud. I stedet sang og hujede jeg mig videre med den mareridtsagtige åbningsscene fra Prinsesse Mononoke, hvor en dæmongud har besat et kæmpevildsvin med en ekstrem blodtørst, i bagtankerne. Efter et kvarter kunne jeg heldigvis træde ud på asfalten til de sidste fire km. Her følte jeg mig noget mere sikker, selv om jeg kun et kvarter tidligere havde set flokken fræse over vejen.

[jessijapan]

For 1200 år siden grundlagde munken Kūkai den buddhistiske Shingon-sekt, og hovedkvarteret blev anlagt på Kōyasan, fællesbetegnelsen for en række bjergtinder i Wakayama-præfekturet.

Nu om dage kan man tage toget til toppen af Kōyasan, men det kunne Kūkai ikke. Han gik i stedet de 24 km fra fod til top ad den rute, som skulle komme til at hedde Chōishi-michi. Ruten er navngivet efter de 180 stenstøtter, som står med en afstand af 109 meter — én chō — mellem hver (ishi betyder sten). I al beskedenhed var ruten en af de nemmere. Et stejlt første stykke blev afløst af mange km i nogenlunde fladt terræn inden den sidste km, der igen skruede op for stejlheden.

Mange af templerne på Kōyasan tilbyder indlogering, og jeg tjekkede ind på Daien-in for to nætter. Templet mindede om et ryokan, men foruden at staben udgjordes af munke var der et par væsentlige forskelle. Den første var måltiderne, som i overensstemmelse med munkenes egen kost alle var vegetariske. Præsentationen var ikke ringere af den grund; den var lige så stort et orgie af farver, konsistenser og smagsnuancer, som de bedste kødædermåltider, jeg har fået. Jeg kan godt lide en skive tyndtskåret oksekød til min ris, men jeg var mæt og yderst tilfreds efter måltiderne. Samtidig faldt jeg ofte i snak med en gammel herre fra Okinawa, hvis hvide bakkenbarter godt nok ikke kunne hamle op med den veludviklede hårvækst i ansigtet på Pai Mei fra den anden Kill Bill-film, men som alligevel mindede mig om Uma Thurmans ældgamle læremester. Den anden forskel var muligheden for at deltage i munkenes daglige morgenbedeceremoni. Det er svært for mig at forklare indretningen af bedelokalet, som vi trådte ind i kl. 5:50 den første morgen, for jeg aner ikke hvad noget af det hedder, men flot var den. To munke og en kvindelig — ja, hvad? En suppleant? — sad med ryggen til os og reciterede sutraer i ét væk, undertiden understreget med et gong! på en stor krukke eller et kling! på en metaltavle. En halv time inde i ceremonien gjorde de holdt. Nu skulle vi én efter én nærme os den kasse foran munken i midten, hvor røgelse siden ceremoniens start havde fyldt lokalet med en liflig duft, og tre gange føje en smule aske til bunken. Det vidste jeg bare ikke, at vi skulle. Jeg havde, som jeg altid kommer til det, sat mig så jeg åbenbart var den første, der skulle nærme sig, så da folk begyndte at kigge på mig bredte panikken sig. Heldigvis tog en dame bag mig hurtigt hånd om situationen og instruerede mig i fremgangsmåden. Tossede munke; det ku’ de godt ha’ sagt.

Om formiddagen besøgte jeg Okuno-in, japans ældste og største kirkegård. Langs den ca. 2 km lange sti gennem kirkegården giver flere hundrede japanske cedertræer i alderen 200-800 år skygge til over 200.000 grave og stenstøtte. Alle, uanset religion, nationalitet osv., kan blive begravet her. Efter sin død blev Kūkai kendt under navnet Kōbō-Daishi, og han ligger begravet i sit mausoleum for enden af stien. Eller rettere, han sidder, for faktisk er han ikke død; i stedet er han i færd med en evig meditation. I en bygning tæt ved mausoleet ligger et stort køkken, hvor munke hver dag tilbereder morgenmad og frokost, og med lidt timing kan man se dem fragte måltiderne op til mausoleet, hvor de bliver overleveret til den mediterende grundlægger af kirkegårdens øverstbefalende — den eneste, der har ret til at entre mausoleet.

Om eftermiddagen kunne jeg og andre besøgende selv prøve den såkaldte Ajikan-meditation, som Shingon-munkene praktiserer. Vi fik en kort instruks i korrekt siddepositur, korrekt foldning af hænderne, hvordan vi kontrollerede åndedrættet osv. Underviseren slukkede lyset og gik, og så sad vi ellers i en lille halv time på vores numsepuder i den åbne sal med halvt lukkede øjne og forsøgte at lukke lyden af krager — og alt andet — ude. Det var ikke nemt.

Efter mørkets frembrud viste en af munkene rundt på Okunoin. Usete flyveegern udtrykte deres sult med kald fra de enorme lænende cedertræer, som ikke blev mindre imposante i skæret fra lanterne langs stien.

Jeg nåede ikke at opleve halvdelen af Kōyasans seværdigheder, og tempelopholdet var en fryd, så jeg vender tilbage engang.

[jessijapan]

Kl. 8:30 i fredags gik jeg bag en gammel mand på vej ud af Nabari. Det var gråvejr, jeg skulle til Kasagi, og at dømme efter hans ivrige armsving og lyserøde sokker var han på vej til en japansk genindspilning af videoen til Dr. Hook-klassikeren Baby Makes Her Blue Jeans Talk (se originalen på Youtube — den er fremragende). Han manglede dog klappen for øjet og en hat. Jeg gik igennem af dal fyldt med kastanjetræer, duften af brændt halm og den uvægerlige lyd af cikader, som danner underlægningsmusik til en udflugt i ethvert område med bare skyggen af plantevækst, med mellemrum blandet med lyden af min egen latter fremprovokeret af de Simpsons-replikker, jeg gik og citerede for mig selv. Hirose, med sine rækker af huse op ad en enkelt skråning, mindede mig om landsbyen i Bjergkøbing Grand Prix. På vej ud af Osose hørte jeg på afstand et stort horn, som på havnen i Esbjerg. Kort efter vendte jeg mig rundt og så en politibil med blink komme kørende. Jeg gik videre, og da jeg vendte mig rundt igen var bilen ved at vende tilbage mod byen. Jeg nåede aldrig at se føreren; jeg håbede ellers at kunne prale af at være blevet fulgt til dørs af en slags grotesk japansk Brian Dennehy-kopi, som en anden Sylvester Stallone i den første Rambo-film. Omkring 10:30 kunne de triste grå skyer ikke holder tårerne inde længere. Når det først begynder at regne i Japan bliver det som regel ved resten af dagen, men temperaturen var ikke til skaljakke, så jeg iførte mig min hat med den brede skygge for at holde håret tørt. Til middag gik jeg ind på en lille michi-no-eki — en “vejstation”, dvs. en rasteplads med restaurant, toiletter osv. — og bestilte en portion kusamochi-nudler og rød shisojuice. Jeg har været vild med smagen af shiso-planten siden min første Japanrejse, men har kun prøvet den grønne variant, og kun i te, til sushi osv. Denne drik smagte mere af rød saft fra Ribena end shiso — eller måske skal den røde bare smage sådan? Ved et af bordene sad en tydeligvis erfaren lastbilchauffør med solbrun læderhud, fedtet kasket på hovedet og en smøg i kæften og småsludrede med den ene af de tre generationer af kvinder, som drev stedet. Hun præsenterede ham for et lille glas med en klar væske — der stod i forvejen et tomt af samme slags på hans bord — og han tog et sip og var ved at falde forover i et hosteanfald af en sådan intensitet, at hun måtte klappe ham på ryggen i adskillige sekunder for at få ham under kontrol. Da jeg havde sagt farvel og var kommet lidt væk fra restauranten må nogen have åbnet et vindue, for i baggrunden hørte jeg truckeren gøre endnu et ihærdigt forsøg på at kaste sine indvolde op. Hvis kvinderne i restauranten på et tidspunkt lukkede ned for spiritusserveringen kunne han evt. fornøje sig lidt længere henne ad vejen. Her var store flasker Asahi Super Dry og 1,8-literskartoner med kartoffelvin sat i udbud af en automat, som med teksten “Liquor Shop” illuderede lokal sprutbutik. Efter Yagyū skulle jeg til at krydse en bro over et vandløb, da en makak-abe trådte fra skovbrynet ud på en af stierne på den anden side. Vi stoppede begge op og tog bestik af hinanden, og så listede han op i skoven igen imens han kiggede sig over skulderen. Mon han tænker på mig nu, som jeg tænker på ham? Kl. 16:30, i omegnen af 35 km efter start, hilste jeg på min AirBnB-vært for de næste par dage. Jeg følte mig godt tilpas, selv om det havde regnet de sidste seks timer, men satte stor pris på det varme brusebad, jeg gik ind til.

[jessijapan]

Akame-vandfaldene var en udmærket måde at spendere en eftermiddag på, men den egentlige grund til mit besøg i Nabari var Sonikōgen (Soni-plateauet). Med små 20 km til plateauet ville det være uoverkommeligt at skulle tage hele rundturen til fods, så jeg gik mod stationen for at finde en bus. Ingen af standerne ved stationens østside bar det nummer, jeg søgte, så jeg vadede gennem gangtunnellen om til vestsiden. Her spurgte jeg manden i billetlugen. “Det er omme ved østudgangen”. Tilbage gennem tunnellen. Efter dobbelttjek for oversete stoppesteder måtte jeg atter give fortabt, så jeg spurgte manden i billetlugen på denne side. “Det er Mie-præfekturets busselskab. De holder omme på vestsiden”. Aha. Igennem tunnellen igen og om på østsiden, hvor passagererne netop da strømmede ud af bussen med mit nummer. Busruten gik gennem gader, der kun akkurat havde plads til bussen, så når der kom modkørende måtte de eller vi køre ind til siden eller bakke, så trafikken kunne flyde videre. På et tidspunkt bakkede både vi og en medtrafikant og trak ind til siden, og i en slags omvendt “chicken” holdt begge parter så der og ventede på, at den anden kom kørende. Ved Nakatarō-stoppestedet steg jeg ud i den friske bjergluft. Indkørslen til Sonikōgen ligger på vestsiden, men jeg havde dagen inden fundet et kort på nettet, der beskrev hvordan man ad Kameyama-bjergpasset kunne komme ind fra østsiden. Jeg fulgte det tragtformede netværk af stejle småveje, der gjorde det nemt at finde vej op til den sti, der ledte til passet. Undervejs vrimlede det med mangefarvede og mangebenede væsener; edderkopper, guldsmede, græshopper, bier osv., og en slange søgte at genvinde kropsvarmen på den solbeskinnede asfalt. Den sidste kilometer foregik i skoven op til passet. Helt til toppen havde jeg haft indtrykket, at Sonikōgen lå yderligere et stykke fremme, så jeg begyndte næsten at le, da jeg trådte direkte fra buskadset ud i den storslåede udsigt ud over plateauet. Området er omkring 38 ha stort, og store dele af det er dækket af gyldent pampasgræs — hvis man besøger det i oktober eller november. I øjeblikket er det stadig grønt, men udsigten var nu alligevel uden overdrivelse overvældende. Hvis man vil have fuld valuta for pengene skal med eftersigende ankomme kort før solnedgang, hvor solen for alvor maler skråningerne gyldne. På det tidspunkt er den sidste bus længe væk, så det må vente til en anden gang. Fra mit udsigtspunkt var der mulighed for at komme yderligere et par hundrede meter op ved at bestige Kurosoyama lige ved siden af. Ved stien på vej derop stod et lille hus, hvor der i vinduet sad en gammel dame — selvfølgelig var hun gammel. I halvmørket bag hende sad en knap så gammel hawaiianer og lagde kabale. Det lyder som en vits, men den var go’ nok. Han var japansk gift, og imens hans kone arbejdede som sygeplejerske andetsteds i Japan forvaltede han og svigermor adgangen til Kurosoyama. “Hun ejer bjerget”, sagde han med henvisning til svigermoren. Normalt har jeg ikke lyst til at betale for at komme op i højderne — der er utallige spektakulære udsigter af den gratis slags at finde — men nu stod jeg jo der, så jeg indvilligede i at betale de 500 yen for at passere. Der var 20 minutters gang fra hawaiianeren over til toppen af Kurosoyama — først lidt ned, så op igen — og selv om jeg nu var længere oppe havde jeg ikke udsigt over Sonikōgen. Jeg havde udsigt over meget andet flot landskab, men efter at være væltet bagover på plateauet var der knap så meget krudt i Kurosoyamas kanon. Tilbage ved grænsekontrollen spurgte jeg hawaiianeren, om han og svigermor virkelig gik herop hver eneste dag for at sidde og vente på, at folk kom forbi. Han forsikrede mig, at medmindre det regnede eller blæste kraftigt sad de her hver dag i tre af de fire årstider. Den gamle dame blev fragtet op ad skråningen på den monorail, som jeg godt havde set på vej over til Kurosoyama, men som jeg regnede med udelukkende blev brugt til fragt af udstyr. Synet for mit indre øje af svigermekanikken, der kommer tøffende op ad en skråning for at sætte sig i et vindue på toppen af et bjerg og så køre ned igen, var alligevel de 500 yen værd.

[jessijapan]

Jeg trådte ud af Kikyōgaoka station i Nabari ved middagstid i onsdags. Ind på hotellet for at aflevere bagagen, så toget et par stationer tilbage til Akameguchi. Bussen til Akame Shijūhatchitaki (“Akames 48 vandfald”) gik først 20 minutter senere, og jeg er desuden ikke glad for længere ture i busser, der ikke er deciderede komfort-langtursbusser, så jeg valgte at tage de fire km op til vandfaldene på gåben. Netop da bussen overhalede mig pegede et skilt væk fra vejen og ind til en vandresti op til vandfaldene. Jeg blev en smule betænkelig ved den gitterport, som jeg mødte kort inde på stien, og som bar et skilt, hvor der med svært læsbar håndskrift stod “vandrer”, “døren” og en masse andre ting, men dem kunne jeg ikke tyde. Når jeg betræder en japansk skovsti samler jeg altid en lang kvist op fra jorden og holder den foran mig som skjold for edderkoppespind. Det er særligt slemt her om efteråret, fordi jorō-edderkoppen, med det latinske navn nephila clavata, hænger overalt. Et bid skulle gøre nas uden at være direkte farligt, men jeg har ikke lyst til at vade med ansigtet først ind i sådan en laban på størrelse med en håndflade, endsige lade mig vikle ind i et af deres meter-store spind. I japanske folkefortællinger optræder en såkaldt jorōgumo, som kan tage skikkelse af en smuk kvinde og narre mænd ind i sit spind, hvorefter hun æder dem. Endnu en ting at være bange for på en japansk skovsti om efteråret. Senere gik jeg og tænkte på suzumebachi, da jeg hørte den dybe summen igen. Kræet fløj lige forbi mit synsfelt og væk igen, og jeg blev så forskrækket, at jeg knækkede mig kvist! Heldigvis sluttede stien lige efter. I denne ende var der mystisk nok ingen port. Adgangen til de 48 vandfald var egentlig gratis, men nogen havde placeret et minimuseum for kæmpesalamandere ved den eneste indgang til den kløft, hvorigennem stien med vandfaldene slangede sig. Adgangen til dette museum kostede 500 yen. Smart. Så alle 48 vandfald lå altså langs den samme smalle flod i en lang kløft. Der var yderligere fire km til sidste vandfald, og stien fulgte floden hele vejen. Spektret var vidt; nogle vandfald og deres umiddelbare omgivelser var lige så spektakulære, som andre var beskedne. En gammel mand sad foroverbøjet på sin skammel ved et af sidstnævnte og tegnede. Lige inden det sidste vandfald overhalede jeg en anden gammel mand i jakkesæt og gummisko. Det var muligt at fortsætte gennem landskabet og om til en bus, men vi vendte begge om og gik ned igen. Da jeg nærmede mig bunden sad tegneren stadig på sin skammel, nu i gang med et nyt værk. Jeg havde lovet bestyrersken af den første lille restaurant ved tilgangen til vandfaldene, at jeg ville droppe ind til en omgang nudler på tilbagevejen, men da jeg passerede restauranten var den lukket, og hun bukkede høfligt i sin hvide Suzuki, da hun kom kørende i modsat retning. Den sidste bus var for længst kørt, så jeg gik ad vejen tilbage til Akameguchi station.

[jessijapan]

Efter en uges tid i Kyoto har jeg modificeret rejseplanerne, så de stemmer overens med, at jeg har sendt teltudstyret retur til Danmark. Jeg skulle nok have bestilt et par dage færre i byen, for her er ikke til at bevæge sig uden for en dør uden at skvatte rundt i turister. Jeg har heldigvis været fanget i de fleste af turistfælderne ved tidligere besøg og kunne derfor undgå det værste, men jeg har aldrig set - og ikke mindst hørt - så mange kinesere før. Jeg fik dog besøgt enkelte nye attraktioner, heriblandt Otagi Nenbutsu-ji-templet, som ligger lige i baghaven her i Arashiyama ved foden af Kyotos vestlige bjerge. Det skulle være det tempel i Japan, som gennem tiden har været værst ramt af naturkatastrofer som jordskælv og tyfoner, så jeg ville nå at se de 1200 statuer af Buddhas disciple inden tyfonen Talim ifølge udsigterne skulle ramme om aftenen. Statuerne blev bygget af besøgende til templet i årene 1981-1991 og er således noget yngre, end man skulle tro. De mange ophavsmænd forklarer også mangfoldigheden af muntre ansigtsudtryk. Kyoto gik i øvrigt fri af tyfonens værste hærgen. De næste par dage har jeg et svinkeærinde 100 km sydpå hvor jeg kom fra, hvorefter jeg langsomt bevæger mig nordpå og op i bjergene.

[jessijapan]

Chokolade i sidelommen (del 3/3)

Ved lukketid listede jeg over på et græsareal mellem to boldbaner og slog teltet op imens jeg langsomt blev spist levende af myg. Liggende i teltet, i sikkerhed for myggene, kunne jeg godt mærke, at denne nat kunne ende som den foregående. Jeg var træt, men ikke søvnig. Og sådan blev det. Omkring kl. 1 havde jeg stadig ikke sovet. I skæret fra lommelygtefunktionen på min iPhone pakkede jeg grejet sammen og forlod parken. På vej ud passerede jeg en politibetjent, som i lyset fra sin egen lommelygte gik imod mig og kiggede ned i nogle papirer. Han må først have set mig, da jeg gik forbi ham, for pludselig lyste en lyskegle mig i nakken. Han sagde dog ingenting. Jeg gik over i en nærliggende 7-Eleven. Bag disken stod en ung gut, hvis iver efter at betjene en formentlig begrænset kundemasse jeg ville have svært ved at matche, selv hvis jeg havde fået otte timers søvn. Jeg kunne alligevel ikke undlade at trippe i takt til muzakudgaven af 1-2-3 med Gloria Estefan and The Miami Sound Machine over butikkens højttalere imens jeg udvalgte et måltid bestående af nøddemix og en aflang risbolle med tun og majonæse. Den beskrivelse dækker i øvrigt fint min kost under turen, for jeg stank for meget til at nænne at bevæge mig ind på en restaurant. Videre mod Yama-no-be-no-michi var kroppen selvfølgelig ikke i vandrehumør, og jeg gik exceptionelt langsomt gennem byen og natten. Med indlagt spisepause på en lille kæderestaurant, som jeg på dette tidspunkt trods alt vovede mig ind på, og lidt kiggen på fulderikker, der kom stolprende på vej til sidste tog efter en bytur, gik jeg de 8,5 km på godt fire timer. Lige omkring solopgang trådte jeg ind på Yama-no-be-no-michi, og min hastighed steg lidt med solen, men kroppen var selvsagt mærket. Det skortede ikke på flotte udkigspunkter langs stien, men jeg fangede mange gange mig selv i at gå og kigge skråt ned på jorden. Denne sti - årsagen til, at jeg havde bevæget mig stik øst over 60 km i stedet for nordøstpå direkte til Kyoto - var degraderet fra en smuk naturoplevelse til et simpelt middel til målet om at nå frem til en seng. 10 km ude på stien kunne jeg ikke tyde skiltningen; Jeg gik frem og tilbage og forsøgte forgæves at finde vejen videre. Da jeg i samme øjeblik hørte en dyb summen for mine ører fra dét, som unægteligt lød som en suzumebachi, trak jeg stikket. Jeg besluttede at tage toget de sidste 10 km til Nara. Jeg var udmattet og havde flere gange på stien og ned til toget måttet sætte mig ned for lige at komme til hægterne. Hver gang jeg gjorde dét var jeg paradoksalt nok ved at falde i søvn. Det var først på formiddagen, og jeg vidste godt, at jeg under alle omstændigheder først kunne få adgang til mit hotelværelse om eftermiddagen, men jeg kunne i det mindste aflevere rygsækken. Jeg havde ikke lyst mere og var ked af dét, jeg havde udsat min krop for. Søvnmangel og uvarieret kost er skidt nok, når man ikke skal på vandretur dagen efter. Og dagen efter. Jeg havde med vilje kun planlagt ruten til Tokyo løst for ikke at føle mig bundet, men efter alt for lidt søvn og alt for mange km i kanten af trafikerede veje gennem ensformige urbane miljøer gør jeg nu dette: Når jeg i morgen rammer Kyoto sender jeg campinggrejet tilbage til Danmark og nøjes med at vandre ad kendte vandrestier. Derudover tager jeg bus og tog til nogle af de steder, som den oprindelige rute til Tokyo ikke ville have givet tid til.

[jessijapan]

Chokolade i sidelommen (del 2/3)

Jeg bevæger mig gennem det byområde, som oppe nordpå huser Osaka, Kyoto og Kobe. Her bor omkring 20 mio mennesker klemt inde mellem bjergkæder, mest i bygninger på få etager. Derfor er der ikke så meget plads til andet end disse bygninger, og derfor er området enormt ensformigt at vandre igennem. Samtidig har japanerne, ligesom amerikanerne, et skidt forhold til cykelstier og fortove. Det går an på smågader, hvor der ikke er megen trafik, men på hovedindfaldsvejene vælger mange at cykle ude på vejen fordi cykelstierne er alt for smalle og/eller i elendig stand. Selv på landeveje, hvor der burde være rigeligt med plads til separate foranstaltninger til svage trafikanter, er vi ofte nødt til at navigere mellem revner og huller eller uklippet bevoksning i kanten af vejen, hvor vi går under en meter fra tung trafik, kun adskilt af en hvid streg. Lidt i frokost nåede jeg toppen af et bjergpas, hvor store planter afskar mig fra at fortsætte i samme side af vejen, så jeg var nødt til at tage chancen og skifte vejside uden at kunne se de biler, som kom susende over toppen få meter fremme. Om eftermiddagen fik jeg at vide af en taxichauffør, at jeg måske kunne slå telt op i den lokale sportspark. Da jeg rådspurgte mig hos en gammel mand tættere på parken, forholdt han sig tvivlende. Det er meget svært at spørge en japaner om vej og undgå en meget udførlig forklaring og gestikuleren. Samtidig skal man selvfølgelig fortælle, hvad man skal deromme, hvilket land man kommer fra og om ikke svareren skal følge spørgeren derom, selvom spørgeren gentagne gange har givet udtryk for, at denne har forstået instrukserne og desuden kun bliver stående fordi svareren bliver ved med at tale. Manden fulgte mig om til sportsparkens kontorbygning. Her fik jeg at vide, at jeg ikke måtte slå telt op i parken. Jeg vidste dog, at ingen selvrespekterende japaner kan tillade sig at tabe ansigt ved at lade et nødstedt menneske i stikken, så da han havde givet afslag blev jeg stående og gav ham tid til at tænke mere. Til sidst begyndte han at tale igen, og han bad mig vente imens han gik over i bygningen ved siden af. Da han kom tilbage gentog han, at det desværre var udelukket at slå telt op i parken, men at der lå en grund lige uden for, hvor jeg i al stilhed kunne slå teltet op, hvis jeg efterlod stedet som da jeg ankom. Han blev ved med at snakke og nåede til sidst frem til, at hvis jeg nu ventede til efter mørkets frembrud, så kunne jeg måske alligevel slå telt op inde i parken. Parken var åben for gennemgang om natten; der var bare ingen aktiviteter, og ophold var ikke officielt tilladt. Jeg skulle således vide, at politiet formentlig kiggede forbi på rutinetjek, så jeg skulle bare gøre som befalet, hvis der blev noget. I mellemtiden kunne jeg vente i kontorbygningen. Jeg takkede pænt ja og endte med at blive i bygningen til lukketid kl. 22. Jeg og de to tilbageværende medarbejdere så volleyball (Japan tabte i fem sæt til USA), og jeg fik lov at tage et brusebad!

[jessijapan]

Chokolade i sidelommen (del 1/3)

I fredags gik jeg østpå med starten på Yama-no-be-no-michi, Japans ældste registrerede vej/sti, som pejlepunkt og den tidligere hovedstad Nara som destination. Tre dages vandring med to nætter i telt. Sidst jeg sov i telt var engang i starten af teenagealderen. Jeg gik igennem en park, hvor skilte advarede mod tilstedeværelsen af japanske kæmpe-gedehamse. Hjemmefra havde jeg læst om suzumebachi, som de hedder, som dræber op mod 40 japanere hvert år. De er på størrelse med en tommeltot, kan flyve næsten 40 km/t og har en rækkevidde på 50 km. Hvis man render på en suzumebachi på rekognosceringsmission, og den føler sig truet eller ser et potentielt bytte, markerer den sit mål med feromoner, og så angriber resten af sværmen ellers. Der ligger en video på Youtube hvor 30 suzumebachi udraderer et bistade med 300.000 bier på en halv time. Suzumebachi-sæsonen løber fra august til oktober. Alle rapporter er enige om, at man skal lade dem være i fred, og at de som sådan ikke er mere aggressive end andre hvepse og bier. Man skal også helst undgå at bære sort tøj, og her bliver det kompliceret, for hvis gedehamsen først er blevet aggressiv og føler sig truet anbefaler nogle, at man står helt stille, fordi et sortfarvet mål i bevægelse blot yderligere provokerer dem. Ville jeg kunne stå stille med en hær af summende dræbermaskiner sværmende omkring mig? Næppe. Derudover skal man undgå at tage parfume på, idet de reagerer på stærke lugte. Jeg har ikke kunnet verificere, om lugten af en svedig dansker på vandretur er gusten nok til at fremkalde en reaktion. Ovenstående anbefalinger opdagede jeg først, da jeg havde bestilt rejsen og købt sort regnjakke og sorte bukser og sorte sokker og sorte sko og en sort rygsæk, som heldigvis har orange regnslag. Jeg så og hørte heldigvis ingen suzumebachi i parken. Da jeg gik igennem en kirkegård gled mit buksebælte ud af sig selv. Læderet var blevet mørnet så meget af sved fra denne og tidligere vandreture, at det måtte opgive kampen. Bæltet røg i skraldespanden - må det hvile i fred - og jeg skiftede til de kablede høretelefoner, som fulgte med min iPhone. Kablet har altid været en pine at have med at gøre, fordi den ru overflade får det til at hænge fast i sig selv og gør det umuligt f.eks. at løsne en knude ved blot at trække i enderne, men det måtte gå an i mangel af bedre. Efter en time blev jeg dog så frustreret over det fordømte kabel, at jeg stod i kanten af en landevej med ryggen til trafikken og rev og sled i det for at få det af igen. Fra bilisternes perspektiv har det formentlig set ud som om jeg rodede mig i skridtet. Men dette er ikke er hadeafsnit til Apple; det er derimod en kærlighedserklæring til gaffatape som opfindelse. Jeg brugte det til at binde om de sorte affaldssække, som jeg deponerede min rygsæk i ved indtjekningen i Billund lufthavn, og nu kom jeg i tanker om, at det måtte kunne bruges som buksebælte, hvis jeg foldede et stykke om sig selv på langs. Jeg brugte det resten af vejen til Nara, og det virkede stort set upåklageligt. Hil gaffa! Første nat tilbragte jeg i Nishigori-parken, hvor jeg lå i otte timer og vendte og drejede mig. Jeg ved ikke hvorfor; efter en hurtig truckervask på det offentlige toilet ved parkens indgang følte jeg mig relativt genopfrisket, liggekomforten i teltet var ok, lydene irriterede mig ikke og vejret var perfekt. Kl. 4:30 havde jeg kun været nede at vende en enkelt gang. Jeg stod op for at se på stjerner, og præcis kl. 5 lød de første stemmer fra energiske seniorer på morgenløbe- og gåtur, så jeg pakkede sammen og gik videre.

[jessijapan]

Davs

Jeg er ankommet! Jeg tog toget fra Kansai International Airport - som ligger på en menneskeskabt ø - ind til første station på fastlandet, og havde akkurat forladt bygningen da en gammel mand kom cyklende. Min rygsæk afslørede mit foretagende, og han fortrak ikke en mine, da jeg på hans foranledning fortalte ham, at jeg var på vej til Tokyo.

Efter den lange flyvetur var jeg ikke i humør til at forsøge at finde hoved og hale i den længere fortælling om det omkringliggende bjerglandskab og den bedste rute gennem det, som han nu begav sig ud på, så jeg afbrød ham ved at trække mit kort frem.

"Jeg kører med dig noget af vejen". Nå. Heldigvis havde jeg i forvejen udset mig den tilstødende Yamada Denki - en japansk Elgiganten - som første stop på ruten, for jeg skulle have en USB-oplader. "Jeg kører med dig derned." Nå.

Jeg fik allernådigst lov til selv at gå ind i butikken, og da jeg kom ud igen var han væk.

Ca. 20 km. senere trådte jeg ind på hotellet. Et bad i de varme kilder, som specielt mine skuldre brød sig godt om, og aftensmad i buffetrestauranten i indkøbscenteet på den anden side af vejen, og jeg kunne kalde det en dag.

De næste par nætter sover jeg i telt på vej op mod Nara.

[jessijapan]

Her på falderebet - jeg flyver hjem i morgen - kommer nogle få billeder fra de seneste tre dage. Jeg har været på vandretur i bjergene ad Nakahechi, én rute i det netværk af pilgrimsruter, der hedder Kumano-Kodō.

Jeg har desværre ikke haft tid til at skrive om det undervejs; måske retter jeg op på den fadæse efter min hjemkomst. Ellers deler jeg mundtligt ud af detaljerne.

[jessijapan]

Jeg gik en tur til byen Toyooka for at spise noget frokost.

Midtvejs passerede jeg Genbudō-hulerne. De enorme basalt-klipper blev indtil 1925 brugt som stenbrud, men hulerne kollapsede under et jordskælv, hvorefter stenbrud blev ulovliggjort. Via Maruyama-floden for foden af klipperne fragtede man resterne til bl.a. Kinosakionsen og Toyooka, hvor materialerne blev brugt i genopbygningsprocessen.

Bjergmassernes heksagonale, staveagtige bestanddele har givet inspiration til områdets maskot.

[jessijapan]

Kinosakionsen er den første deciderede onsen-by, jeg har besøgt. Mine erfaringer med de varme kildebade har hidtil været begrænset til de, som de enkelte overnatningssteder har tilbudt. De fleste hoteller og ryokan her i landsbyen har også onsen, men hovedattraktionen ligger i de syv offentlige bade, som ligger inden for gåafstand af hinanden langs hovedgaden og stationsgaden. Man kan købe en enkeltbillet til 600 eller 800 yen, afhængigt af badehuset. Der går derfor hurtigt ide i at erhverve sig et Yumepa; et dagspas til 1200 yen, som giver adgang til alle syv. Det er netop, hvad mange turister på dagstur benytter sig af; de kommer hertil om morgenen, “onsen-crawler” rundt i byen bevæbnet med et Yumepa og tager tilbage til f.eks. Osaka eller Kyoto om aftenen. Af denne grund ligger Kinosakionsen forholdsmæssigt øde hen efter mørkets frembrud, og jeg har været nødsaget til at besøge supermarkedet for at få noget aftensmad, fordi mange af restauranterne lukker tidligt ned. Yumepa følger med i overnatningens pris på mange af byens hoteller og ryokan (dog ikke på mit). Denne udgave kan desuden bruges som lokalt betalingskort. Ideen er, at du iklæder dig din yukata fra hotellet og slentrer mellem badehuse og butikker uden at skulle bekymre dig om kontanter. Dine køb afregnes når du tjekker ud. Det støvregnede og var småkoldt i går, så jeg købte et Yumepa og søgte tilflugt i seks af badene i løbet af dagen (det syvende holder lukket om mandagen). Ved åbningstid kl. 7:00 troppede jeg op hos Jizouyu, byens mindste onsen, hvis faciliteter begrænsede sig til et lille indendørs bad. Næste stop var Ichinoyu, som derudover havde rotenburo, et udendørs bad. De bedste rotenburo har spektakulære panoramaudsigter, men her var vi i stueetage-niveau midt i en landsby, så udsigten bestod af den mur af kampesten, som adskilte herre- og damebadene. Derudover var der halvtag, så vel kunne man mærke brisen, men der var kun ringe udsyn til åben himmel. Udsigten var bedre hos Goshonoyu. Her løb vandet fra bjerget lige bag badehuset ned ad en serie små vandfald. Det så meget godt ud og må have været en fantastisk ide på papiret, men det larmede som et ondt år. Synd, for herude var lavet en anordning, hvor jeg kunne ligge næsten vandret, lægge mit lille håndklæde på en træstamme for at støtte baghovedet og modtage massage fra dyserne, der sprøjtede varmt masserende vand ind på lænden, alt imens den kølige regn dryppede ned på skuldre og hoved. Der var også sauna, men uden tilhørende koldtvandsbassin, så jeg kan cirkulere mellem de to, var det ikke meget bevendt for mig. Der skulle angiveligt ligge et bibliotek i byen; her havde jeg tænkt mig at spendere pausen mellem baderiet. Det viste sig at være et rådhus med et lille børnebibliotek på første sal, men alt dette blev fuldstændig overflødiggjort da jeg passerede et større hotel, foran hvilket stod et skilt med teksten “Frokostbuffet 1280 yen”. De tjente ikke en rød indbagt kæmpereje på mig. Efter frokost gik jeg ned i hotellets lounge for at læse. Området var indrettet med bl.a. et lille bibliotek med manga, og her sad både børn og forældre i al stilhed og læste tegneserier. Om eftermiddagen besøgte jeg yderligere tre varme kildebade. Fra femte bad var det mest for sportens skyld; der var ikke stor forskel på anstalterne, og jeg var lidt skuffet over, at ingen af de seks havde koldtvandsbassin. Mange onsen bytter dog rundt på kønnene midt på dagen, så måske har der været ét i den anden halvdel af en given anstalt. Det vil vise sig i morgen... Med Yumepa fra Kinosakionsen og Buffet of Buffets-passet fra Las Vegas er jeg nu dækket ind hvad angår ladhed og fråseri. Findes der mon pas til lignende overtrædelser af de resterende fem dødssynder?

[jessijapan]

Jeg tog toget fra Tsuruga til Mikata for at leje en cykel til turen rundt om Mikatagoko, Mikatas Fem Søer. Jeg har affundet mig med, at lejecykler i Japan kun undtagelsesvis passer til en person af min højde. Den diminutive blå mamachari, som jeg blev udstyret med på Mikata station, var velsignet med ét gear og lige så mange dynamolygter. Lygten var endog fjernbetjent via en direkte forbindelse til et sted oppe ved styret, så ikke noget med at bukke sig ned og filtre fingrene ind i egerne her! Ingen position på en sådan cykel er behagelig ret længe ad gangen, så da udlejeren afslørede muligheden for at aflevere cyklen på Suigekka-hotellet midtvejs på ruten, så jeg mit snit til at tage resten på to ben. Jeg lejede cyklen for fire timer og begav mig ud på de 20 km rundt om søerne. Det tog en time at nå Suigekka. En lynkonsultation med kortet tydede på, at jeg kunne nå ud til spidsen af Tsunekami-halvøen, som tager sit udspring i nærheden, og tilbage tidsnok til at kunne aflevere cyklen. Af sted! Flere strækninger af den oprindelige kystvej ud mod spidsen var spærret af for biler og erstattet af tunneler. Måske er det nemmere at vedligeholde en tunnel gennem et bjerg end en bugtende vej på kanten af samme; måske er de bekvemmelighedshungrende japanere bare nødt til at udnytte en mulighed for effektivisering, når de ser den. I hvert fald var disse strækninger stadig til at køre på hvis man har en cykel. Op ad og rundt om en landtange og ned igen til næste lille række huse; sådan gik det i en times tid. Midtvejs ude gjorde jeg et kort ophold i Ogaw, hvor en Lille Gammel Dame ved at hænge lange strimler tang til tørre på den samme slags tørre-ophæng, som få meter længere henne ad gaden var brugt til at hænge tøj op. Imens legede børnebørnene i sandet. Regnen begyndte at dryppe netop som jeg kørte gennem landsbyen på spidsen af halvøen. Det blev heldigvis aldrig værre end finregn. Jeg vendte cyklen og kørte tilbage ad samme vej. Undervejs måtte jeg sænke farten så et par makak-aber kunne passere. Jeg har besøgt adskillige steder i Japan, hvor de rapporteres at florere, uden at have set skyggen af dem. Jeg havde ikke hørt om, at de skulle holde til her. De så for så vidt flinke ud, men jeg ville ikke give hånd til en af dem. Da jeg passerede Ogawa på tilbagevejen havde småregnen jaget folk indendøre, og de havde taget ophængt tang og tøj med sig. Landsbyen lå øde hen bortset fra et par måger, der vaskede fjerpragten i det lave vand. Regnen var alligevel stærk nok til, at jeg valgte de dårligt oplyste tunneler på tilbagevejen. Jeg aktiverede dynamolygten, sænkede hagepartiet til den frontmonterede indkøbskurv for at minimere vindmodstanden og tonsede af sted imens jeg skrålede løs til Turbo Lover med Judas Priest så tunnelmurene rungede. BETTER RUN FOR COVER!! Tilbage ved Suigekka afleverede jeg cyklen med en time i overskud, spurgte ind til frokostrestauranter og fik anvist områdets eneste to, som begge lå i den rigtige retning og tilmed var naboer. Udenfor var der dødt. Suigekkas indgangparti var fyldt med en snes ensartede udlejningscykler, turistbådene var bestemt ikke klar til sejlads, og de eneste mennesker var bilister på gennemkørsel. Dørene til den kombinerede butik og restaurant Suigetsu (ej at forveksle med Suigekka) stod på vidt gab, men det var umuligt at konkludere om stedet var åbent. Der var lys over kølemontrene i forlokalet, men pærerne var så svage, at de ikke oplyste noget som helst. Jeg vovede et "sumimasen", og en ældre dame sprang til live i baglokalet og bød velkommen i restauranten med udsigt over søen. Jeg fik helt dårlig samvittighed over at de nu skulle til at starte køkkenet op - jeg kunne nemt være dagtimernes eneste kunde. Da jeg havde bestilt en omgang Katsu Sauce - tonkatsu med en særlig sovs, som er en af egnens specialiteter - trissede en meget krumrygget gammel dame frem og tændte det fjernsyn, der hængte - og som hænger på de fleste af de japanske restauranter i det lavere prisleje - så alle kunne se det. Hun var formentlig bestyrerskens mor, og hun skulle se sin sæbeopera. Hun skruede godt op for lyden og sad som hypnotiseret i godt 20 minutter, altimens jeg prøvede at nyde udsigten ud over søen og loftshøjttalerens stilfærdige shamisen-melodi. Jeg blev dog distraheret af fjernsynet, og hver gang jeg kiggede op var en ny af seriens karakterer opløst i gråd af enten glæde eller sorg. Der faldt igen ro over lokalet da dagens afsnit sluttede og den foroverbøjede dame prompte slukkede fjernsynet og vendte tilbage til dagens gøremål. Jeg bestilte en omgang dybstegte rejer med karry og ris. Bagefter styrede jeg forbi naborestauranten Yoshida og gik tilbage til stationen i Mikata.