#over åbent vand | Explore Tumblr Posts and Blogs

diddeoglaurapaatur · 1 year

Text

Terra Tree House i Cameron Highlands

Vi endte med at være på øen i 8 dage før vi tog videre. Så den 15/2 tog vi med a godt pakket båd til fastlandet og tog i mod et område på den modsatte side af Malaysia, der hedder Cameron Highlands. Det tog os en dags tid, da vi trods alt skulle fra østkysten til det vestlige og også lidt syd på.

Vi kunne tage en bus hele vejen, så det var meget rart.

Vi havde lige et par dage i en by, der hedder Ipoh, inden vi egentlig kom op i bjergene og Cameron Highlands.

Vi lavede dog ikke det store i Ipoh, da Didde og jeg hver i sær skulle planlægge, hvad vi egentlig skulle ift. Australien.

Vi tog dog hen til et tehus, hvor vi fik eftermiddagste på en meget traditionel britisk måde. Det var et af vores dyreste måltider, og det var kun nogle og 150 kr for os begge to.

- Vores andet dyreste måltid var KFC, som ikke lige frem er meget fint i og med, det er friturestegt kylling og pommes frites.

MEN vores eftermiddagste var skøn!

Vi prøvede tre forskellige te, som alle tre var gode, og vi fik agurkesandwich og lækre kager.

Efter tog vi til Cameron Highlands, hvor vi skulle ud i traditionelle malaysiske træhuse i 3 dage og 2 nætter.

Det var enormt charmerende!

Vi var først og fremmest de eneste "turister", dvs. vi var de eneste ikke malayer, men det var okay, for det følte mere som en skjult perle af den årsag.

Vi tog først en taxa hen til, hvor vi blive hentet. Vi blev hentet i en firhjulstrækker, da vi skulle ud på små og dårlige veje.

Vi stod bag på ladet af firhjulstrækkeren og tog en tur op ad bjerget på 30 min.

På toppen skulle vi op ad enormt mange trapper for at komme hen til, hvor vi kunne hente vores bagage. Derefter skulle vi op ad flere trapper for at komme op til træhuset, hvor vi spiste mad og hyggede.

Didde og jeg valgte at lade store rygsæk blive der, fordi vi skulle op ad ENDNU FLERE trapper for at komme til, hvor vi selv skulle sove.

Det var en god beslutning kun at tage det mest nødvendige, for vi skulle gå op ad trapper i nogle minutter, og det ville ikke være sjovt at gøre det med 16 kg på ryggen. Specielt når trapperne er ujævne, høje og der er langt.

Men oppe i vores lille hytte havde vi hver vores dobbeltseng, der var et myggenetrundt om sengen, for der var åbent ud til, og vi var midt i junglen. Vi skulle ud af hytten og ned af to trapper for at komme til vores badeværelse, hvor vi kunne få et lækkert varmt bad!

Stedet, Terra Tree House, gik meget op i, at alt var økologisk, og det var også vegetarisk. Dvs., jeg ville kalde det økologisk, men de sagde det var et trin bedre end økologisk (biodynamisk?). De brugte ikke gødning, sprøjtede ikke med nogle kemikalier. Meget naturligt!

Vores vært troede også meget på energier i maden, så det "demonstrerede" han på forskellig vis.

Her blev det lidt hokus pokus for mig, men maden var lækker, så jeg dømmer ikke.

Næste morgen fik vi morgenmad (igen mega lækker mad) og derefter gik vi ned til et vandfald.

Vi smed næsten skoene med det samme, fordi vi fik at vide, at så undgik vi bedst at vrikke om eller bare komme til skade generelt. Vi gik derfor en 30 min ned i junglen for at komme ned til vandfaldet.

Der gik to børn bag Didde og jeg. En var omkring en 10 år, og den anden var omkring en 13-år. De var meget sjove at gå foran, for de hadede det begge to. De gik og snakkede om, at de måske trådte på snegle og i lort, og hvordan de hellere ville lave lektier end at gå, hvor vi gik. Det var underholdende.

Stedet var flot, og vandet var forfriskende, og Didde og jeg kom da begge i med hovedet.

Det var ikke dybt, men vi skulle gå op til vandfaldet, sætte hovedet mod klippevæggen og så skrige alt, hvad vi kunne. Derefter kom vi ned i et lille hul oppe ad klippemuren, hvor vi sad og fik vand ned over skuldrene og hovedet. Meget befriende og afslappende.

Vi gik derefter op igen og fik et varmt bad før vi fik frokost. Igen, helt vildt god mad.

Bagefter slappede vi bare, læste lidt og nød udsigten fra spisehytten - den var åben.

Efter aftensmaden blev Didde og jeg introduceret til, hvordan man laver og drikker kinesisk te. Det var spændende og smagte godt. Vi fik også del i lidt risvin.

Aftenen sluttede med et lille bål i en gammel overskåret olietønde.

Vi havde fået at vide, det var en barbeque, og derfor troede vi, at vi skulle riste skumfiduser eller noget over ilden, men det skete ikke. I stedet gav vi hinanden lidt ryg og skuldermassage, gav os selv fodmassage. Det var alt sammen med olie og efter hver massage, skulle man vende kropsdel mod ilden, så den blev godt opvarmet. Enormt lækkert og afslappende.

Næste morgen var sidste morgen i hytten, og det var også sidste morgen, Didde og jeg havde sammen før, hun tog tilbage til Australien.

Det var dog en gode måde at slutte turen på.

Inden hun dog tog bussen lufthavnen i Kuala Lumpur nåede vi at få frokost sammen.

Vi stødte tilfældigvis ind i en fyr, Patrice, som vi havde mødt i bussen på vej til Cameron Highlands. Vi havde håbet på at se ham igen, fordi vi havde hygget os med ham, og vi havde ikke fået et billede sammen.

Han så os tilfældigvis på gaden, da vi var på vej hen til mit (Lauras) hostel. Så ham nåede vi også at sige farvel til ordentligt.

Vi brugte de sidste timer på at slappe lidt af sammen og bare nyde, at være i hinandens selskab.

Det var mærkeligt og lidt hårdt (for mig i hvert fald) at sige farvel, fordi vi trods alt har rejst sammen i 6 måneder.

Jeg har da også savnet Didde efterfølgende, men jeg er virkelig glad og taknemlig for alt, vi nåede at opleve sammen. Gode minder og jeg glæder mig til på et tidspunkt at se hende igen og give hende et kæmpe kram.

Der kom endnu et opslag om Cameron Highlands, fordi jeg endte med at blive nogle dage, inden jeg tog videre.

- Didde og Laura (for sidste gang sammen for nu)

12/3-2023

2 notes · View notes

arketypisk · 5 years

Text

I akutmodtagelsen var der først en ældre sygeplejerske der tog blodtryk og lyttede på puls. Hun virkede irriteret så jeg forsøgte at holde min gråd tilbage. Hun tyssede på mig da jeg spurgte hende om noget. Herefter blev jeg henvist til en stue hvor jeg fik besked på at lægge mig. Så bad hun mig tage trøjen af, og jeg følte en stærk modvilje imod at ligge med blottede bryster foran hende. Hun satte elektroder på brysterne, i siden, maven, og under kravebenene. Bagefter konstaterede hun at ekg’et så ganske normalt ud, som pulsen og som blodtrykket. Amager hospital var en firkant om en mindre atrium gård med høje poppeltræer. Byggeriet var smukt mursten og hospitalsstuen jeg lå på havde høje sprossede vinduer. Den øverste del af vinduet var åbent ud imod atriumgården. Man kunne høre en sagte lyd fra vinden og regnen udenfor. En ung kvindelig sygeplejerske kom ind. Hun var nok ikke meget ældre end mig selv. Hun havde diskrete tatoveringer på begge arme og lyst hår samlet i en hestehale der faldt ned over venstre skulder. Hun var spinkel og med bare ben under hospitalskjolen. Jeg kunne med det samme lide hende. Jeg lagde mærke til at mit ansigt var vådt. Hun tog en stol ud og satte sig overfor mig. ”du er ked af det”. Jeg fortalte hende om angsten og de sidste par år. Om at se mit første døde familiemedlem, om hele min barndom i terapi, om sygdomsangsten, om hvordan døden pludselig fyldte det hele. Hvordan jeg var så fanget i tanker om død og kropsligt forfald at jeg ikke kunne leve mit liv som andre unge mennesker. Hun var forstående og jeg kunne hurtigt fornemme at hun kunne relatere. Hun fortalte mig om accept om buddhisme, hvordan det havde hjulpet hende efter hendes egen mor fik kræft. Hun sagde at hun havde udviklet en voldsom sygdomsangst og hvordan at handle på angsten havde hjulpet hende. Jeg fortalte hende om mit sidste besøg på akut psykiatrisk, hun spugte ind til hvilket beroligende medicin jeg havde fået. Jeg nævnte oxapax for hende og hun hentede en halv pille og fyldte et glas vand til mig. Angsten var begyndt at ligge sig, selvom uroen i kroppen stadig var insisterende og konstant. Der lød lyde ude fra gangen, tumult, bevægelse. En ældre mand’s stemme, diffus. Mandens ekg tydede på en blodprop i hjrtet og en stemme forklarede manden at han skulle køres på rigshospitalet hvor de ville kunne undersøge hjertet igennem lysken. En kvinde jeg gættede til mandens kone forklarede at han havde været sur over at hun ville ringe efter en ambulance og at han kun modvilligt ville med på hospitalet. Jeg følte en overvældende skam over at være her uden at fejle noget i kroppen, at være her og tage tid fra de andre patienter. Da sygeplejersken kom tilbage noget tid efter fortalte jeg hende om det og undskyldte, hun svarede at det skulle jeg ikke, der er også noget galt med dig og du skal også havde hjælp.

9 notes · View notes

mikkelbechshoeft · 6 years

Text

Del 2: Sydafrika - advanced level

Vi forlod Tsitsikamma nationalparken med en venlig hilsen til aberne, som havde holdt os med selskab hver dag. Vi troede på det her tidspunkt, at abernes sådan set var ret uskyldige beboere i nationalparkerne i Sydafrika, men vi skulle blive klogere. Meget klogere. GPS’en var sat mod byen George på The Garden Route, som ikke har noget med en have at gøre, men har fået navnet fordi området er meget grønt med bølgende bakker og brusende hav. En smuk og vild køretur med havet på den ene side og bjergene på den anden. Undervejs gjorde vi holdt i Jeffreys Bay, kendt for utrolig gode surf-bølger, men det sprang vi lige over for de bølger var nu altså alligevel lidt mere end en 5-årig kan klare på et surfboard…Heldigvis fandt vi en fantastisk café i byen og her nød vi endnu engang den fantastisk gode og billige mad, som Sydafrika grundet den meget svage rand kan tilbyde. En rigtig god Cafe Latte, 15 kr., milkshake, 20 kr., et glas sprød hvidvin 15 kr., en stor og frisk burger med fritter og det hele, 45 kr. Så er det altså ret svært at klage over noget som helst, når man bliver serveret god mad til de priser – mens solen varmer luften op til godt 30 grader. Jo, vi er blevet forvente.

I George tjekkede vi ind på en nærmest øde campingplads. Og det var vores første clue til en overraskende konklusion på hele rejsen: Der var simpelthen ingen andre rejsende, nærmest hvor end vi kom hen. Hjemmefra var vi overbevidste om, at vi ville møde mange andre børnefamilier på tur og at Jacob nemt ville finde legekammerater. Men det viste sig, at sydafrikanerne virkelig kun holder ferie i skolernes ferie (og den sluttede midt i januar), mens udenlandske turister hovedsageligt besøger Cape Town og Kruger nationalparken. Og altså ikke alt det ind i mellem. Vi fandt nogle legekammerater et par steder, skal det siges, men det var lidt en streg i regningen og for Jacob ind i mellem noget frustrerende at skulle trækkes med de voksne hele tiden. Så vi opfandt ’voksenting’ og ’børneting’ – og prøvede at inddele dagene sådan, at der var noget til begge parter. Og så spiste vi virkelig mange eftermiddags-is og drak Appletiser, ren æblejuice med bobler, som vi ikke har i Danmark, men som virkelig var et hit, når de voksne fik vin, øl eller G&T ud på eftermiddagen. Helt naivt havde vi talt om hjemmefra, at vi jo nok ikke burde drikke alkohol hver dag…jeg tror, at vi sprang én dag over! Ups.

’Far, jeg er svimmel’, nåede Jacob lige at sige før han kastede op. Jeg lagde to og to sammen og panikkede. Havde natten i sulfurdampe alligevel påvirket Jacob og kom der en efterreaktion her 2-3 dage efter? Den panik førte til en eksprestur til skadestuen efter konsultation med forsikringen. Og så er det jo altså privathospital, for sådan fungerer sundhedssystemet efter amerikansk forbillede. Jacob blev ret hurtigt undersøgt og konklusionen var en lokal infektion – intet farligt. Puha – vi forestillede os alt det værste. Helt utroligt hvor mange tanker om, hvad man måske har udsat sit barn for, uforvarende, som kan nå at løbe igennem ens hoved før lægen beroligede dem igen. Men børn er seje og Jacob tog det i stiv arm – efter lidt juice var han helt klar til at tage på jordbærfarm, plukke jordbær, gå igennem en kæmpe hæk-labyrint og bare hygge. Sådan, slut med sygdom.

”Mind the trucks, dear” De kører virkelig anderledes i Sydafrika. For det første kører de i venstre side. Det er så, hvad det er. Og ret nemt, egentligt, når man kører med automatgear. Men så har de to spøjse opfindelser: Den ene er, at de har sparet lyskurvene væk og i stedet opererer med, at den som kommer først til krydset må krydse først. Dér skal man altså lige have et blik på de andre billister i krydset, før man møver sig ud. Det andet er, at deres hovedveje ofte kun består af et spor i hver retning, men med en meget bred rabat med en gul stribe. Den rabat bruger de så til at trække ud i, når bilen bagved vil overhale. Og det vil man ret ofte, skal jeg hilse og sige, for hold nu op hvor kører de laaaangsomt i det her land. Lastbiler med 20 km. op ad egentlig ikke særlig stejle bakker og pas, gamle smadrekasser der trisser af sted og så faktisk næsten igen, som kører hurtigere end det tilladte. Det er den omvendte verden, men faktisk endnu mere farligt end i Danmark, hvor foden ofte hviler tungt på speederen. Der dør rigtig, rigtig mange i trafikken i Sydafrika hvert år. Måske også fordi de har en vane med at sidde 6-8 mennesker, også børn, på ladet af deres elskede bakkies, trucks med åbent lad.

Fra kysten tog vi turen ind i landet med et kort stop i byen Graff-Reinett, langt fra alting, for at se de smukke bjergformationer i området. Vejret var ikke helt med os, men vi fik da gået en tur i ruskende vind og regn – er det ikke kun ’dumme danskere’, som gør sådan noget? Næste dag gik turen videre over sletterne og landbrugslandet – langt, varmt og øde flere steder. Vi overnattede i Bloemfontein på vores vej mod Drakensbjergene.

Bloemfontein er ikke nogen specielt spændende by, men den giver anledning til lige at kradse lidt landets ret vilde og ubehagelige historie. Sydafrika er som samlet nation ikke engang 100 år gammel. Før nationen blev samlet bestod den af forskellige kongedømmer for de oprindelige folk, britisk kontrollerede områder og Afrikaans dominerede/kontrollerede områder. Og grundlæggende var alle i krig med alle. Indtil starten af dette århundrede, hvor nationen blev samlet, men hvor afrikaan-mindretallet fik held til at overbevise det britiske overherredømme, at apartheid var en god idé og den fuldstændig vanvittige raceopdeling tog fart for virkelig at kulminere omkring 1951, hvor alle i Sydafrika nærmest natten over blev identificeret som en bestemt race og dermed fik begrænset eller udvidet adgang til alt fra skolegang, sundhed, jobs, offentlig transport, etc, etc. Og senere hvor regeringen besluttede at tvangsforflytte over 1,5 mio. sorte til town-ship områder som i de fleste tilfælde hverken havde vand, strøm eller sanitet.

Bloemfontein er i dag stadig domineret af afrikaans talende sydafrikanere og på den måde er landet faktisk meget opdelt i, hvor der hovedsageligt tales engelsk, afrikaan, zulu eller xhosa (eller et af de øvrige syv nationale sprog). Selvom det er mere end 25 år siden at apartheid formelt ophørte, har landet stadig lang vej til ægte integration blandt folk. Befolkningen udgøres af kun 9% hvide, mens resten er sorte, farvede eller af anden oprindelse (fx indisk). Men stadig sidder de hvide på langt størstedelen af rigdommene – og dog - for i dag er situationen den, at hvide faktisk ofte har sværere ved at få jobs end sorte fordi der helt legalt adviseres efter sorte i fx offentlige jobopslag, ligesom sorte udgør hovedparten af ministrene (hvis der overhovedet er nogen hvide?) og vi hørte flere gange om ’omvendt racisme’ rettet mod hvide frem for sorte.

Vejen til forsoning er lang, meget lang – og man fornemmer tydeligt hvorfor efter et besøg på apartheidmuseet i Johannesburg, som starter med, at man på billetten bliver tildelt en hvid eller sort identitet. Vores lille familie på tre blev splittet ad via to forskellige indgange, og jeg skal love for at lille Jacob syntes det var meget, meget mærkeligt, at far pludselig var på den anden side af hegnet. Sådan skete det også for mange familier i virkeligheden. Museet var voldsomt – for voldsomt for en 5-årig – men vi har godt nok haft mange snakke om, hvordan man skal opføre sig, hvorfor de hvide var dumme, hvad det vil sige at være fattig, hvordan vi skal være taknemmelige, hvordan alle er lige, osv. osv. Forhåbentligt er det med til at tone Jacobs væsen og holdninger på langt sigt i en positiv retning.

Dragebjergene Og nu når vi snart til det med naturoplevelserne. For Drakensbjergene er da noget af det mest imponerende natur, jeg nogensinde har set. Smukkere og grønnere bjerge skal man lede længe efter. Vi snørede vandreskoene, alle tre, og begav os ud på 7-10 km. ture mellem brusende floder, vandfald, drivende skyer på en knaldblå himmel og masser af små, forbandede myre som hele tiden ville ombord på vores sko. Vandreturene går langs ’amfiteateret’, som er en massiv, lodret bjergvæg der virkelig kan tage pusten fra én. Hemmeligheden i området er at komme tidligt afsted, for hver eftermiddag, med stor præcision, rullede store tordenskyer ind over bjergene. Og jeg skal love for, at de kunne lyne, tordne og give vand. Så vi sad og lunede os i vores hytte med varm kakao, mens regnen silede ned. Næste morgen? Blå himmel og 30 grader.

Vi brugte fem dage i Drakensbjergene og trillede så vores wannabe-firehjulstrækker (sådan én mænd ønsker sig, når de nærmer sig 40 – ups, dér pegede pilen vist på undertegnede) ud mod kysten igen. Men denne gang i provinsen KwaZulu-Natal, hvor varme havstrømme gør havet rart at bade i (24 grader) og luner luften, så palmer og tropisk vegetation kan vokse. Største by er Durban, og dén er der ærlig talt intet at skrive hjem om. Vi var ret skuffede. Det var vi desværre også over området syd for byen, hvor vi boede tre dage i håbet om bare at tulle rundt og nyde strandlivet. Men havet er voldsomt på de kanter, om end lunt, så badning foregår i vandkanten under konstant overvågning. Vi havde stranden for os selv, selvom vejret nu var lunt nok. Om aftenen fik vi uventet besøg i hytten, hvor en kakerlak havde besluttet at gøre os selskab – skal love for fruen ikke var tilfreds (det var jeg sådan set heller ikke). Da der så også var en kakerlak på badeværelset, som vi dog fik fanget, så havde vi ligesom fået nok af krybdyr indenfor.

Så var det hele meget bedre nord for Durban, hvor byen Ballito danner rammen om sommerturisme langs den enorme kystlinje. Her med lidt bedre muligheder for badning, da der er mange naturlige pools mellem klipperne. Vi fik snorklet og set på mange flotte fisk, Jacob fandt en død koral, vi fandt store krabber på stenene, far fik gourmet-kaffe og gourmet-is og så prøvede vi kræfter med mountainbike. En 16 km. tur over små og store bakker klarede Jacob i nogenlunde god stil, selvom kæden på hans lille og ret udtjente mtb-cykel sprang af 10 gange. Men det var en sjov og god oplevelse for hele familien og bestemt noget, vi vil gøre igen.

Nu var vi også ved at være klar til at se nogle rigtige dyr. Og med rigtige dyr mener jeg Afrikas farligste! Flodheste.

Mit navn er Hippo. Hippopotamus. I den søvnige og noget turistede flække St. Lucia er der hver nat et særligt besøg i byen. Der kommer flodhestene nemlig op fra det omgivende floddelta og vandrer lige ind i byen. Derfor er der også advarselsskilte på alle indfaldsvejene: Beware of the hippos! Og ganske rigtig – ved 21-tiden kom vores vagt på Sunset Lodge forbi med lommelygten og så stod vi der lige uden for lågen og kiggede på tre store flodheste, som stille og roligt græssede. En bil kom til syne, bremsede op og trillede så meget, meget stille forbi. For man skal ikke genere de tilsyneladende rolige væsner. De dræber mellem 3000-5000 mennesker årligt i Afrika!

På en sejltur rundt i floddeltaet så vi flodhestens store tænder helt tæt på, og jeg skal love for at man ikke ønsker at få sådan én igennem sig. Så er man færdig, som kaptajnen på båden sagde ganske tørt. Sejlturen bød også på nærkontakt med flere fiskeørne og var i det hele taget en stor oplevelse. Resten af dagen kunne så spenderes i vores pool på lodgen, hvor de kære flodheste åbenbart også yndede at græsse midt på natten – kunne vi se på billeder fra overvågningskameraet, som vores vært viste os. Så vi blev pænt i vores seng ud på de små timer.

Canada? Sverige? Nej, Sydafrika! Fra St. Lucia tog vi en ordentlig køretur nordpå til Nelspruit (udtalelses noget i retning af ’Nælsprit’ – eller bare ’prutbyen’, som Jacob hurtigt døbte den.) Her lå Francolin Lodge, hvor vi brændte en ordentlig omgang stakater af på to dejlige overnatninger og en rigtig god middag i anledning af fars fødselsdag. Så sang tjenerne også fødselsdagssang og skrev happy birthday med hindbær-coulis. Jo, jo. Først og fremmest var der en utrolig smuk udsigt over byen fra lodgens restaurant og en virkelig imponerende botanisk have med store vandfald og en kunstigt skabt regnskov (udendørs) midt i byen.

På vejen mod Nelspruit passerede vi gennem et forunderligt landskab, som i høj grad lige så godt kunne have været Canada eller Sverige. Store graner på rad og række, bølgende bakker og bjerge og utrolig store mængder regn. Faktisk har jeg aldrig prøvet at køre i så meget regn. Man kunne absolut intet se. Og vandet forlod ligesom ikke vejbanen, så bilen planede flere gange. Tænder man så lige lygterne? Ja, tænker du nok. Nej, åbenbart ikke. Hvorfor? Aner det ikke. Måske virker knappen bare ikke i den gennemsnitlige taxi-minibus i Sydafrika. Don’t know. Men det gjorde unægtelig kørslen noget nervepirrende. Uanset så måtte vi bare igen konstatere, at naturen i Sydafrika er helt utrolig foranderlig, mangfoldig og smuk. Dén er simpelthen hovedgrund og grund nok i sig selv til at besøge landet.

Kruger, here we come Ingen Sydafrika-tur uden et besøg i Kruger National Park. Og det vil jeg så gerne udfordre med det samme, for vi havde mindst lige så gode og næsten bedre naturoplevelser andre steder i landet. Men, vi havde også fantastisk gode oplevelser i Kruger. Det var måske bare ikke helt så overvældende, som vi havde hørt flere omtale den enorme nationalpark som.

Krüger består, i modsætning til hvad man måske skulle tro, af en meget stor offentlig del og så af en lang række private game reserves. I den offentlige del kan man selv køre på safari i sin egen bil, mens man i de private områder altid sidder i lodgens jeep eller er gå gå-safari. Det er to meget, meget forskellige safari-oplevelser. I de private områder kan man køre direkte ind i bushen, helt off-road, og følge efter dyrene. Det er forbudt i de offentlige områder, hvor vi så var mere heldige at se større flokke af dyr og hvor oplevelsen af selv at spotte dyrene også er ret fed. Bl.a. var min kære kone og Jacob så heldige og dygtige at spotte først gribbe højt i luften, så et bytte i et træ og dernæst en leopard, som sad for foden af træet og vogtede nidkært over resterne af impalaen i træet. En helt speciel oplevelse for dem begge.

Vi boede i camp’en Berg-en-Dal i en lidt bedaget men ok hytte, som bookes gennem SANparks – Sydafrikas nationalpark-enhed. En virkelig velfungerende service med adgang til virkelig gode overnatningsmuligheder i parkerne i hele landet (bortset fra KwaZulu-Natal, hvilket ikke giver nogen mening overhovedet). Bortset fra en abe, som meget gerne ville ind i vores hytte (konen havde lige vendt ryggen til et øjeblik) og en skolopender på godt 20 centimeter på badeværelset (faktisk en ret klammo sag, der åbenbart godt kan bide rimelig meget), så havde vi nogle virkelig gode dage i camp’en, hvor vi også slappede af den ret store pool mellem safariturene. Vi spottede rigtig mange elefanter, kunne ikke passere vejen for en stor bøffelflok, talte i hundrede af impalaer, så utrolig mange fugle og på et night-drive, i en jeep, så jeg to store hanløver helt tæt på, som langsomt luntede rundt på vejen. Dém havde vi også hørt de andre nætter gøre tydeligt opmærksom på, at de var i området.

På ’luksus’ lodge Efterfølgende kørte vi til Gomo Gomo Game Lodge i den midterste del af Kruger, og var nu altså i et privat område af den enorme park. Vi havde tre rigtig gode dage på Gomo Gomo, og Jacob elskede de to daglige safariture i den åbne jeep, hygge i poolen og socialisering med de andre gæster – selvom han var det eneste barn. Heldigvis tog alle sig rigtig godt af ham – han fik endda et par nye venner i et britisk ægtepar, som både spillede Ludo, tryllede og hyggede med ham. Virkelig fedt. Vores lille hus/hytte var fint indrettet og i pæn stand – det manglede også bare. For safari på privat game lodge er dyrt! Vi gav ca. 3700 kr. pr. nat inkl. forplejning for os tre. Og det er bestemt i den billige ende, skal jeg hilse og sige. Ikke så mærkeligt, at de fleste på safari er ældre mennesker, der nyder deres otium.

Sådan et dansk par mødte vi første dag – et sandt safari-ekspert-par. De havde været afsted ti gange – men kun til Kruger, hvilket vi i vores stille sind undrede os noget over. Men vi måtte desværre forstå, at Gomo Gomo ikke var særlig godt. Desværre. Alt for få dyr og trackerne virkede ikke så rutinerede, åbenbart. Hmm. Ikke lige den bedste start, og heller ikke så fedt at få at vide fra andre, når man lige er ankommet (note to self).

Nå, men i løbet af de tre dage fik vi nogle rigtig gode dyreoplevelser. Særligt en helt tæt oplevelse med to store hanløver, som dovent lå og slikkede sig og kiggede nysgerrigt på os (særligt på Jacob…) var rigtig fedt. Og en stor han-elefant, som rejste sig på bagbenene og tydeligt markerede, at vi godt kunne skride fra hans område fik det til at gippe i os alle. Ind i mellem de to særlige oplevelser var der vilde hunde i leg og slåskamp, store næsehorn, et par flodheste, smukke giraffer, zebra og impala i dusinvis og store rovfugle. Alt sammen i en fantastisk natur, hvor vi ofte kørte direkte ind i bushen for at følge dyrene.

En stor oplevelse men også sammenlagt over 18 timer i safari-jeepen på meget bumlet og ujævne grusveje. Man skal ikke lide af tendens til køresyge eller lignende, hvis man overvejer safari. Tre dage er nok.

Den sidste aften blev det store bål tændt i camp’en, og vi spiste siddende som på restaurant rundt om ilden. Med stjernerne som bagtæppe. Det var en smuk og uforglemmelig oplevelse, om end maden måske samlet set ikke svang sig helt op på gourmet-niveau.

Gomo Gomo afsluttede vores dyreoplevelser og markerede også, at der nu kun var én uge tilbage af vores store eventyr.

Vandfaldsparadis I området omkring byen Sabie findes der over tyve vandfald, heraf fem-syv rigtig store. Det er simpelthen et vandfaldsparadis. Samtidig er byen et godt udgangspunkt for en dagstur til Blyde River Canyon, verdens tredjestørste kløft (tænk Grand Canyon) som også mange safarirejser inkluderer en dagstur til. Vi indkvarterede os på campingpladsen Sabie River Lodge i en spøjs kombination af et telt med et fast tag, tilbygget toilet/bad og et betongulv. Sådan ét havde vi godt nok ikke lige set før. Men det viste sig at være et godt valg, for hold da op hvor gud åbnede for sluserne. Det stod ned i lårtykke stråler alle tre nætter. Så meget at jeg da lige måtte op og tjekke gulvet. Men teltet og taget holdt tæt.

Sabie er vel det tætteste på et hul i jorden man kan komme, men de havde en fin cafe, så på trods af regnen, som også drillede os lidt om dagen, fik vi nogle gode dage ud af det. Blyde River Canyon var et spektakulært syn med underlige stenformationer og storslået vue ud over dalen. Og vandfald er altid sjove – også for en lille fyr på fem, som kom helt tæt på det ene vandfald med regnjakken godt oppe om ørerne. Jo, der var virkelig smæk på! Og vi var nærmest de eneste turister, hvilket gjorde oplevelsen endnu mere speciel. Et par dage i området kan varmt anbefales.

Storbysafari i Johannesburg Afslutningen på vores eventyr nærmede sig med hastige skridt. En køretur til Johannesburg og tre nætter i byen var sidste kapitel. Vi havde jo godt nok hørt ganske mange historier om (u)sikkerheden i Joburg eller Jozzie, som byen kærligt kaldes. Og forsøgt at springe Lonely Planets afsnit om sikkerhed over. Uden held. Så det var lidt med bankende hjerte, at vi kørte ind i byen. Men vores bekymringer blev gjort fuldstændig til skamme. Der skete absolut ingenting og vi bemærkede absolut heller intet underligt, ubehageligt eller bekymrende. Intet.

Vi boede i bydelen Melrose på Melrose Place (meget sjovt for os der er så gamle, at vi kan huske 90’er serien). Et ganske udmærket guest house med sådan en rigtig Mrs. Bucket, som vartede os op hver dag i morgenmadsrestauranten og spurgte til, om vi havde oplevet noget spændende. Og som, viste det sig, aldrig havde sat sine fødder i nogle af de mest trendy områder af byen. Kun 4 km. væk. Jo, det er et virkelig opdelt og fordomsfyldt land.

Dagene i Joburg brugte vi på at spise godt, være på marked, besøge et shoppingområde lavet af containere og med en super fed vandlegeplads til ungerne, og, ikke mindst, opleve ’The Cradle of Human Kind’ en time uden for byen. Sidstnævnte er en kombination af oplevelsescenter, eksperimentarium og limstenshule. Virkelig et besøg værd! Vi fik serveret hele menneskeheden historie, indsigt i verdens grundelementer, forsøgt at presse os igennem et meget lille hul i jorden som arkæologerne og set rigtige skeletter af meget, meget gamle mennesker. Og så bevægede vi os over 60 meter ned under jorden i selskab med en ganske munter guide og én mormor for meget, som måtte helt ned på alle fire for at kravle igennem hulens smalle rum. Mormor klarede det, alle klappede og Jacob var dybt optaget af historien om dykkeren, som engang i 80’erne var faret vild i de underjordiske søer i hulen og omkommet efter seks uger alene i mørket. Not fun.

Sådan en tre nætter i Joburg kan godt anbefales. Og så heller ikke mere.

White or rosé, sir? Og så tikkede den ind. Mailen. Fra Qatar Airways. ’Do you want to upgrade to business class?’. Altså ikke gratis, forstås. Men til en meget, meget billig penge. 3400 kr. pr person. Bevars, stadig mange penge. Men slet ikke nærheden af fuld pris. Vi hoppede på. Og jeg skal love for, at det var en oplevelse vi sent vil glemme.

Vi kom først ombord på flyet og fik pladser absolut helt forrest. Række 1A. Satte os i de magelige stole, klappede fodskamlen ud – med knapperne altså – og blev spurgt, om vi ville have hvid eller rosé champagne til at starte turen. Jo tak. Det blev rosé. Jacob fik de støjreducerende høretelefoner på og forsvandt ind i et tegnefillmsunivers i hvad der vel nærmest var en personlig biograf – skærmstørrelsen taget i betragtning. Vi andre blev forkælet med et overdådigt menukort, vinkort, drinkskort, toilettaske proppet til randen, nattøj, pude og tæppe og en stol, der kunne blive til en helt flad seng. Så vi bestilte selvfølgelig alt for meget at drikke og alt for meget at spise. Tog billeder af det hele og opførte os sikkert helt forkert på business class. Men vi hyggede os gevaldigt og sov meget, meget bedre end klemt sammen på monkey class. Om det var pengene værd? Ja bestemt – men ikke, hvis det havde været til fuld pris. Helt sikkert ikke.

I øvrigt en lille bemærkning om Qatar Airways. Vi var godt nok ret skuffede over maden på economy både ud og hjem (Doha – Cph). Det var seriøst ikke noget at skrive hjem om. Smagløst, tørt brød, små serveringer, ingen frugt eller sundt til morgenmaden, langsom servering. Mmmm nej, det spillede altså ikke. Men sæder, skærm og flyene var i topklasse.

Og således kom vi hjem i god ro og orden, lidt mere udhvilede end vi først havde regnet med, og heldigvis stod farmor og farfar klar i Kastrup med flag. Gensynsglæden var stor! Om vi var klar til at komme hjem? Ikke hvis du spurgte de voksne, men for Jacob var to måneder nok meget passende. Han var klar til børnehave, venner og familie igen. Det var vi andre sådan set også (altså klar til venner og familie), men hold nu op hvor er det en gave, at kunne være så intenst sammen med sin familie og helt opløse dagligdagens små og store gøremål, bekymringer, sociale medier, ligegyldige nyheder og forbrugssamfundets totale overflod. Vi er SÅ klar til at gøre det igen.

Eftertanker De sidste linjer af denne rejsebeskrivelse skriver jeg her tre uger efter vores hjemkomst. Og hvad står så tilbage? Hvad er det for en fortælling, som vi har delt med venner, familie og kollegaer? Har vi rykket os som mennesker? Var det svært at komme tilbage til arbejdet? Og til børnehaven?

Helt grundlæggende står den samlede tur stadig som en 100% fantastisk oplevelse, som vi er virkelig taknemmelige over at have fået mulighed for at få. For Jacob fylder dyreoplevelserne rigtig meget. At have set en leopard, spottet løver og elefanter og selvfølgelig at have spist et kæmpe antal is er oplevelser, som han nævner igen og igen. For Michaela er de mangeartede naturoplevelser det centrale minde. Vandreturene i Drakensbjergene, det brusende hav ved Tsitsikamma og elefantflokkene i Addo Elefant Park. For mig er det et stort sammensurium af mange små oplevelser. For dét er måske netop Sydafrika i en nøddeskal: Der er ikke ret mange ’eiffeltårne’, men i stedet en lang perle af små særheder og unikke forhold, som samlet langt overgår et eller to ’vidundere’.

Sydafrika er et dilemmafyldt land. Et land hvor man bliver tvunget til at forholde sig til race, klima, økonomiske forhold, levestandard, materialisme, korruption, dyreudryddelse, naturbeskyttelse, sikkerhed, ytringsfrihed – ja, jeg kunne blive ved. Og det er egentlig ikke en dårlig ting som rejsende og som børnefamilie at destinationen også tvinger én til svære samtaler og til refleksion. Så længe den grundlægende sikkerhed er i orden. Det følte vi at den var, og vi oplevede absolut intet negativt.

Jeg tror, at jeg er blevet mere bevidst om, hvordan også rejseadfærd, flyrejser, forbrug, etc. påvirker miljøet. Hvor meget fordomme overfor ’det ukendte’ påvirker vores medmenneskelighed og tolerance, og hvor vigtigt det er, at vi også i Danmark bekæmper korruption, stort som småt, med næb og klør. For på sin vis kan man nemt tænke, at hver ’lille’ sag i Danmark kan være et skridt i en deroute, der kunne ende i Sydafrikanske tilstande. Og det ville være fuldstændig ubærligt.

Så jo, rejsen har skubbet til os som mennesker. Har gjort os (lidt) bedre til at lægge mobilen væk, når vi spiller Uno lørdag eftermiddag, fået os til at overveje tog til sommerferien (første skridt), fået stresspanikken over arbejdsudfordringer til at dæmpe sig lidt og også mindet os om, hvor vigtigt det er at prioritere sin tid på aktiviteter, familie og venner, der gør én gladere, klogere, roligere. Det gør det uendelige nyhedsflow, facebook-feedet, hovedløs shopping eller det seneste # sjældent.

Undervejs på turen udformede jeg en lille huske-liste med adfærd, som det overordnet set lykkedes mig at gøre på turen. Listen skulle minde mig om ikke at falde helt tilbage i gamle rutiner, når vi kom hjem. Jeg skrev:

Det skal jeg huske, når vi kommer hjem:

• At huske mig selv på at være grund-glad og grund-tilfreds med tingenes tilstand (hvad har været dagens gode/rare/behagelige/dejlige/etc. oplevelse?) • At grine noget mere • At være reelt tilstede i de små familiestunder (fx sluk mobilen, når vi spiller Uno) • At lade arbejdet vente • At Jacob ikke skal se iPad om morgenen, men at vi finder Anders And frem • At tage Jacob med ud i den danske natur og gå på opdagelse • At bruge flere penge på gode råvarer og bedre vin (lidt men godt) • At invitere flere venner på middag • Aktivt at prioritere hvem og hvad jeg bruger min fritid på • At bruge færre ressourcer på brok – for hvad er problemet lige…? • At blive ved med at træne – to-tre gange om ugen • At droppe det daglige nyhedsflow og Netflix-zapperi. Læs en bog, Zetland, et magasin. Dybde.

Her tre uger senere er jeg allerede faldet i på flere af punkterne. Men hvor er det godt at genbesøge listen. I dag har den bedste oplevelse været teaterforestilling med farmor og farfar. Og solskin. Og hjemmelavet gulerodskage. Og at spille myretuen. Jo, det er nu ikke så tosset det hele. Næste orlov? New Zealand. Eller Japan. Nej, Australien. Åh ja! Eller Argentina. Hmm…godt der er mange år at tage af :)

#sydafrika #southafrica #johannesburg #orlov #familierejse #rejse

1 note · View note

kulturformidlet · 4 years

Text

Digitalt selvmordsdrama derhjemme

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk Teater Nordkraft kalder det et ’formmæssigt one take-eksperiment’, når de prøver kræfter med at spille deres succesfulde opsætning af ’Dig og mig ved daggry’ digitalt. Som et andet konferencekald er publikum med som tavse mødedeltagere, og skuespillerne sidder hjemme hos sig selv hver især og bruger kamera og mikrofon på deres private computere. Det er på en gang imponerende nøgent og effektfuldt. Nød lærer nøgen kvinde at spinde og man må som bekendt sno sig i disse vilde corona-tider. Det har Teater Nordkraft i den grad gjort ved at lancere en digital opsætning af deres Reumert-vindende forestilling, 'Dig og Mig ved Daggry' (Årets Børne-/Ungdomsforestilling 2019, red.). Man logger på via en kode, og snedigt nok er både video og lyd slået fra hos én selv. Det er god service, og hvis det øvrige publikum ligner denne anmelder en smule, er de både taknemmelige for initiativet og temmelig teaterhungrende. Teknikken virker – gode effekter At teknikken så oven i købet virker, forstærker kun forventningerne hjemme i stuen. Kun enkelte steder undervejs er der lidt lydforsinkelse, som forstyrrer fiktionspagten. Det er minimalt. Vi mødes af en split screen med fire vinduer. Fem ansigter præsenterer sig. De to hovedpersoner Liam (Alexander Clement), og Louise (Jela Natius Abildgaard) sidder sammen, fordi de bor sammen, forklares det, inden vi når at tænke mere over, om det nu også smittemæssigt er forsvarligt. Efter præsentationen skal de alle ret fint lige gøre sig klar. Som om det hele ikke allerede er i gang. Som publikum føler man sig med backstage, som de lægger make-up, klæder om, drikker vand etc. Det er et fint stunt, og allerede her tænker man, at de udnytter det nye format godt. Noget der yderlige understreges undervejs, hvor nærbillede og bip-lyde problemfrit bliver til et hospitalsleje, og et frøperspektiv med åbent skab i baggrunden ganske overbevisende agerer trang, klaustrofobisk campingvogn. Undertegnede smiler også over Liams fjollede leg med diverse baggrunde af Golden Gate Bridge o. lign. midt i Louises forsøg på at råbe ham op. Lidt flad nordjysk Romeo og Julie Stykket starter for alvor med, at én skærm overtager hele billedet. Ansigtet af Louise tæt på med vådt hår og udtværet mascara viser med al tydelighed, at noget er helt galt. Det hele er allerede for sent. Hun er druknet. Lænket til sin elskede Liam med håndjern og dødsromantik har de sammen begået selvmord ved at hoppe ud fra Limfjordsbroen. Nu er der kun tilbage at forstå, hvordan det hele kom så langt ud. Den dramatiske kærlighedshistorie er hørt før. Usikker og almindelig forstadspige drages af den intense og ganske grænseløse Liam, der er halvt irsk og ikke kan blive mere eksotisk i Louises unge, romantiserende øjne. De to tager konsekvent håbløse livsvalg, involverer sig med de forkerte og er svære at få ordentligt ind under huden. Måske er det delvist formatets skyld, men det store drama de to imellem falder lidt fladt ud. At Louises bedårende uskyld og manglende evne til at sige fra grænser det irriterende, er i og for sig flot gået af Jela Natius Abildgaard. Men at man ikke for alvor gribes af deres stormende forelskelse – fordi man aldrig selv forføres af Liams energiske udadrettethed og har svært ved både at føle og følge Louises valg – det er en regulær skam.Lærke Schjærff Engelbrecht som hhv. bedste ven og veninde til de to turtelduer gør heller ikke meget væsen af sig. Til gengæld rammer det én lige i mellemgulvet at se den døde Louise kigge på sin mor sluge piller og magtesløst prøve at få hende til at lade være. Bifigurer og dobbeltroller til UG I det hele taget er sorgbearbejdelsen hos forældrene aldeles gribende. Og det, at hver skuespiller har flere roller, fungerer i det henseende fremragende. Jacque Lauritsen får yderst imponerende spillet to meget forskellige knudemænd frem i hhv. Liams og Louises fædre. En dåseøl, lidt irsk accent og kropsholdning adskiller fornemt den ene fra den anden.Med helt modsatrettede tilgange til livet er de begge slet ikke til at stå for eller ryste sig fri af. Stakkels sørgende mænd er de. Impulsivt har man bare lyst til at trøste og lade dem græde ud ved sin skulder. Petrine Agger er også fabelagtig som træt, skuffet mor, der er hæmmet i alt, hvad hun gør. Har man læst Leonora Christina Skovs ’Den der lever stille’, kender man typen. Derfor er skiftet til hendes opblomstring mod slut også noget af et kunststykke - for slet ikke at tale om den forvandling der foregår, når hun med et lille hvidt overskæg tager rollen som Johannes på sig.Ansigtstrækkene ændrer sig umærkeligt. Pludselig er den spagfærdige kvinde kontant, perfid og decideret farlig i sin fremtoning. Perversiteten lyser ud af øjnene. Det er ren teatermagi direkte ud gennem computerskærmen. Det er på den måde nogle andre ting end forventet, der løfter denne forestilling. Men anbefales skal den. Også i digitalt format. FAKTA Teater Nordkraft: Dig og Mig ved Daggry -Instruktør og dramatiker: Minna Johannesson. Lyddesign: Ditlev Brinth. AV-tekniker: Mikkel Ove Hansen. Lydtekniker og afvikler Mikkel Munk Iversen. Produktionsleder: Louise Kirkegaard. Medvirkende: Alexander Clement, Jela Natius Abildgaard, Lærke Schjærff Engelbrecht, Petrine Agger og Jacque Lauritsen. Alder: Ungdom/voksen (egnet for 8. klasse og op). Varighed: 2 timer og 20 minutter inkl. pause. Set som digitalt betalingsteater mandag 4. maj 2020. www.teaternordkraft.dk

#teater #nordkraft #teaternordkraft #teateravisen #digogmigveddaggry

0 notes

vivaetflora · 5 years

Text

Jeg har tre sange på min playliste med titlen ensom. Om frygten for at blive forladt eller at være blevet det. Du kalder det ligegyldigt, jeg kalder det terapi. Skyerne er sikkert drevet et andet sted hen, de er i hvertfald ikke over min astronomiske tusmørke-himmel som jeg cykler på Strandvejen. Medina synger ensom ind i mit ører som en pickup ridser hun i mine følelsers pladelak, for det til at gå i hak, for det til at gøre ondt og det skærer i mig som min skærende stemme sikkert også lyder som jeg skråler det ud. Jeg er stærk og sårbar. Nogen gange er jeg bange for at jeg altid viser det hele. Mit bryst er altid åbent, jeg er altid vingeskudt. Måske jeg skulle være bedre til at omslutte vingerne om mig selv, lade dem være skjoldet, men her kommer den store smukke kliché; hvis du aldrig breder vingerne ud, lærer du så nogensinde at flyve? Jeg flyver af sted, jeg er lynet mcqueen og ingen kan se mig, når jeg ifører mig den imaginære føretrøje ved at læne mig helt frem i sædet med mine fødder på pedalerne til takten fra jadas glimmerbeat til lonely. Jeg er unstoppable, nonstoppable på min jernhest som rider afsted i sommerstilhed. Jeg viser tegn til at dreje og det bliver til en række af fede håndtegn der kastes ud i rytmen til saksen. Jeg er så frisat og fristet af Veras in and out of love. Jeg rejser mig på cyklen og saxofonens sexede beat gør mig så frisky at jeg laver bløde bølgebevægelser med hofter og skridt, mens jeg tænker på Prince. Jeg kan mærke det ser smukt ud, og jeg efterligner de smukke blæseinstrumenters ind-og-ud-lyde med stemme og krop. Det er en performance der foregår kun for mig, kun for mig. Jeg drejer ned mod søerne. En kvinde synger et cover jeg for længst afskrev som afdanket. If you go to San fransiscoo. Hun synger seriøst med en stemme som en flamberet fersken. Jomfruungt og whiskeykaramelliseret, og sangen gør mig pludseligt helt vildt nostalgisk. Byen er elektrisk tænker jeg som jeg kører under Irma skiltene. Den er antændt, anspændt og rolig og jeg er aktør og observatør af og i byen. To taxaer holder med blinkede rødt under Restauranters neonbodtaver under Irmas lysen. En kvinde stiger ind i taxaen og jeg får en enorm trang til at være gravid og mit vand er gået og jeg skal hurtigst muligt på hospitalet og føde, eller være på vej til lufthavnen, med kurs mod San Fransisco med den mand jeg lige har forelsket mig i, eller skulle til sin bedste venindes studentergilde med forløsningskriller og sommerfugle i maven og tilfredshed over at vi farvekoordinerede kjoler. Eller måske har jeg bare lyst til at gennemleve nogen andre menneskers følelsesliv, være inde i deres kroppe. Jeg tænker kun i catchphrases lige nu, og jeg tænker at hvis jeg nogensinde skulle tvinge mig selv til at være forfatter ville jeg altid skrive lige efter en cykeltur. Jeg ser klart lige nu, klarere end bøjet neon.

0 notes

skole-stetisk · 4 years

Text

SEXTETTEN

Du har drømt om at dø siden lydene lagde sig om dig, så du hverken vidste hvor du begyndte eller sluttede. Du vil lade din krop flyde over dets hudlige brede og trække din mave, dine lunger, dit hjerte ud så det ikke kan få vejret gennem blodet. Så kan det ligge der. Til tørre.

Du lader dig rive ud af takt med livet,

som kystbølger der lader sig løbe over sandet for så at trække sig tilbage.

Blotlægge hvad der lå under det som lå øverst og som nu er trukket ud i havet. Hvis du går med, vil dine fødder renses for jord, for sand, for skidt. Du kan blive gjort rent, for lysten om at komme op igen.

Vandet vil lægge sig som bløde, plejende klude om først dine fodsåler. Så dine ankler.

For så at

Trække sig tilbage,

Efterlade dig tørrende, uforstående over den abrupte forladelse.

Du ville gå med det ud. Lidt længere. For så at blive omslugt til hofterne. Din mave er våd.

Du vil gå med når det trækker sig hjem.

Fortryllet af de lyse lyde, vandet giver dig, hver gang det forlader dig.

Du vil vente på, at vandet kommer tilbage. Du er længere ude. Du vil omsluttes af hvinene vådhed.

Du kigger stumt på vandet der løfter sig - derude - truende. Du mærker dine våde fødder, dine omslugte ankler. Dine hofter. Din mave. Din krop.

Halvt under vand. Helt våd.

Det summer i luften; skyerne lægger sig tæt i himlen.

Himlen som imiterer havets uforudsigelige, voldsomme varsler og truer med at falde om dig som knækkende bølger på åbent hav.

Du ville bøje nakken som for at undskylde på forhånd. Undskylde for at tro,

At havet ville vande dig fra neden, og bare forlade dig; vandet.

Tro at du kunne tæmme det utømmelige.

Som om det ikke kun ville gøre dig våd, for så at trække dig - tør - ud i det hele.

Du er uden fodfæste.

Men du ville ikke svømme; for bølgerne lyder livsgivende. Bølgerne lyder som løfter om et evigt liv; som et løfte om, at når først dine lunger er klappet fulde af vand, vil lungerne være din mave. Mætte af hav.

Du ville ligge ude i åbent hav; med en krop der naturligt afviser dets fejlplacering. Hoster, spræller, kniber øjne, hiver efter luft. Et indre der ikke ænser kampen. Der lytter til løfter om et skybårent liv. Evigt liv. Der ikke hører dramatikken, men kun hører løftet om stilhed.

Himlen ville se dig svæve våd i et uforløst ønske om livet i døden. Men du ville ligge der og føle dig som dine våde ankler gjorde det deroppe på stranden; tryg og omsluttet. Fuldendt af en ramme større end du kunne forestille dig.

0 notes

chaoticenthusiastcollectionn · 5 years

Text

Finde den perfekte park til dine hunde

At finde en park for dine hunde til at køre noget damp i slutningen af en lang dag kan være en udfordring. Mange hund parker eksisterer, men du skal undre over, hvor meget sjov din hund virkelig ville have på dem, eller hvor sikre de ville være for dit kæledyr. For din komfort og din hunds sikkerhed skal du finde det rette sted at slappe af i slutningen af dagen. Du har ret til at være kræsen i din hundepark, da dette er stedet, der vil holde din hund sikker, mens de nyder selv. Ting at kigge efter i en god park omfatter følgende: 1. Mængden af plads i en park er altid vigtigt for dit kæledyr. Dit kæledyr har brug for plads til at løbe rundt og nyde sig selv, og en lille hundepark vil ikke lette det. Du kan forvente, at din hund bliver ubehagelig, hvis der er for mange dyr, der er proppet ind i et lille område. 2. Fægtning er vigtigt i en park for dine hunde. Hegnet skal helt omslutte parkområdet, med airlock stil porte til at komme og gå. Denne serie af to porte skal have en port lukket, mens den anden port åbnes, hvilket skaber en karantæne plads til dig og dine hunde midlertidigt. Denne funktion vil holde din hund fra at flygte, når en anden kommer ind eller forlader parken. Afstanden mellem hegnposterne skal være snæver nok, at din hund ikke kan passe mellem dem og høj nok til, at din hund ikke kan hoppe over toppen. 3. De faciliteter og forlystelser til din hund er også vigtige. En park, der kun er et åbent felt, vil give din hund mulighed for at løbe, men der vil være få andre aktiviteter at nyde. Find en park, der giver skygge til både hunde og mennesker, og har vand springvand til rådighed. Der bør være masser af aktiviteter for din hund at lege med inde i parken også, og disse bør være solidt rodfæstet til jorden for sikkerhed. 4. Parken skal være godt anlagt og holdes op. Græsset bør holdes på en rimelig højde, og grunden skal være fri for åbenlyse farer. Affaldsbeholdere skal udleveres på stedet til bortskaffelse af hundaffald, og alle ejere bør ophæves ansvarligt efter deres kæledyr. Kommunalbestyrelsen er normalt ansvarlig for vedligeholdelsen af sådanne hundevennlige områder, så hvis en park ikke opfylder disse standarder, yder konstruktiv tilbagemelding og tilskynde til forandring. 5. Parkregler skal skrives på en plakat eller bord og bogføres et sted i parken, hvor alle kan se det. Disse regler bør omfatte driftstimer, hvis legetøj er tilladt, håndhævede vaccinationer og mærke iført, passende antal hoveder i parken og angive, at hunde altid skal ledsages af mennesker. Hver af disse regler skal håndhæves og respekteres. Hvis de ikke er, find et alternativ, der vil være sikrere for både dig og din hund. Vigtigst af alt bør du være komfortabel, mens du bruger denne park til dine hunde. Hvis andre mennesker er uhøflige for dig, eller hvis du føler at parken er farlig på nogen måde, skal du kigge efter et andet sted at tage dit kæledyr næste gang. Overvej at bruge en app af høj kvalitet til at finde et sted, der passer til dit kæledyrsøvelse, skal spare dig tid og besvær med at besøge run down-områder, som andre brugere allerede har rapporteret.

from WordPress http://bit.ly/2WbXo2Y via IFTTT

#IFTTT #WordPress

0 notes

petsallonline-blog · 5 years

Text

Finde den perfekte park til dine hunde

from WordPress http://bit.ly/2WbXo2Y via IFTTT

#IFTTT #WordPress

0 notes

teenagefantasi · 6 years

Text

Dampende glæde

Stille nynnen.

Rislende vand.

Fine krystalklare dråber.

En dans af elegance.

Vild og hurtig, forsigtig og yndig.

Et åbent vindue, et frisk pust.

Fine, forsigtige solstråler strejfer mit ansigt. Strejfer min hals.

Varmer blidt og giver glæde.

Det varme vand damper.

En fin tåge omfavner mig.

Mærker hvordan den kysser min nøgne hud.

Med lukkede øjne nyder jeg de varme dråber, de glade solstråler.

Stevie Wonder synger stille i baggrunden.

En lille fugl ytre smukke melodier, mens den svæver let hen over bøgens let gule top.

Alt ånder fred.

Min hud er fyldt med små skrøbelige perler.

Perler, der løber ned af den glatte krop.

0 notes

danishadventurer · 6 years

Text

Sponsoreret artikel af:

Kunne du tænke dig, at gå i seng med Martin Luther? Hvad tænker du? Det skete for mig bare 500 år efter Reformationen i Augustinerklosteret i det gamle latinske kvarter i Erfurt.

Hvad er det du siger Bettina, sagde min svigermor, et par dage efter jeg kom hjem fra klosteret og spurgte hende til råds om, at bruge “I seng med Martin Luther” som overskrift til den her artikel. Ja, det er da sjovt, siger svigermor – og sådan blev det.

For et par uger siden var jeg på rejse rundt i delstaten Thuringen i hjertet af Tyskland for, at se deres store udbud af oplevelser. De fleste danskere kører lige forbi ferieregionen uden at ane det. Thuringen ligger klemt inde mellem A7 og A9 nær Kasselbakker, som mange kender fra de tyske motorveje.

Jeg går fra banegården Erfurt Hbt. igennem byen hen til Augustinerklosteret. Der er vel 1,5 kilometer. Det er blevet aften og mørket har lagt sig og det fugter lidt i luften. Alle butikker er fortsat åbne og der er menneskemylder overalt. Der bor cirka 210.00 personer i Erfurt. Jeg krydser floden Gera ad nogle bitte små broer med brusende vand fra floden og jeg fornemmer straks fra de smalle brostensbelagte veje og gamle skæve huse, at jeg er kommet ind i det gamle latinske kvarter.

Historien om Martin Luther i Augustinerklosteret

Byggeriet af Augustinerklosteret startede i 1277 og er altså mere end 700 år gammelt.

I 1501 kom Martin Luther som 17-årig til middelalderbyen Erfurt, som studerende og i 1505 dedikerede han sin liv til gud og blev munk i Augustinerklostreret frem til 1512.

Klosteret er en smuk bygning med en lang og til tider meget dramatisk historie. Senest under 2. verdenskrig blev dele af bygningerne ødelagt. Men længerne i klostergården, hvor Martin Luther levede står nærmest intakt.

Indergården i Augustinerklosteret

Kirkevinduet med smukke originale mosaikker

Augustinerklosterets bibliotek

Augustinerkloster have

Martin Luthers skrivebord

I dag er Augustinerklosteret et meget aktivt sted med kirke, kloster, Chapter room, bibliotek, stillerum, undervisning, Martin Luther udstilling, konference & event lokation, samt hotel.

Vil du gerne have en autentisk oplevelse, så kan jeg anbefale at rejse i fodsporerne af Martin Luther og bo på klosterhotel. Læs om Augustinerklosteret her: http://www.augustinerkloster.de/en/

Beskrivelse af Augustinerklosteret indkvarteringsmuligheder

Augustinerklosteret har flere indkvarteringsmuligheder afhængigt af dit behov. Du kan bo bag de historiske vægge (det var her jeg boede) eller du kan bo i Waidhaus bygningen eller i Guest House Nikolai. Den sidste mulighed er Georgenburse, men her er kun åbent for pilgrimme.

Indretningen af mit klosteretværelse var meget spartant. Værelset var indrettet med en seng, natbord med natlys, skrivebord, klædeskab og privat toilet og bruser og håndklæde, men ingen toiletartikler. Over sengegærdet hang et lille kors og på bordet lå biblen og en oplysningsseddel om klosterets tilbud.

Mit lille klosterværelse under taget

Klosterrum under taget

Receptionen er åben daglig mellem kl. 09.00 og 18.00. Her kan du hente din gratis WIFI password. De tilbyder aflåst bagageopbevaring og pænt gæstetoilet.

Morgenmaden er smagfuld og lækker for øjet – her havde jeg drømt om et tørt stykke brød og altervin. Den serveres i en af klostergårdene, som nydeligt er overdækket af glas.

Morgenbuffet Augustinerkloster

Klostermorgenmad

Friskpresset orangejuice

Fine tevarianter og frisk vand

De laver nogle interessante events i løbet af året, som henvender sig til os almindelige turister, som er på udkig efter en anderledes ferieoplevelse.

Se her på deres hjemmeside om, der er et event der passer til dig: http://www.augustinerkloster.de/besondere-angebote/

Jeg var i Thuringen, som en del af et samarbejde med Tourist Information Thuringia og NordicTB. Som altid forbeholder jeg mig retten til at skrive lige hvad jeg vil.

I seng med Martin Luther i et gammelt Augustinerkloster Sponsoreret artikel af: Kunne du tænke dig, at gå i seng med Martin Luther? Hvad tænker du?

#Erfurt #Martin Luther #Thuringen #Tyskland

0 notes

mydownunderadventure-blog · 7 years

Photo

EN HEL DAG TIL HEST - I PARADIS (14. NOVEMBER) Vi vågnede tidligt; ømme og trætte efter de rodede nattetimer, men da vi jo ikke havde pakket ud, inden vi lagde os til at sove, var der heller ikke noget at pakke sammen, så vi var hurtigt på vejen. Solopgangen over det fantastiske landskab var mindst lige så smuk som solnedgangen aftenen før, og vi kan kun bekræfte de mange roser, som vi har hørt om naturen i denne del af landet. Destinationen for i dag var Glenorchy, hvor vi havde booket to guidede ture på heste fra Dart Stable-staldene. At opleve det newzealandske landskab fra hesteryg er noget, vi begge to har glædet os meget til, og da vi skulle booke turen for nogle dage siden, endte vi med at vælge to, fordi vi ikke kunne nøjes. Glenorchy ligger som gateway til Mount Aspiring National Park og Te Wahipounamu, som er en af New Zealands tre World Heritage-områder, så vi er ikke ene om at være helt betagede af landskabet. Det er også her at mange af de storslåede landskabsscener i Ringenes Herre-filmene er optagede (ligesom eksempelvis scener fra Wolverine-filmen), og den første tur, vi skulle på fra morgenen af, var da også Ringenes Herre-tematiseret. Vi ankom i god tid, og da byen ikke er særlig stor, fandt vi hurtigt staldene. Vi bestemte os derfor for at bruge ventetiden på at opstøve en lokal bager, hvor vi kunne købe lidt morgenbrød. Da vi kom tilbage blev vi taget godt imod sammen med de andre turist-ryttere, og vi fik udleveret hjelme og støvler. Så blev flokken gennet ind i jeeps og transporteret et stykke ud af byen og ind i et område, som helt seriøst hedder Paradise – og hvis paradiset altså ligner noget, der findes i virkeligheden, så må det være sådan her, der ser ud. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor smukt landskabet er, og billeder er som altid kun en sølle gengivelse sammenlignet med realiteten. Efter cirka 10 minutters kørsel på den støvede grusvej stoppede vi ved en fold, hvor vi fik tildelt heste. Mikkel og jeg blev teamet op med hver vores flotte, brune hest, og da vi havde fået en håndfuld instrukser og et par røverhistorier om hver hest i gruppen og deres personlighedstræk, var vi klar til at skridte afsted på ruten. Denne tur var god for os nybegyndere; stille og rolig, varede omkring en times tid og foregik i skridttempo hele vejen. Ruten tog os gennem det smukke landskab i en dal med grønne bakker, spejlblanke søer og sneklædte bjerge til alle sider. Vejret var virkelig med os, og pga. det beherskede tempo havde vi god tid til at nyde omgivelserne og hyggesnakke med hinanden, guiderne og hestene. Vi sluttede med at passere et lille stykke skov, hvor vi gjorde holdt og fik udpeget nogle helt specifikke steder og træer, som har figureret i Ringenes Herre- og Hobbit-filmene. Nogle af hestene fra Dart Stable medvirker faktisk også i filmene; vi fik fortalt en sjov historie om, hvordan filmselskabet bag Ringenes Herre ikke kunne få deres meget dygtige (og dyre) heste fra Australien til at ride gennem det iskolde, newzealandske vand, der var involveret i nogle af filmscenerne. En flok af Dart Stable-hestene, som jo er lokale og vant til klimaet, blev hyret for at "lære" de australske heste, hvordan det skulle gøres, og det virkede; de australske heste ville tilsyneladende ikke have det siddende på sig, at deres newzealandske artsfæller kunne noget, som de ikke selv kunne. Men når de newzealandske heste blev taget ud af billedet, og de australske heste ikke følte sig overvåget og skulle vise sig frem, var de igen ikke til at få til at samarbejde. Til sidst endte filmselskabet med at hyre Dart Stable-hestene, og således er en håndfuld af dem nu filmstjerner. Tilbage i folden ved grusstien tog vi afsked med de godmodige heste, og så blev gruppen kørt tilbage til stalden i Glenorchy. Mikkel og jeg fandt en hyggelig restaurant inde i byen, hvor vi fik frokost i gårdhaven og slappede af et par timer, inden vi vendte tilbage. Her fik vi tildelt en ny hest hver, inden vi begav os ud på eftermiddagens tur; denne bliver kaldt "River Wild" og varede to timer. Det var blevet lidt skyet og blæsende henover middag, men ligesom på den første tur var omgivelserne stadig fantastiske; denne gang i et noget mere åbent og fladt format. Det var nu ikke fordi turen var decideret wild, men vi red langs – og krydsede – nogle små floder på turen, deraf dens navn. De af os, som havde lyst til og mod på det, fik da også lov at ride trav et par gange undervejs, hvilket var sjovt og trods alt tilpas vildt, for én som overhovedet ikke er vokset op med heste. Da vi kom tilbage til staldene et par timer senere, var vi godt ømme og trætte på den der gode, vindblæste måde men også helt høje på oplevelsen. Det er virkelig en dag, som jeg ved, vil stå ekstra tydeligt i min erindring om vores spækkede New Zealand-rejse. Vi sagde farvel til guider og heste og kørte tilbage til Queenstown; denne gang i tide til at få en plads på en campingplads (som ikke har krav til afskærmede ruder) inden lukketid. Pladsen var stor og med gode faciliteter, og vi bestemte os for, at det var på tide med et rigtigt bad. Jeg var helt fladmast ovenpå den begivenhedsrige dag, den korte nat og al den friske luft, så jeg fik lov at være først til at hoppe i vores dele-badesandaler, mens Mikkel begav sig ud på sightseeing i byen på egen hånd. Jeg sad og samlede kræfter i bilen, da han vendte retur med det fineste lille stykke fancy-pancy chokolade i smuk indpakning til mig ^_^ Da han havde badet, var det blevet tid til dagens sidste men ikke mindste opgave; nemlig aftensmaden, som vi for længe siden havde bestemt. Queenstown er nemlig blandt mange ting kendt for en helt bestemt burgerbar kaldet Fergburger. De skulle lave landets bedste burger (nogle mener verdens), og når vi har snakket med folk om vores planlagte stop i Queenstown, har samtlige af dem nævnt, at vi som minimum skulle spise en burger derfra, inden tog videre - så dét måtte vi jo gøre, og efter at have stået i kø et godt stykke tid, købte vi én hver, som vi spiste på vej tilbage til bilen. Vi har smagt mange burgere, begge to, og det her er ganske vist én af de bedste ;) Efter tandbørstning var det på hovedet i seng, og vi gik begge to ud som et lys.

0 notes

transparentbouquetinternet--blog · 7 years

Text

Dyrkning og Plantning Way Pulver, Multipurpose Lægeplanter

Hvordan man dyrker Kencur God og Sand i PE-pose http://slosa.blogspot.com/2016/03/budidaya-tanaman-kencur.html Plant kencur er en type af lægeplanter, der tilhører arten-finding møde (Zingiberaceae). Dette anlæg er også brugt som krydderi i madlavning og urtemedicin (urtemedicin kencur ris).

Pulver (Kaempferia galanga L.) syntes at have mange sundhedsmæssige fordele, herunder:

Behandling ondt i halsen og hoste

Eliminer klager flatulens

Eliminering ondt blod

behandling af diarré

Fjerne betændelse i maven

Vilkår Grow

klima

Pulver kan vokse godt i lavlandet, indtil højdepunktet af 50 m - 1.000 meter over havets overflade.

Lys er i stand til at blive holdt lidt i læ fra direkte sollys.

Med mængden af nedbør 2500-4000 mm / år.

jorden

Clay jordtype sandet, leret ler.

Krummestruktur og rig på humus.

Sådan Plant Powder

kloner Beder

Kencur smal endivie type.

Skriv kencur løvtræer.

Lavtliggende områder til det bjergrige område i dyrkede kencur. Åbent land og skyggefulde jord er ikke et problem. Kencur anlæg vil være gode resultater, når haven i jorden løs, frugtbar og lidt grynet. Ikke desto mindre, kencur ganske tolerant af jord er ikke særlig frugtbar. Faktisk kan tørken kencur stadig overleve, men det ligner en død svag. I den tørre sæson, alle bladene tørre ud, men det er faktisk en rhizom kencur stadig kan overleve. Når regn eller vanding vand kommer, så skud vises igen.

Det er en måde at gøre hoste medicin til børn er lavet af kencur:

Forbered kecur ca. 5gr sidste indtil fint revet

Keningar ca. 5gr

Kanel 5 g

Kapulogo om 10gr

5gr Lempuyan

Chili ca. 2 gram kun og mosede

Bland alle ingredienser på ét sted, så puré alle de ingredienser, der er blevet leveret tidligere, efter at alle ingredienser i en glat, derefter tilføje varmt vand i en blanding af disse materialer, der er afsat lidt tid og derefter filtreret.

By . Cara Menanam Hidroponik

Source: slosa.blogspot.com

0 notes

dennisasp · 5 years

Text

Oslo: Parkour og mountainbike i de norske fjelde

New Post has been published on https://dennisasp.dk/oslo-parkour-og-mountainbike-i-de-norske-fjelde/

Oslo: Parkour og mountainbike i de norske fjelde

Sommerferien 2019 blev uden de store eksotiske udskejelser. Ikke desto mindre blev det en fantastisk ferie i både Oslo i Norge, Sverige og England foruden nogle dage på sofaen. Det slog mig, at selvom det blev min sjette tur til London a’ sammenlagt 54 dage, har jeg aldrig skrevet om netop London. Det må jeg gøre ved lejlighed, men først skal det handle om Norge.

For efterhånden et par år siden, flyttede min gode kammerat, Mads, til Norge, hvor han nu har etableret sig i Oslo med et godt job og en sød norsk jente. Det er en skam, for Mads har altid været en god kammerat, og min faste træningsmakker når de galt breakdance, parkour og anden fis og ballade, og var altid mit førstevalg når vi skulle afsted med Freerun Denmark af både personlige og professionelle årsager. Derfor var det også en skandale, at jeg aldrig havde besøgt ham. Da jeg nu stod MED egen bil og UDEN sommerferieplaner, var det oplagt at det skulle være nu! Mads var naturligvis frisk på noget norsk parkour og en cykeltur i fjeldene, og jeg har stadig ondt i benene!

Bilen blev stopfyldt, for dels skulle jeg have min mountainbike med bagi i min lille Peugeot 208, men jeg skulle også have en masse grej med til en telttur i Sverige, min almindelige bagage og et par rammer øl til min vært. Det var faktisk ikke så galt at køre derop, og efter 7 timer havde jeg ædt mig igennem en hel del podcasts, en pose slik, 650 km asfalt og forklaret mig i tolden, og jeg ankom til byen tidligere kendt som Christiania.

Frognerparken, Oslo, Norge

Mens Mads gjorde sig færdig på arbejdet, ville jeg se mig om i byen. Jeg har været i Norge noget nær 15 gange, men aldrig i Oslo – eller nogen andre større norske byer for den sags skyld. Faktisk har jeg været i en hel del Europæiske lande, men for det meste har det kun været for at stå på snowboard. Denne gang fik jeg dog lejlighed til at være turist i Oslo for en kort stund. Jeg gjorde i første omgang stop ved Frognerparken midt i Oslo. Det var høj solskin og 25 grader, og en befrielse at komme lidt ud af bilen og strække benene. Frognerparken var et perfekt sted til det formål, for parken er stor og utroligt flot. Derfra kunne man også se skihopbakken, Holmenkollen, som blev mit næste stop.

Frognerparken, Oslo, Norge

Holmenkollen er den eneste skihopbakke af stål, og ligger nærmest midt i byen. Desværre holdt de sommerferielukket, så det var ikke muligt at komme op i toppen 425 m over havet. Ikke desto mindre var der en god udsigt derfra, og synet af de 1.000 tons stål er noget for sig. Området var åbent, så man kunne bevæge sig ned af tilskuerrækkerne, der lå langs den 35 graders landing. Det gav en god mulighed for at stirre lige ned i bunden eller nedefra, lige op i himlen. Bakken er i øvrigt designet af en dansk/belgisk tegnestue, JDS Arkitekter.

Holmenkollen skihop, Oslo, Norge

Da først jeg kom hjem til Mads, tog vi en grill og noget mad med til Bekkelaget Parkour. Jeg var godt nok rusten, men det var godt at lege lidt igen, og efter nogle grillede pølser i lompe, en slags lille kartoffelpandekage – underligt men lækkert – hoppede vi i vandet fra deres lille udspringsplatform.

Vi sprang dog ikke i fra broen, men det skulle vi have gjort, for det var ligefrem tilladt, bare man lige så sig for ifølge dette skilt.

Bekkelaget, Oslo, Norge

Hovedattraktionen for turen til Oslo, blev de to mountainbiketure. Det er fantastisk, hvordan 15 minutters cykling fra hovedstaden Oslo, tager én op i fjeldet, hvorfra man slet ikke fornemmer, at byen er der. Herfra er der massevis af vandrestier, mountainbike- og langrendsspor. Den første dag kørte vi omkring 32 km ad små snørklede stier. Det var hårdt og enormt udfordrende, og en rigtig fed tur. Det tog omkring 4 timer plus pauser. Med ca. 500-600 meters op- og nedstigning, fik man pulsen op, og det samme galt for hastigheden, der nåede 43 km/t.

På tredjedagen startede vi med lidt parkour i Furuset-Parken og tog en mountainbiketur efter frokost. Denne tur var en smule kortere, 25 km. Fjeldet havde nogle helt fantastiske stigninger og nedkørsler, der til tider blev ved og ved – det var i hvert fald sjældent fladt over mange meter. På slutningen af turen, var der en stejl og bred bakke, hvor man kunne skrue op for farten og adrenalinen. Man kunne ikke være helt sikker på, at der ikke var huller eller lignende skjult i græsset, men erfaringer fra dagen før gav modet til at give den lidt fart, og min topfart blev 51 km/t. Der er en del steder man kan få god fart på hjemme i Danmark også, men det er sjældent det bare bliver ved og ved og øjnene løber i vand. Pisse sjovt!

Mountainbiking, Oslo, Norge

Mads tog lige en lille rulletur

Mountainbiking, Oslo, Norge

Jeg har sammenklippet en kort lille video fra vores mountainbiketure: Desværre fik vi ikke fanget nogen styrt, og mine klip blev desværre ikke særligt gode. Derfor er de fleste klip fra Mads’ synspunkt.

youtube

#Bekkelaget #Europa #Freerunning #Frognerparken #Furuset #Holmenkollen #Mountainbike #Norden #Norge #Oslo #Parkour #Rejse #Ski #Skihop #Skisport

0 notes

danishadventurer · 7 years

Text

Så er vi kommet på den tid af året, hvor jeg laver et tilbageblik på mine UNESCO World Heritage 2016 besøg.

Hvorfor er det interessant at besøge UNESCO World Heritage et sted?

Det er det, fordi UNESCO’s formål er, at bidrage til fred og sikkerhed ved at fremme samarbejde mellem nationerne indenfor de fire mandatområder uddannelse, videnskab, kultur, kommunikation og information. (Kilde: http://en.unesco.org/about-us/introducing-unesco) og det ligger mig meget på sinde, at bidrage til denne udvikling og tankesæt.

Building peace in the minds of men and women – UNESCO’s slogan

Der er pt. 1052 steder på verdensarvlisten. Hvert år kommer der nye steder til og andre steder i verden kan udgå.

Nogle steder er mere berømte end andre, men alle sammen udgør de en betydning for os i hht. deres formål. Ved at besøge disse steder både lærer vi om vores kultur og giver den videre til vores familie og børn.

Jeg skal være den første til at indrømme, at mine børn ikke altid er lige begejstrede for at besøge tusind år gamle monumenter. Men, de forstår godt formålet. Og hvor er det fedt, når de bagefter udbryder “Wauu ser her mor – det er for vildt, hvordan kunne de bygge sådan et tempel”.

Mine UNESCO World Heritage besøg i 2016

Det kommer faktisk lidt bag på mig, at jeg har besøgt 11 UNESCO steder i 2016. Jeg havde ikke selv en forventning om, at jeg skulle overstige UNESCO seværdigheder i 2015. Jeg har listet de 11 steder med stedets betegnelse samt landet, men har du lyst til at læse lidt mere og se, hvordan stederne ser ud, så har jeg lavet en uddybet beskrivelse med mine billeder fra turene i resten af artiklen.

Borobudur Temple, Indonesien

Prambanan Temple, Indonesien

Komodo National Park, Indonesien

Cultural Landscape of Bali Province, Indonesien

Singapore Botanic Gardens, Singapore

Historic City of Ayutthaya, Thailand

Khao Yai Forest Complex, Thailand

Seventeenth-Century Canal Ring Area of Amsterdam inside the Singelgracht, Holland

City of Valletta, Malta

Megalithic Temples, Malta

Speicherstadt and Kontorhaus District with Chilehaus, Tyskland

Borobudur Temple, Indonesien

Borobudur templet ligger på den centrale del af øen Java i Indonesien. Det blev opført omkring 8. – 9. århundrede, som et buddhistisk kloster. Det er det største buddhistiske monument i hele verden.

Borobudur Temple er virkelig smukt og symmetrisk

Prambanan Temple, Indonesien

Prambanan templet ligger i samme centrale del af Java i Indonesien, som Borobudur med ca. 1 times kørsel fra hinanden. Prambanan er det største hinduistiske i Indonesien og skulle være det smukkeste i verden. Og det kan jeg love dig for, at du bliver ikke skuffet. Dette er et ufatteligt imponerede smukt tempel. Vi nåede lige at se det i tørvejr inden et massivt regnvejr satte ind. Først, tænkte vi, det var ufattelig ærgerligt for nu var vi rejst den lange vej, men faktisk blev det helt enestående, fordi vandet nu sprøjtede ud af de hundredevis af indbyggede vandkanaler templet var bygget med.

Prambanan Temple i Indonesien

Komodo National Park, Indonesien

Komodo National Parken ligger i midten af det indonesiske øgruppe og består af 3 store øer Rinca, Padar og Komodo og en masse bitte små øer, hvoraf nogle er helt ubeboede og andre kan du ikke finde en bar plet på for lokale fiskehuse og deres fiskerbåde. Nationalparken er mest kendt for de store komodovaraner, men jeg har sjældendt set et sted med så grønne bjergtoppe og smukke strande på de små øer i parken.

Komodovaran i Indonesien

Komodo National Park – UNESCO

Komodo National Park

Cultural Landscape of Bali Province, Indonesien

I højlandet på Bali i området nær Ubud og videre op mod vandtemplet Pura Ulun Danu Batur ved søen Lake Batur har de lokale landmænd siden det 11. århundrede levet i et fælles community og bygget kanaler med det formål at dyrke økologiske ris terrasser trods det kuperet terræn på vulkanøen.

Risterasser på Bali

Risterasser med det berømte vandingssystem på Bali lige udenfor Ubud

Det smukke landskab på Bali

Singapore Botanic Gardens, Singapore

Singapore Botanic Gardens er en meget idyllisk og fredfyldt have med meget store og sjældne træer. Den blev grundlagt helt tilbage i 1859. Der er også er afdeling med orkideer, som kræver er billet ellers er parken gratis at besøge. Singapore Botanisk have er hyggelig, fordi de lokale bruger den aktivt. Skolebørn trækker i parken og holder time, mødre på barsel laver gymnastik osv. Link til haven: https://www.sbg.org.sg/

Botanical Garden i Singapore

Skoleklasse der arbejder i Botanical Garden Singapore

Blomsteralle i Botanisk Have i Singapore

Historic City of Ayutthaya, Thailand

Ayutthaya var hovedstaden i Thailand i Siam-tiden mellem 1350 og 1767. Byen gik til da burmeserne ødelagde byen og den blev aldrig genopbygget og hovedstaden flyttede til det vi kender i dag, nemlig Bangkok. Ayutthaya er omkranset af vand og dengang var der kanaler overalt i byen og man sejlede fra tempel til tempel. I dag er alle kanalerne omdannet til veje.

Et af de mange templer i byen Ayutthaya

Det berømte Buddha hoved udskåret i et Banyan træ

City of Ayutthaya

Khao Yai Forest Complex, Thailand

Khao Yai Forest blev i 1967 udnævnt som National Park. Det var den første park med status National Park i Thailand. Grunden til den også hedder Complex skyldes, at den strækker sig over et areal på 230 kilomenter gennem 5 beskyttede områder der ligger fra Khao Yai til den cambodianske grænse.

Link til parken: https://www.thainationalparks.com/khao-yai-national-park

Vandretur i Khao Yai Forest Complex

Nong Phak Chi Nature Trail i Khao Yai Forest

En af vandrestierne i Khao Yai Forest ligger i et åbent landskab.

Haew Suwat Waterfall i Khao Yai Forest

Seventeenth-Century Canal Ring Area of Amsterdam inside the Singelgrach, Holland

Dette sted er et netværk af kanaler i den indre del af Amsterdam. Men det gælder ikke kun kanalerne, men også den byudvikling og arkitektoniske kunst byen opførte i guldalderen. Anerkendelsen på UNESCO’s liste er med til at gøre stedet bevaringsværdigt, så vi kan fortsætte med at nyde de unikke leve- og arbejdsvilkår på kanalerne bl.a også Red Light District.

Seventeenth-Century Canal Ring Area of Amsterdam inside the Singelgrach i Holland

City of Valletta, Malta

Valletta er både en by på Malta og republikkens hovedstad med mindre end 7.000 indbyggere. Den er 0.8 km2 stor og dermed Europas mindste hovedstad. Byen har to officielle sprog engelsk og maltetisk. De forstår alle engelsk, men de taler indbyrdes maltetisk.

City of Valletta

Megalithic Temples, Malta

Rundt på øen Malta og naboøen Gozo er der 7 Magalithic templer. Templerne blev bygget før pyramiderne i Egypten, så det kræver lidt af den besøgende at se, hvordan templerne reelt så ud. Derfor har de bygget gode informationsguider på flere af stederne.

Indgangen til the Megalithic Temples

Speicherstadt and Kontorhaus District with Chilehaus, Tyskland

Speicherstadt er verdens største lagerhuse kompleks i Hamburgs havn i området kaldet HafenCity og Kontorhaus er et kontorhus bygget lang tid før det egentlig blev et velkendt fænomen. De to områder i Hamburg er historisk sammenbundet fra tiden med fri handel af varer og ingen behøvede at betale told.

Speicherstadt i Hamburg

Sådan ser min UNESCO World Heritage 2016 liste ud med billeder Så er vi kommet på den tid af året, hvor jeg laver et tilbageblik på mine UNESCO World Heritage 2016 besøg.

#Hamburg #Indonesien #Malta #Seværdigheder #Thailand #Udflugter #Unesco

0 notes