#officerism | Explore Tumblr Posts and Blogs

jubaer01 · 10 months

Text

TURKEY Official Government Immigration Visa Application Online Denmark CITIZENS

Address : Havneholmen 25, 1561 København, Denmark

Phone : +61 (08) 9364 3001

Email : [email protected]

Website : https://www.turkeyonline-visa.com/da/visa/

Business Hours : 24/7/365

Owner / Official Contact Name :Darry Thomas Melisa

Description :Elektronisk visum Tyrkiet (e Visa) er et officielt rejsedokument, der ligner visum, udstedt af den tyrkiske regering til indrejse og rejse i Tyrkiet. E-visumansøgningssystemet blev lanceret i 2013 af det tyrkiske udenrigsministerium for at erstatte det gamle klistermærke og stempelvisum. Rejsende, der opfylder kravene, kan fortsætte med at ansøge online om deres eVisa. En indehaver af et Tyrkiet e-visum er berettiget til ophold på op til 30 dage på i alt 90 dage afhængigt af indehaverens nationalitet. Dette nye system har gjort visumbehandling til turisme og forretningsrejser til Tyrkiet ubesværet og omkostningseffektiv, så længe din ansøgning er komplet. Du kan få e Visa hvor som helst med en internetforbindelse på mindre end 1 time (Rush Processing), dit Tyrkiet e Visa skulle være klar. Embedsmændene sender Tyrkiet e Visa direkte til ansøgerens e-mail, hvilket er, hvad du præsenterer for officerer i indrejsehavnen som en softcopy eller hardcopy til verifikation. Den tyrkiske regering kræver, at alle rejsende, inklusive mindreårige børn, har et gyldigt visum. Mellem april 2013 og januar 2017 har den tyrkiske regering udstedt over 16 millioner e-visum til rejsende til forretnings- og turistformål. Ansøgningsprocessen er nem, men mange mennesker rapporteres at begå almindelige fejl i deres ansøgning eller har ufuldstændige oplysninger.Tyrkiet visum online ansøgningsformular er tilgængelig for alle amerikanske borgere, europæiske, britiske, australien, new zealand og canadiske indbyggere.Tyrkiet visum online ansøgning , Tyrkiet visum online ansøgning, Tyrkiet visum ansøgning online, Tyrkiet visum ansøgning online, evisa Tyrkiet, Tyrkiet evisa, Tyrkiet forretningsvisum, Tyrkiet medicinsk visum, Tyrkiet turistvisum, Tyrkiet visum, Tyrkiet visum, Tyrkiet visum online, Tyrkiet visum online, visum til Tyrkiet, visum til Tyrkiet, Tyrkiet evisa, evisa Tyrkiet, Tyrkiet forretningsvisum, Tyrkiet turistvisum, Tyrkiet medicinsk visum, Tyrkiet visumansøgningscenter, Tyrkiet visum til koreanske statsborgere, Tyrkiet visum fra korea. presserende Tyrkiet visum, Tyrkiet visum nødsituation. Tyrkiet visum til tyske statsborgere, Tyrkiet visum til os borgere, Tyrkiet visum til Tyrkiet statsborgere, Tyrkiet visum til new zealand statsborgere, Tyrkiet visum til australske statsborgere. du er også berettiget til Tyrkiet visum online fra Antigua og Barbuda, Armenien, Australien, Bahamas, Bahrain, Barbados, Bermuda, Canada, Kina, Dominica, Den Dominikanske Republik, Østtimor, Fiji, Grenada, Haiti, Jamaica, Kuwait, Maldiverne, Mauritius , Mexico, Oman, Cypern, Saint Lucia, Saint Vincent, Saudi-Arabien, Sydafrika, Surinam, De Forenede Arabiske Emirater, USA og mange flere lande. Electronic visa Turkey (e Visa) is an official travel document, similar tovisa, issued by Turkish government for entering into and traveling within Turkey. The e Visaapplication system was launched in 2013 by the Turkish Foreign Affairs Ministry to replace the oldsticker and stamp visa. Travelers who meet the requirements can proceed to apply online for theireVisa. A Turkey e Visa holder is eligible for stay of up to 30 days in a total of 90 days dependingon holder s nationality.This new system has made visa processing for tourism and business travel to Turkey effortless andcost effective as long as your application is complete. You can obtain the e Visa anywhere with aninternet connection in less than 1 hours (Rush Processing), your Turkey e Visa should be ready. Theofficials send Turkey e Visa directly to applicant s email, which is what you present to officers atthe port of entry as a softcopy or hardcopy for verification. The Turkish government require thatall travelers, including underage children, hold a valid visa.Between April 2013 and January 2017, Turkish government has issued over 16million e Visas totravelers for business and tourist purpose. The application process is easy but many people arereported to make common errors in their application or have incomplete information.Turkey visaonline application form is available for all usa citizens,european, uk, australia, new zealand and canadian residents.Turkey visa online application, Turkeyvisa online application, Turkey visa application online, Turkey visa application online, evisaTurkey, Turkey evisa, Turkey business visa, Turkey medical visa, Turkey tourist visa, Turkey visa,Turkey visa, Turkey visa online, Turkey visa online, visa to Turkey, visa for Turkey, Turkey evisa,evisa Turkey, Turkey business visa, Turkey tourist visa, Turkey medical visa, Turkey visaapplication centre, Turkey visa for korean citizens, Turkey visa from korea. urgent Turkey visa,Turkey visa emergency. Turkey visa for german citizens, Turkey visa for us citizens, Turkey visa forTurkey citizens, Turkey visa for new zealand citizens, Turkey visa for australian citizens. you arealso eligible for Turkey visa online from Antigua and Barbuda, Armenia, Australia, Bahamas, Bahrain,Barbados, Bermuda, Canada, China, Dominica, Dominican Republic, East Timor,Fiji, Grenada, Haiti, Jamaica, Kuwait, Maldives,Mauritius, Mexico, Oman, Cyprus, Saint Lucia, Saint Vincent,Saudi Arabia, South Africa, Suriname, United Arab Emirates, United States,and many more countries.

0 notes

cannibalcoyote · 1 year

Text

Meningsløs Virkelighed(Danish)

Det var tidligt en torsdag morgen, da hun modtog den frygtelige nyhed, at hendes mand var død.

Hun havde undret sig over, hvorfor han ikke vendte hjem i går aftes, endda venter ved telefonen, til sidst ringer til ham, men modtager aldrig et svar.

Hun havde lige gået sine børn, Lisette og Alonso, ned deres lange indkørsel til skolebussen venter, blidt vinke farvel, da det støjende kørte væk, endelig lade hende smil og hånd falde, da bussen gik ud af syne. Når hun vendte tilbage for at gå hjem, indså hun, at fuglene var særlig stille, unormalt så, det gjorde stilheden ubehagelig, da hun blev fanget med sine uophørlige tanker; ikke engang brisen, der raslede de faldne blade, var så højt som sædvanligt. Hun glattede hendes sort flettet hår til side, før tugging uroligt på ærmer i hendes blå-grå sweater, tæt indpakning hendes arme rundt om hendes krop, så hun begyndte at gå hjem, lytter nøje til stykket under hendes sko, hendes sind stadig vandrede i forvirring med hensyn til, hvor hendes mand, Ryker, var. Et par skridt væk fra hendes veranda bremsede hun sin gang, da hun hørte lyden af en bil, hendes skridt vaklede lidt, da hun vendte sig om, afslører det fremtrædende sort / hvide mønster af en Belmont, Ohio politibil kører mod hende. Blændingen mod forruden fra den grå himmel gjorde det umuligt at se, hvem der kørte, hvilket efterlod hende usikker på, om hun skulle føle sig overlykkelig eller forvirret over det overraskende udseende.

Jo tættere det kørte jo hurtigere hendes hjerte slog, tager i lavvandede vejrtrækninger, da hun så bilen trække til et stop et par meter væk. Hendes hænder vrider ubevidst hinanden, mens hun ventede på, at bildøren skulle svinge åben, pludselig føler sig ubehageligt varmt, selvom det var temmelig køligt. Hun kendte de farer, hendes mand var i på grund af hans arbejde, og vidste, at han kunne blive såret eller dræbt på nogen call-out; men intet ville forberede hende til den fortvivlede blik på officerer ansigt, da han trådte ud af bilen.

Ryker var på vagt med sin partner for et indbrud i en bolig zone, den kriminelle var gået ud igen og afrundet huset for at komme bag på dem, da de gik til at komme ind gennem busted døren, skydning begge flere gange i ryggen, før du kører. Politiet søgte i øjeblikket efter ham, men har kun to vidner, en der skimtede ham, da han begyndte at buste åbne deres dør, og en nabo, der så, hvad der skete og kaldte politiet.

Da officeren forklarede, hvad der skete, gik hendes sind tomt, den allerede dæmpede støj fra skoven forsvandt fuldstændigt, og den ubehagelige varme forsvandt pludselig og efterlod hendes krop i stedet for at føle sig tom. Hun hurtigt fandt sig tvunget tilbage til virkeligheden, når den officer, der var nået ud til at røre ved hendes skulder, det var ikke uhøflig eller uvelkomne, da denne officer var rigtig gode venner med sig selv og Ryker, men den pludselige og uventede kontakt chokeret hende nok til at rykke hendes skulder væk og tage et skridt tilbage. Han trak straks sin arm, hans blik kastet ned mod gulvet, mens hun gik op en beklagelig udseende, da hun indså hendes handlinger.

Hun sagde endelig: "Jeg er ked af Carter, jeg føler mig bare lidt overvældet i øjeblikket ."Hendes stemme frygtsomt stille, en let stamme, når hun prøver at forstå og kontrollere alle de følelser, der pludselig løber gennem hende. Et blik på forståelse vasker over hans ansigt, før han nikker med hovedet højtideligt og vender tilbage til sin bil, "farvel Saden."Carter talte og tilbød et kort, trist smil, før han trådte ind i sin bil og kørte væk.

Der var mange tanker farende gennem Sadens hoved, alle nyhederne ikke rammer hende fuldt endnu. Med hendes sind racing hun langsomt gjort sin vej ind i hendes hytte hjem, låse døren, før hviler panden hårdt mod bejdset træ, give sig selv et øjebliks fred, før skubbe ud, og på vej til telefonen for at foretage et par opkald.

-------

Huset er mørkt, afgiver en foruroligende og ubehagelig aura; solen er ikke steget endnu og ingen lys i nærheden, men her er en dreng med sin skoleuniform og rygsæk på stille at lukke hoveddøren. Han begynder at gå væk fra sit hus hurtigt, den ængstelige atmosfære, der omgiver ham, spredes langsomt, jo længere han fik, hans spændte skuldre og on-edge ser mindre ud til simpelthen let paranoia.

Han har et ar over hans øje, dens noget rød farve gør det indlysende mod hans bleg hud. Han fik dette ar samtidig med at han mistede sin mor og halvsøster, bilulykken var brutal, kun ham og en af de andre bilpassagerer havde overlevet.

Han skygger øjnene væk fra de blændende forlygter, der passerer forbi så ofte som han går ned ad fortovet, hans paranoia forsvinder jo tættere han nærmer sig Binghams Dam. Han finder et sted væk fra vejen, sætter sin taske ned, da han observerer de slumrende svaner og ænder. Et lille smil pryder hans træk, som han husker, da han og hans mor, Liz, ville komme her tidligt i morges for at tale og se solopgang, før skolen; hans smil forsvinder så hurtigt, som det var kommet, da han indser, at han kun kan komme her alene nu. Han kunne altid bede sin stedfar Alec om at komme med ham, men han frygtede ethvert svar, som Alec gav, især nu hvor han var den eneste, der overlevede bilulykken.

I et forsøg på at ryste sine tanker væk fra fortiden kigger han tilbage til svanerne og beundrer deres skønhed mod det mørke vand. De første par solstråler begynder at gløde mod den svage himmel, en let brise, der får ham til at ryste, da han ikke har nogen ensartet jakke, da det koster ekstra penge. Når han sætter sig ned og læner sig mod et træ, vinder han ved smerten, der blusser op i ryggen, før han ryster den af og trækker sin taske mod ham, unbuckling det frysende metal og når ind, trækker en mappe, der indeholder uafsluttede lektier; mange af dem havde krøller og tårer, selvom han holdt dem pænt i en mappe. At frigive en træt og irriteret suk han begyndte at arbejde, startende med hans navn,'Skytten Carlisle', hans kolde hænder, der gør det sværere at skrive og et kig på forværring blinker gennem hans øjne, da han ved, at han ikke vil få alt dette hjemmearbejde gjort før skole, frygter at fylde ham ved tanken om at skulle fortælle Alec om den dårlige kvalitet, selvom hans ufærdige og revet lektier var Alec ' s skyld. Med et andet suk kom han tilbage på arbejde og forsøgte at afslutte så meget af det så hurtigt og så præcist som muligt.

-------

Det har været en uge siden jeg fik at vide om hans død, Jeg vidste allerede, at jeg ikke kunne bo i vores komfortable Ohio hjem, især da Ryker byggede det; bare at gå gennem døren forårsagede en kvalmende følelse at vaske over mig ved at vide, at jeg aldrig vil se ham igen.

Begravelsen var i går eftermiddag... Den sorte kjole, jeg havde på, er nu en bunke grå aske i ildstedet. Min datter Lisette gik med mig, det var en blæsende dag med et drys af regn, der støvede jorden udenfor; det ser ud til, at verden endda sørgede over tabet, men det er nok bare mig, der sætter mening i enkle ting. Min søn Alonso tog sin fars død meget hårdt, jeg ved, hvor tæt de var, og at se min søn græde gjorde en tåre gennem min facade af styrke, men jeg var nødt til hurtigt at tørre den væk, da jeg omfavnede min grædende søn. Hans råb varede i en time, Lisette begyndte også at græde, da hun så als rystende form blive trøstet af min. Den nat blev jeg hos dem i deres værelse og sad på tæppebelagt gulv mellem deres to senge, den ene hånd greb i hver af mine, da jeg fortalte dem historier for at sætte dem i søvn. Da jeg vidste, at de sov, jeg fortsatte med at holde deres hænder, lænede mit hoved tilbage mod trævæggen, da jeg stirrede op i loftet, lyset fra månen skaber skygger af trægrene mod den modsatte væg. Jeg sad simpelthen der og tænkte på de opkald, jeg foretog den dag, jeg modtog nyheden; i næste uge vil det, der er tilbage af min familie, være i vores hytte i Skotland, væk herfra, væk fra ham.

Jeg har stadig brug for at fortælle børnene, Jeg er ikke sikker på, hvordan man fortæller dem, at vi flytter væk, væk fra alt, hvad der minder os om deres far. Jeg kan kun håbe, at de ikke foragter mig for denne beslutning, men bare at bo i dette hjem får mit sind til at vandre i en retning, jeg ikke vil tillade mig at gå ind.

------

Klokken ringer højt, når jeg skynder mig ind i lukkedøren i mit klasseværelse, kigger rundt i lokalet, jeg ser alle, der allerede sidder, og læreren ser mig spidst. Sænkning mit blik, Jeg rette ud mit hjemmearbejde og vende-i messily færdige sider til kurven før traipsing forbi min lærers skrivebord for at nå mit sæde, undgå hans og alle andres blik på alle tidspunkter.

Curraigh har den samme strenge stemme som Alec, og jeg kan ikke undgå at være ængstelig, når jeg træder fod ind i hans klasse; hans strenge regler og skræmmende statur hjælper mig ikke nøjagtigt, når jeg prøver at differentiere de to.

Mr. Curraigh kigger op fra sin computer til mig, jeg sluger nervøst og blander lidt i mit sæde, når jeg ser ned på det papir, jeg delikat placerede på mit skrivebord. Klassens stille snak var genoptaget for et øjeblik siden, men blev hurtigt standset igen, da Mr. Curraigh skubbede sin skæve figur ud af sit skrivebord og afslappet gik til forsiden af klassen.

"Mr. Carlisle, vil du forklare klassen, hvorfor du kom for sent? Igen."Hans nonchalant første sætning i høj grad kontrast hans barske udtale af 'igen'. Ubevidst sænker jeg hovedet, da klassen er tavs, andre klasser kan fnise, men de ved ikke at skrue rundt i denne klasse.

Jeg ryster på hovedet ' nej ' ikke fuldt ud tillid til min stemme til at svare uden stammen.

"Jeg kan ikke høre dig Archer. Vil du forklare klassen, hvorfor du kom for sent."Hans skarpe, accenterede stemme ringede ud mod stillheden og efterlod ikke plads til at undgå hans spørgsmål. Jeg ved, at han ser på mig, mens han venter på sit svar. Endelig ser jeg op på ham og svarer stille, da mit blik konstant flimrer mellem ham og loftet.

"Jeg sov over sir, jeg vil ikke lade det ske igen."Jeg forsøgte at præsentere et roligt ansigt for forhåbentlig at forhindre ham i at kalde mig ud igen, mit sind inde er blaring med tanker om, hvorvidt han vil acceptere undskyldningen eller ej. En anden passerer før han går tilbage til tavlen og begynder at skrive, alle hurtigt kopiere det ned i deres notesbøger, samtalen tilsyneladende glemt. En anelse af bekymring fortsatte med at nag i ryggen af mit hoved, at han vidste, at min undskyldning var en falsk, men jeg havde ikke tid til at give det nogen overvejelse, da jeg allerede faldt bagud på noterne, og min nylige håndledsskade vil heller ikke være til gavn for mig.

Klassen er endelig afsluttet, de fleste mennesker blev pakket og venter ved døren til klokken, kun få mennesker sad ved deres skriveborde. Jeg putte de tildelte lektier i deres mappe, placere min notesbog i min taske så godt. Jeg rækker ud efter mappen, når en anden hånd griber den først, en hånd, der ikke tilhører nogen studerende. Curraigh, der holdt min hjemmearbejdsmappe, han lænede sig mod skrivebordet, da han skummet gennem den nu åbne mappe.

"Y' kno., din organisation og pleje ikke tilføje op, når du tænder i rippede papirer ."Han siger, når han langsomt lukker mappen og holder den ud for mig at tage, hvilket jeg hurtigt følger med, stille og stille i min taske.

"Vil du fortælle mig den rigtige grund til, at du altid ser ud til at løbe for sent?"Mr. Curraigh spørgsmål, Hans normalt højt og hæk stemme nu mere stille og indeholder en antydning af bekymring. Det har været et par øjeblikke, og jeg har endnu ikke svaret, når han stemmer,

"Archer, hvis du har en reel grund til, hvorfor du er forsinket, forstår jeg, men jeg kan ikke acceptere disse falske undskyldninger mere. Det er 10. gang, du kommer for sent. Hvis du ikke kan give mig en rigtig grund, så er jeg nødt til at give dig tilbageholdelse."Hans stemme var aldrig meget streng eller hård gennem hele sætningen og havde mere en advarselstone til det, men alt hvad jeg kan mønstre som svar er at ryste mit hoved "nej", da jeg ser op for at møde hans blik. Mr. Curraigh ser simpelthen frem til et sekund, før han frigiver et irriteret suk og skubber ud af skrivebordet.

"Vær ikke forsinket til tilbageholdelse Mr. Carlisle."Er alt, hvad han siger, før han går tilbage til sit skrivebord, klokken ringer og eleverne skynder sig ud af døren, selv følger straks for ikke at være sent til min næste lektion. Mine tanker resten af dagen er overskyet med, hvordan Alec vil reagere, når jeg kommer sent hjem, hvordan han vil reagere, når jeg fortæller ham, at jeg fik tilbageholdelse igen. De frygt puljer i mit bryst, gør det føles stram og luften kvælende som jeg traske gennem dagen.

------

Første dag i vores nye hjem var det et sommerhus, som mine forældre ejede, og jeg arvede. Langt væk fra Ohio, langt væk fra Ryker, hele vejen i Glasgow, Skotland, beliggende i et dejligt område med lolling grønne marker og en stenmur pænt omkring det.

Lisette og Alonso havde taget farten bedre end jeg havde forventet, det ser ud til, at de ville komme væk så meget som jeg gjorde. Jeg havde ringet foran for at sikre, at hytten var klar til, da vi ankom, og en ven af mine forældre kommer over for at se mine børn, da jeg skal gå på mit job så hurtigt som muligt. Farende ud af huset, Jeg giver hurtigt venen et knus, hurtigt med angivelse af den tid, jeg kommer hjem, før jeg kører over til mit lejede Volks .agen-køretøj. Mine tasker rem vride som jeg forsøger at placere alt i bilen, jeg hurtigt skubbe det ind i passagersædet før du justerer spejle og på vej ud til mit nye job.

De grå skyer, der strøer himlen, minder mig meget om hjemmet, men denne travle by er præcis, hvad jeg har brug for for at komme væk fra mit lille byliv. Kørsel på venstre side er dog ganske underligt, noget der vil tage nogle at vænne sig til.

Når jeg trækker ind på parkeringspladsen, bemærker jeg, at skolen nærmer sig slutningen af dagen, jeg håber, at jeg ikke bliver fyret, før jeg endda starter. Hurtigt snuble gennem kontordøren, jeg rette min kropsholdning og skjorte før du går til receptionen og angivelse jeg er den nye videnskab lærer. Kvinden smiler, før du ringer til nogen, jeg antager rektor eller måske en anden lærer.

Efter at have ventet på omkring 2 minutter, Office døren højlydt råber åben, en høj mand med tykt lysebrunt hår og en skræmmende statur skrider ind, giver en lille nik til kvinden før nærmer mig. Jeg står op og giver ham hånden.

"Hej der, Jeg er Mr. Curriagh eller Aric, jeg er her for at eskortere dig til din klasse."Hans stemme har en tyk accent til det, noget jeg bliver nødt til at vænne for nu, da jeg bor i Skotland. Hans skræmmende kropsholdning ser ud til at være i kontrast til det venlige smil, han tilbyder.

"En fornøjelse at møde dig Aric, jeg er Saden ."Jeg reagerer høfligt, før jeg tillader ham at føre mig ud af kontoret og ned ad gangen.

"Så du er den nye videnskabslærer?"Han stemmer i let nysgerrighed og fortsætter med at navigere i de tomme haller.

"Ja, hvad lærer du?"Jeg spørger, går hurtigere for at holde trit med hans hurtige tempo.

"Åh mig? Jeg har altid været litteraturperson."Hans svar får et lille smil til at dukke op, det faktum, at folk her er så hyggelige og indbydende, er noget, jeg elsker. Vi stopper efter endnu et øjeblik med at gå.

"Nå, det er din klasse, selvom du ankom lidt sent."Han forklarer, mens vi ser eleverne pakke deres tasker. Jeg slipper et stille suk, selvfølgelig ville jeg savne hele den første dag i mit job.

"Du skal ikke bekymre dig om at gå glip af din klasse, du kan komme ind for at hjælpe med tilbageholdelse eller udforske grundene."Aric siger, når han flimrer øjnene fra vinduet til mig, er jeg ved at reagere, når klokken ringer højt og ekko gennem de tomme haller, før klasselokalerne svinger åbne og eleverne arkiverer ud. Vi står begge tæt ved vinduet til min klasse, indtil hallerne stille ned igen, kun et par studerende stående rundt, mens nogle er lige nu færdig pakning op.

Aric vender sig for at tale til mig igen, når hans blik vender sig til noget bag mig, hans pludselige råb overrasker mig, og jeg vender mig hurtigt for at se den skyldige.

En ung dreng med mørkebrunt hår stopper straks, hans øjne går bredt ved at blive råbt på, hans arm strammer sit greb omkring sin bog greb mod brystet.

"Bueskytte. Tilbageholdelse er i den anden retning."Aric siger, når han går op til den studerende . Jeg forventer, at enhver studerende er nervøs for at blive kaldt ud af en lærer, men denne studerende, Archer, syntes ligefrem bange.

Før Archer er i stand til at reagere, Aric begynder at tale igen. "Dette er anden gang, du har forsøgt at springe tilbageholdelse, Archer."Giver en lille pause, da han venter på et svar, efter at have modtaget ingen, slap han et irritations suk, før han sagde:" Kom med mig Archer."Begynder at gå tilbage over til mig, Archer efterfølgende et par skridt bagud med øjnene trænet på gulvet.

"Jeg er ked af at skære din tur kort, men jeg er nødt til at eskortere denne studerende til tilbageholdelse."Aric siger, når han kigger tilbage til Archer .

"Helt okay Aric, noget imod, hvis jeg kommer med? Jeg savnede trods alt min første dag."Jeg spørger, kigger på Archer, hans øjne har ikke flyttet fra gulvet hele tiden. Aric nikker kort hovedet, før han fører vejen til tilbageholdelse. Jeg følger hurtigt, forsøger at holde op, lytter som Aric beskriver de dele af skolen, vi passerer igennem.

------

Hvem er denne person? Er hun den nye lærer? Hun sagde, at hun savnede sin første dag her, og vores nye lærer for videnskab var ude af stand til at dukke op.

Jeg løfter hovedet op, Mine øjne ser på hende et øjeblik, mens jeg overvejer, om jeg skal stille mit spørgsmål eller ej. Til sidst giver jeg efter for nysgerrighed, spørger jeg, " er du den nye videnskabslærer?"Mit spørgsmål ser ud til at skræmme dem begge ud af deres small talk, Mr. Curraigh nu tavs, mens jeg afventer hendes svar. Hun vender sig mod mig og tilbyder et venligt smil, før hun svarer: "ja det er mig, Du kan kalde mig Fru Monroe."Hendes svar er rart, men kort, og hendes stemme syntes at svæve lidt, da hun sagde sit efternavn, hvilket fik mit hoved til at vippe så lidt i forvirring over hendes modvilje mod at tale sit efternavn.

"Det er rart at møde dig Fru Monroe, mit navn er Archer."Jeg svarer, min stemme synes mere selvsikker og højere end min normale tone, selvom jeg næppe giver det nogen tanke. Monroe, jeg ved ikke hvorfor, men hun syntes lettere at tale med, det kunne have været fra hendes ikke-skræmmende holdning og højde, eller muligvis at hun mindede mig om min mor, som begge er plausible.

Vi talte om den bog, jeg holdt, da Mr. Curraigh stopper, det rum, som tilbageholdelse holdes i at være lige foran os. Jeg rækker ud for at få fat i håndtaget, øjeblikkeligt glemmer min håndledsskade, indtil jeg frigiver et grunt af smerte, straks trækker mit håndled tilbage og holder det mod mit bryst som den hårde gribende smerte, der oversvømmer mit system, minder mig om i går.

Både Mr. Curraigh og Mrs. Monroe synes chokeret over mit pludselige udbrud af smerte, Mrs. Monroe er om at sige noget, men jeg har ikke tid til at tænke, snublede baglæns jeg blive lidt og køre af sted. Jeg går til det eneste sted, jeg føler mig tryg, Bingham ' s Dam, eller Svane Dam, som min mor plejede at sige; bare huske, der forårsager en bølge af angst for at feje gennem min krop, alle disse ting, der holder sker, er for overvældende. Først mister jeg min mor og søster i en bilulykke, så beskylder min stedfar(som allerede ikke kunne lide mig) mig for det, og nu har jeg en lærer, der minder mig nøjagtigt om min mor, Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal føle eller reagere på disse situationer længere. Jeg er så fanget i disse produktive tanker og smerter, at jeg ikke hører fodsporene nærme mig. Det var den pludselige hånd på min skulder, der fik mig til at gispe overrasket over tilstedeværelsen af en anden person. Curraigh eller muligvis Alec, men jeg bliver i stedet mødt af fru Monroes triste smil, da hun hænger ved siden af mig. Når jeg rækker Hånden ud efter mit håndled, flincherer jeg væk, men efter endnu et sekund tillader jeg hende at se mit håndled, ignorerer den mulige konsekvens, at hun måske sætter spørgsmålstegn ved, hvordan jeg har lidt denne skade.

Det var den lille udvidelse af hendes øjne, der fik mig til at følge hendes blik, jeg valgte aldrig at se på mine skader, så ser mit håndled alle hævede og forslåede årsager mine øjne til at udvide så godt. Hun rører let på mit håndled, og jeg trækker straks væk, smerten brænder gennem min arm. Hun ser ud til at sidde der i et øjeblik af tanke, som om hun overvejer, hvad hun skal sige.

"Bueskytte. Hvordan skete det?"Der var det, den ene ting, jeg ikke ville høre. Jeg ryster på hovedet og kigger væk, først nu indser jeg, at et par tårer havde strømmet ned i mit ansigt og hurtigt tørret dem med min frihånd. Jeg hører ikke et svar på mit afslag, så jeg kigger tilbage og ser Fru Monroe også holde tårer tilbage, selvom hvorfor, jeg ved det ikke. Ryster på hovedet, hun skubber sig ud af gulvet og rækker en hånd ud for mig, som jeg langsomt tager. Nu står jeg støver mig af med min gode hånd, holder løst min rygsæk, mens jeg afventer hendes spørgsmål.

Alt hun gør er, tilsyneladende ryste hendes hoved til sig selv, før motioning for mig at følge hende. Hun fører mig tilbage til skolen, aldrig taler eller kigger til mig, bare stirrer fremad, næsten emptily. Hun tager mig til det medicinske rum og beder mig om at vente ved døren, mens hun går væk for at tale med en sygeplejerske. Jeg spekulerer på, hvad hun siger, har hun mistanke om, at min stedfar forårsagede disse skader? Eller tror hun, at en anden studerende gjorde dette mod mig? Skal jeg bare løbe, mens jeg stadig har chancen? Monroe og sygeplejersken går over til mig, min nervøsitet sparker ind hos en anden person, der nu er til stede.

Jeg forsøgte ikke at være opmærksom på opblussen af smerter, da sygeplejersken indpakket mit håndled i en ispose, den frysende kulde fik mig til at ryste, da vejret udenfor allerede var køligt. Efter et par minutter af glasur mit håndled hun bringer en kompression bandage, snuggly indpakning mit håndled og hånd, smerten er mindsket, men opretholder en stabil smerte, der omgiver hele min arm. Når hun er færdig, giver hun mig instruktioner til at gøre dagligt, og en note til klassen, da det var min skrivehånd.

Monroe venter der, hendes venlige smil erstattet af et seriøst og strengt look, en der gør mine Skridt lidt mere tøvende. Vi forlader med værelse og gå ud i den rolige, øde gangen, hendes ansigt stadig alvorligt som vi begge stoppe.

"Hvordan fik du den skadeskytte."Det var ikke et spørgsmål, men noget, der krævede et svar, ET jeg var ekstremt tilbageholdende med at give. Lystfiskeri mit ansigt væk fra hende, jeg ryste mit hoved ' nej ' igen, ikke ønsker at fortælle hende sandheden, mit sind blaring, at det ville forårsage mere smerte end gavn, at selv om hun troede mig ingen andre ville.

"Archer, hvis du ikke fortæller mig det, bliver jeg nødt til at bede kontoret om at ringe til din far."Hun siger, at hendes stemme mister noget af det er sternness, da hun forsøger at få mig til at svare.

At høre hendes opkald Alec min far får alle disse følelser til bare at eksplodere, min Vrede flyder frit, og jeg kan ikke undgå at reagere kaotisk, "han er ikke min far!"Min råb ekkoer ned ad gangen, stilheden, der er tilbage i kølvandet, er ubehagelig, al den vrede-drevne tillid forlader hurtigt min krop, når jeg trækker vejret ud. Hun er ikke dum, hun skal finde ud af, hvad der foregår, jeg bliver taget væk fra mit hjem, det sidste sted, der minder mig om mor og min søster.

Hendes kropsholdning ser ud til at stivne efter at have hørt mit Svar, Jeg kan kun håbe, at hun ikke bliver vred på mit udbrud.

"Jeg vil kun spørge dig en gang til. Hvem gjorde dette."Hendes stemme var dødsens stille, den anden sætning blev hårdt udtalt og efterlod ikke plads til undskyldninger. Endelig står jeg overfor hende, selvom mit hoved stadig er sænket, Mine øjne flimrer op til hende så ofte som jeg overvejer, hvad jeg skal sige.

"....Alec."Min stemme praktisk talt en hvisken, selvom jeg ved, at hun hørte det, og at vide, at en anden er opmærksom på denne hemmelighed, får mig bare til at føle mig... sårbar.

0 notes