#hvidt hus | Explore Tumblr Posts and Blogs

vikinglanguage · 7 years

Text

Danish - An Introduction pt. 4

the full series · pt. 1 · pt. 2 · pt. 3 · pt. 4 · pt. 5 · pt. 6 · pt. 7 · pt. 8 · pt. 9

These just keep getting longer, don’t they? Fourth post in the series on commonly used Danish words, covering roughly 600 English words. This post is going to contain more grammar than the previous one, as it otherwise will not make sense. You should probably have read at least the introduction to pt.2 before you read this, as we’re going to be talking about: DETERMINERS

articles (artikler/kendeord) a - en, fk. · et, itk. the - den, fk. · det, itk. However, while a direct translation of “the” would be “den/det”, den/det usually aren’t used to make a noun definite. Instead it will end on -n/-t or -en/-et. I will provide examples of both -n/-t, -en/-et and den/det. And this is only singularis, the same thing happens in pluralis Example with -n: example sentence - “the bag is big” bag - taske, fk. big - stor to be - at være translation - “tasken er stor”

Example with -en: example sentence - “the chair is white” chair - stol, fk. white - hvid translation - “stolen er hvid” Example with den: example sentences - “the big bag” & “the white chair” translations - “den store* taske” & “den hvide stol” *some might have noticed that stor→store and hvid→hvide and that’s because it’s conjugated. I’ll cover that once we get to adjectives. Example with -t: example sentence - “the area is big” area - område, itk. translation - “området er stort**”

Example with -et: example sentence - “the house is white” house - hus, itk. translation - “huset er hvidt**” **there it is again, a conjugated adjective. We’ll get to it, I promise

Example with det: example sentences - “the white house” & “the big area” translations - “det hvide* hus” & “det store* område”

numbers (tal) zero · nil (0) - nul one (1) - en/et (doesn’t matter which you use, it’s mostly regional difference) two (2) - to three (3) - tre four (4) - fire five (5) - fem six (6) - seks seven (7) - syv eight (8) - otte nine (9) - ni ten (10) - ti

eleven (11) - elleve twelve (12) - tolv thirteen (13) - tretten fourteen (14) - fjorten fifteen (15) - femten sixteen (16) - seksten seventeen (17) - sytten eighteen (18) - atten nineteen (19) - nitten twenty (20) - tyve twenty-one (21) - enogtyve, en-og-tyve (one-and-twenty)

thirty (30) - tredive forty (40) - fyrre fifty (50) - halvtreds sixty (60) - tres seventy (70) - halvfjerds eighty (80) - firs ninety (90) - halvfems one hundred · a hundred (100) - ét hundrede · hundred one hundred and 1 (101) - ét hundrede og en one hundred and twenty-one (121) - ét hundrede og enogtyve two hundred (200) - to hundrede three hundred (300) - tre hundrede four hundred (400) - fire hundrede five hundred (500) - fem hundrede six hundred (600) - seks hundrede seven hundred (700) - syv hundrede eight hundred (800) - otte hundrede nine hundred (900) - ni hundrede one thousand · a thousand (1000) - et tusinde · tusind one thousand one hundred and twenty-one (1121) - et tusind et hundrede og enogtyve if you’d like to learn why the numbers are called what they’re called, you might like this post.

demonstratives (demonstrative pronominer/påpegende stedord) this - denne/den her, fk. · dette/det her, itk. · disse/de her, pl. that - den/den der, fk. · det/det der, itk. · de/de der, pl. really shaking things up now

possessive pronouns (possesive pronominer/ejestedord) my - min, fk. · mit, itk. · mine, pl. your, sing. - din, fk. · dit, itk. · dine, pl. his - hans · sin, fk. · sit, itk. · sine, pl.* her - hendes · sin, fk. · sit, itk. · sine, pl. their, sing. - hens · sin, fk. · sit, itk. · sine, pl. its - dens, fk. · dets, itk. · sin, fk. · sit, itk. · sine, pl. our - vores your, pl. - jeres their, pl. - deres

quantifiers (kvantifikatorer) all - alle some - noget, sing. · nogle, pl. no - intet, sing. · ingen, fk. & pl. any - nogen · nogen som helst · noget · noget som helst · enhver, fk. · ethvert, itk.* many - mange much - meget more - mere · flere less - mindre · færre a few - nogle få · nogle several - flere · en del · adskillige whole - hel, fk. · helt, itk. · hele, pl. a little - lidt · en smule a lot of - meget · mange · en masse *the first four options here really describe any at all (”do you have any apples for me”), where as the last two describe just any in a sense that is more similar to every (”I’ll take any apple, I can get my hands on”).

comparators (???) both - begge x (both x) · både x og y (both the x and the y) neither - ingen af x (neither of x) · hverken x eller y (neither x nor y) each - hver, fk. · hvert, itk. every - enhver, fk · ethvert, itk. other - anden, fk. - andet, itk. - andre, pl. another - en anden, fk. - et andet, itk. same - samme different - forskellig · anderledes such - sådan noget · den slags · sådan

#danish #danish language #language #langblr #polyglot #dansk #sprog #linguistics #vocabulary #vocab #determiners #numbers #original #danish intro

41 notes · View notes

homeshopdk-blog · 6 years

Photo

Veli Line Lystræer sæt a´ 3 Stk. https://www.homeshop.dk/udendors-pyntetrae/veli-line-lystraeer-saet-a-3-stk.html 1873144 Veli Line Lystræer 3 stk. LED Skab hygge i hus og have Veli Line lystræer leveres 3 stk. samlet. Træerne er 70 cm høje med små LED-lys, som afgiver et hvidt og varmt lys. Træerne kan bruges indenfor som dekoration, udenfor rundt omkring i haven eller ved din indgang. Produktdetaljer: Træerne er IP 44 godkendt, hvilket betyder at du både kan bruge dem indenfor og udenfor.

0 notes

qarajhcreations · 6 years

Text

Fortidsmindeprojekt, fiktiv tekst

En forårsaften, 1372...

En mand kommer ridende af de mudrede små-veje, hans ansigt er sammenbidt, og hestens man er dækket af små perler af sved. Det er kun ganske kort tid siden at han så faklerne, så mændene, og hestene, og vognene komme rundt omkring bakketoppen. Fra hans gårdsted i udkanten Aasted har han holdt udkik, mens han passede sine marker. Den ulidelige ventetid siden Hr. Krabbe gav ham, og nogle af de andre bønder besked på, at værne imod en væbnet styrke. Hr. Krabbe havde hørt at fæstningen Hald ved Viborg skulle være faldet, og at den fjendtlige styrke nu var på vej i retning mod Salling.

Endelig kunne han se faklerne, og lyset fra fæstningen på næsset i vandet, og i aftenens svindende lys, kunne han se Galgehøjens dystre omrids på sin venstre hånd. Vist havde han aldrig selv stjålet eller drevet ran, men med den rosa-røde sols forsvinden på den anden side af vandet, kunne han se en skikkelse, dingle svagt i aftenens stille vind. I skæret fra en fakkel, kunne han se to mænd i harnisk og hjelm stå, lige ved vandkanten hvor dæmningsvejen gik ud til fæstningen. Den ene med sit spyd og skjold, den anden sit skjold på ryggen. Fra hestens stønnende og forpustede åndedrag, og dens øjne stående hvidt i dens hoved, til mandens manglende udrustning, kunne de regne sig frem til at dette ikke var en af fjendens soldater. Manden, næsten lige så forpustet, eller måske skræmt, som hans hest, sagde blot, ”Slip mig igennem; fjenden kommer!”

Skønt det halvlune forårsvejr og højt solskin havde gjort dagen behagelig, var stemningen her på dæmningsvejen til Hr. Krabbes fæstning ganske trykkende. Det mørke, kolde vand på begge sider af den smalle vej, var om muligt mere skræmmende end de bevæbnede mænd, som manden havde set komme over og omkring bakken sydøst for Aasted. Han beroligede hesten, og satte farten ned. Dyret var et arbejdsdyr, til pløjning af marker samt til at trække vognen, når høsten skulle i hus. Skønt manden ikke ejede en saddel, var det alligevel hurtigere at ride på den, end skulle hans ben have ført ham frem i mørket. Endelig var han ved porten til Hr. Krabbes fæstning, broen var oppe og han steg af hesten, og hidkaldte vagtens opmærksomhed. ”Jeg bringer en vigtig besked til Hr. Krabbe! Fjendens mænd er i Aasted nu!” Broen blev ikke med det samme sænket; men bud blev sendt af sted til hovedbygningen. Snart efter tændtes flere fakler langs fæstningens palisader. Skulle fjenden komme helt herud, ville de få deres at se til mod Hr. Krabbes mænd. Nu blev broen sænket, langsomt lod de brede reb broen komme ned. Bonden klappede beroligende hesten, skønt han allerhelst ville ride så langt væk som muligt lige nu. Med et hult drøn var broen helt nede. Nu blev bonden vist ind af en vagt og to høje, bredskuldrede karle marcherede væk fra porthuset.

Den anspændte stemning var endnu mere udtalt her, hvor de røde gløder fra essen i fæstningens smedje afslørede et dystert et glimt af livet bag de høje palisader. Hr. Krabbe havde hyret tømrer og karle til at bygge denne fæstning for mindre end to år siden. Så længe Hr. Krabbe betalte var der ikke nogen der stillede nærgående spørgsmål, men snakken gik, når man var udenfor Hr. Krabbes hørevidde. Således var der en mand fra Nissum, der mente at Hr. Krabbe havde fornærmet en anden herremand fra Mors, og at fæstningen skulle bruges i den forbindelse.

Bonden havde ikke selv arbejdet på fæstningen, og det var første gang han havde været inden bag palisaderne. De aflange skjolde hver med et spyd stod klar. Enkelte af mændene bar også pilekoggere og buer, Hr. Krabbe havde ikke sparet på udstyret. Og fæstningen virkede også solid nok. Bonden var ikke helt tryg stemningen. Ud af øjenkrogen holdt han øje med en ung karl, der førte hans hest over en smal gangbro, til endnu en af fæstningens øer, hvor noget der lignede en stald var opført.

Hr. Krabbe selv kom ud, en presset mand kunne, bonden se. Bonden tog sin kutte af, og bøjede hovedet i respekt. I dette lys fra faklernes skær virkede Hr. Krabbe, som han kom der flankeret af bevæbnede mænd, og med et sværd ved siden, som en kriger. Bonden tog mod til sig og kiggede op, ”Hr. Krabbe, Hr. Krabbe! Fjenden kommer, ganske som De forudsagde! De står i Aasted nu!” Hr. Krabbe blev om muligt mere bekymret end de var før, han havde håbet på bedre tidener, og bedre tid til klargøre den nyligt opførte fæstning. Hans ansigtsudtryk til trods, var hans stemme rolig da han talte: ”Meget vel, og du er helt sikker på de kom denne vej, og ikke blot var rejsende?” Mens han talte havde Hr. Krabbe bevæget sig nærmere bonden, denne lugtede ikke af øl eller vin, og virkede klar i mælet. Bonden nikkede ivrigt, ”Jovist er jeg sikker, jeg kunne se deres hjelme skinne i faklerne, da de kom over bakken ved Aasted. Med sikkerhed vil de komme her inden midnat, Hr. Krabbe.” Hr. Krabbe nikkede eftertænksomt, ”Nu vel,” han vinkede til en af de unge karle, der havde taget sig af bondens hest, ”bring mig pergament og min fjerpen, og lad det gå lidt tjept!”. Den unge karl nikkede og løb ind hvor Hr. Krabbe just var kommet ud. Mens de ventede, takkede Hr. Krabbe bonden for hans troskab, ”Du er en mand af ære, hvad er dit navn, min gode mand?” Bonden så helt paf ud førend han svarede, ”Jeg er Jens-Peder, af Aagarden, Hr. Krabbe.”

Hr. Krabbe skrev ganske hurtigt, omend bonden ikke var i stand til at læse hvad der stod. Pergamentet blev rullet sammen og lukket med Hr. Krabbes segl, og Hr. Krabbe holdt det frem til bonden, ”Bring dette til min forpagter på min gård i Nissum, og du skal få din belønning.” Bonden bukkede dybt og stak det sammenrullede pergament ind under sit tunge slag. En række ordrer blev råbt til de bevæbnede mænd i Hr. Krabbes tjeneste, og bonden fandt sin hest iblandt køer og kvier i stalden. Han trak det godmodige dyr ud, over den smalle bro til den befæstede ø, og ud igennem porten. Først da han kom ud på dæmningsvejen med det mørke vand, satte han sig op fik hesten i trav. Vel inde på det faste land, drejede bonden hesten mod nord, det var næppe en god idé at blive stoppet af bevæbnede mænd sånær Galgehøjen. Således red han langs den mudrede bred, og i nattemørket bag ham, lod et horn sit dystre kald gjalde gennem luften.

Hr. Krabbe spejdede mod land. Det var nu flere dage siden at fjenden var ankommet, men ingen herold havde meldt fjendens hensigt, ingen rytter med krav om overgivelse. I stedet havde hans folk på fæstningen blot kunnet se til, imens at fjendens krigere arbejdede med at flytte store mængder jord. De spærrede vejen af, med blokader og svært bevæbnede; ingen fik lov til at komme ud til øen og fæstningen via dæmningsvejen. Det var tydeligt at fjenden ikke var interesseret i at kæmpe på Hr. Krabbes præmisser. Men Hr. Krabbe kunne se, ud fra lejren som blev bygget og de forsvarsværker der blev rejst, at denne styrke var stor, måske op til flere hundrede mand. Selv havde han blot tredive svende fra Nissum og de nærliggende landsbyer, som han havde betalt i dyre domme. I åben kamp, mod så stor en styrke, ville de blot blive slagtet.

De første tegn på desperation, indtrådte efter et par uger, en af de unge staldknægte tilbød at svømme over vandet til Nissum for, at bede Hr. Krabbes fjerne slægt om at komme til undsætning. Man havde fulgt knægtens svømmetag i skæret fra faklerne, indtil man ikke længere kunne se ham. Vist så han ud til at kunne svømme bedre end de fleste, men man hverken set eller hørt noget til knægten. Alt i mens var lejren på bredden blot vokset sig større og mere truende dag for dag. Hr. Krabbe beordrede at broen og porten skulle forblive lukket. Ikke så meget fordi han forventede et angreb i ly af mørket, men Hr. Krabbe vidste godt at hvis først een mand overgav sig, ville det ikke vare længe førend resten ville følge efter. Hans bedste chance var at holde ud indtil der kom forstærkninger, eller til den fjendtlige styrke besluttede sig for at drage videre. Det sidste virkede dog mere og mere usandsynligt, da lejren kun blev større og større, og Hr. Krabbe kunne have svoret på at endnu flere mænd havde sluttet sig til den belejrende hærstyrke.

Den sidste ko var slagtet, og rent vand var også slippe op. Flere af mændene beklagede sig højlydt, når de troede at Hr. Krabbe ikke lyttede. Også Hr. Krabbe begyndte at mærke manglen på nærmest alt. Han havde skrevet breve, før fjenden var ankommet, men havde ikke nået at få dem sendt. De fint-oprullede pergamenter med hans segl og sirlige håndskrift, lå nu på hans bord i rummet i hovedbygningen. Mændene opholdt sig på øen med den tomme staldbygning, skønt Hr. Krabbe havde sagt at alle tre øer skulle have vagt-poster, mest for at man kunne se hvorvidt fjenden ville angribe eller pakke sammen og drage videre. Hr. Krabbe havde hørt om sine forfædres bedrifter, som lensmænd og krigere under konger, om storslåede dueller om land og ære, og hans sværd var såmænd smedet af den bedste våbensmed i Aalborg, dets værdi kunne betale adskillige af de mænd han hyret. Men Hr. Krabbe var ingen kriger. I adskillige dage nagede tanken om, at han skulle forsvinde ud af denne verden, uden at have efterladt sig et mæle som var en stormand værdig. Hans hjelm stod pudset og klar. Skulle han drive mændene frem i et overraskelsesangreb? Der var nu gået så mange dage at fjenden næppe ville forvente det. Imens han tænkte, lukkede han sig inde i sit rum, og lod mændene klare dagligdagen.

Men Hr. Krabbes mænd kom hans egne tanker i forkøbet; der lød en skarp banken på hans dør, hans hånd var med det samme på sværdets skæfte. ”Hr. Krabbe, vi beder Dem lytte til vor bøn; lad os slippe vore våben og bede om nåde, vi har gårde og familier som venter derhjemme.” Hr. Krabbes første tanke var vrede over, at de mænd som han ellers havde vurderet var blandt de mest loyale folk i hele Salling, og som han havde betalt ganske vel, nu vendte ham ryggen. Disse kujoner skulle få lov til at smage hans sværd.

Men Hr. Krabbe havde også selv en familie, og det ville næppe gå ham vel, skulle han forsøge, ene mand, mod tredive karle samt den fjendtlige styrke efterfølgende. Måske var fjenden til at tale med? Hans tanker om gården derhjemme og hans egen familie, skubbede helt de glorværdige bedrifter som hans forfædre havde udført, ud af hans hoved. Det var, når det kom til stykket trods alt, bedre at miste ansigt, end at miste livet. Træt og afkræftet åbnede Hr. Krabbe døren; karlene stod klar med deres spyd og skjolde, deres ansigtsudtryk var fyldt af samme træthed og udmattelse som hos ham selv, men også med sammenbidte miner; de havde været klar til at bryde hans dør med magt, om nødvendigt. Hr. Krabbe løftede en åben hånd, han ville tale. Mændene var lidt usikre, Hr. Krabbe havde godt nok sit sværd ved siden, men var ikke i nærheden af at gribe til det. ”Ved daggry i morgen, vil jeg, at I alle kaster spyd og skjolde i vandet, fra den inderste ø. Således kan fjenden se det. Vi går dem i møde, under en hvid fane, med rejst pande, som stolte Sallingboere.”

Som sagt, så gjort. De trætte mænd lod, ved solens stråler, deres våben forsvinde ned i vandet, kun Hr. Krabbe lod sit sværd blive i bæltet. De to karle der stod for at sænke broen, som for nogle få uger siden havde været kraftfulde unge mænd, kunne nu ikke ikke engang holde broen oppe; de svære knuder løsnedes, og faldt broen med et brag. I samlet, forhutlet, flok drog Hr. Krabbe og hans mænd over den smalle dæmning, og da de kom nærmere bredden, kunne de se, at fra vandets kant og hele vejen op til Aasted, var omformet til en stor lejr. De høje jordvolde med stejle sider og palisader rejste sig over dem. En vagtpost fik øje på dem, og den hvide fane man havde lavet af Hr. Krabbes sengelinned. Han råbte ind til lejren, der straks begyndte at myldre af liv. Det gibbede i de trætte mænd, da de passerede imellem de første jordbanker, hvorpå bueskytter stod parate på begge sider over dem. De passerede stumme, sammenbidte mænd iført jern-hjelme og harnisk, og en rytter i ringbrynje ventede dem midt inde i den store lejr. Bortset fra den karl der bar fanen, og Hr. Krabbe selv, lod alle mændene deres åbne hænder løfte over hovederne, i tegn på overgivelse.

Således slutter historien om Hr. Krabbe og fæstningen på Sallingholm, hvad der skete med Hr. Krabbe og mændene vides ikke, men fæstningen var virkelig og tiden blev dens fjende. Den fjende der havde belejret dem, var ingen anden end Kong Valdemar, ham der siden fik tilnavnet Atterdag. Han samlede det danske rige efter lang tid pantsættelse til Holstenske og Lübske hertuger – men det var ikke alle, der overgav sig frivilligt. Herremanden på Sallingholm var en af dem udstod en belejring, førend han måtte bøje sig for overmagten.

#Dansk #Sallingholm #Krabbe-slægten #Valdemar Atterdag #Middelalder #Multi-Medie Projekt #Fiktiv tekst #Historie

0 notes

huldrblog · 7 years

Text

MANDEN OG HANS KONE FRA MUDDEERGRØFTEN

Manden og hans kone fra Muddergrøften

Et eventyr af Brødrene Grimm, nyfortolket af Tommy Flugt 2015/17

Der var engang en mand, som boede med sin kone i en muddergrøft tæt ved havet, og han gik hver dag derhen for at fange fisk.

En dag sad han dernede og medede, mens han stirrede og stirrede ned i det blanke vand.

Pludselig gik flåddet til bunds, og da han halede snøren op, så han, at han havde fanget en stor flynder. Den begyndte at tale og sagde til ham: "Du må endelig lade mig leve, kære mand, for jeg er ingen flynder, men en fortryllet politiker. Selv om du slår mig ihjel, vil jeg dog ikke smage dig rigtig. Sæt mig ud i vandet igen." - "Nå, ja," sagde manden, "du behøver ikke at tage sådan på vej. En politiker, der kan tale, ville jeg dog ikke gøre noget." Derpå kastede han den ud igen, og den gik til bunds, og der var en lang stribe blod efter den på vandet. Men manden gik hjem til sin kone i muddergrøften.

"Har du ikke fanget noget," spurgte konen, da han kom hjem. "Nej," svarede han, "jeg fik nok fat i en flynder, men den sagde, at den var en fortryllet politiker, og så lod jeg den svømme igen." - "Har du da ikke bedt den om noget?" spurgte konen. "Hvad i al verden skulle jeg dog bede den om?" spurgte manden forbavset. "Du kunne da gerne have bedt om en lille hytte," sagde konen, "det er slet ikke rart at bo i sådan en muddergrøft, her lugter så ækelt. Gå hen og kald på den og bed om en lille hytte, så får du den nok." - "Hvorfor skulle jeg dog gøre det?" sagde manden. "Gå nu bare derhen," sagde hun, "du har fanget den og givet den lov til at beholde livet, den gør det såmænd nok." Manden havde ikke meget lyst til det, men han ville også nødig gøre sin kone imod, og så gik han da.

Da han kom ned til havet, svulmede det gult og blåt og var slet ikke blankt som før. Han stillede sig imidlertid på bredden og sagde:

"Lille politiker, gode politiker, stig op til mig af havets bund, for min hustru Pia vil meget mere, end jeg vil."

Politikeren kom også op og spurgte: "Hvad vil hun da?" - "Min kone siger, at da jeg dog nu har skænket dig livet, skulle jeg også bede dig om noget. Hun er så ked af at bo i muddergrøften og ville så gerne have en lille hytte." - "Gå du kun hjem," sagde politikeren, "hun sidder allerede i hytten."

Manden gik nu hjem og fandt sin kone siddende på bænken uden for en lille hytte. Hun tog ham i hånden og sagde: "Kom ind, så skal du bare se, hvor pænt her er." Han gik så ind med hende. Der var en rar forstue og en nydelig dagligstue og et lille værelse med to senge. Køkkenet og spisekammeret var hvidt og pænt, og der stod blanke tinkrus og messingkar. Bag ved huset var der en lille gård med høns og ænder og en lille have med grøntsager og frugt. "Er her ikke nydeligt?" spurgte hun. "Jo," svarede han, "nu kan vi rigtignok få det godt. " - "Ja nu kan vi jo se, hvordan det går," sagde konen. Så satte de sig til at spise, og derpå gik de i seng.

Da der var gået en fjorten dages tid sagde konen: "Hør, lille mand, jeg synes alligevel her er alt for lidt plads. Gården og haven er også forfærdelig lille. Politikeren kunne da også gerne have givet os et større hus. Jeg kunne nok have lyst til at bo i et stort slot. Gå hen og bed politikeren om det." - "Herregud, lille kone," sagde manden, "hvad skal vi med det, hytten er jo god nok." - "Du kan da gerne spørge om det," sagde konen. "Nej," svarede han, "nu har den jo givet os huset her. Den kunne gerne blive gal i hovedet, når jeg nu kommer igen." Men konen blev ved at plage ham, og til sidst gik han også, skønt han var meget ked af det.

Da han kom ned til havet var det ikke mere blåt og gult, men helt mørkt og grumset. Der var dog ingen videre bølgegang, og han stillede sig igen på bredden og sagde:

"Lille politiker, gode politiker, stig op til mig af havets bund, for min hustru Pia vil meget mere, end jeg vil."

"Hvad vil hun da nu?" spurgte politikeren og stak hovedet op af vandet. "Hun vil bo i et slot," svarede manden bedrøvet. "Gå du kun hjem," sagde politikeren, "hun sidder allerede i slottet."

Manden gik hjem, og da han kom til det sted, hvor huset havde ligget, så han, at der stod et stort slot. Hans kone stod udenfor på trappen og tog ham i hånden, og han gik med hende ind i slottet. Der var så mange tjenere, der lukkede dørene op og i for dem, væggene var skinnende blanke, der stod forgyldte borde og stole, og på alle gulvene lå der bløde tæpper. Bag ved slottet var der en stor gård med heste- og kostalde, og en dejlig have med blomster og træer. Lidt længere borte lå der en stor skov, og derinde sprang harer og hjorte lystig omkring. "Er her ikke dejligt," spurgte konen. "Jo," sagde manden, "men nu vil vi da også slå os til ro her." - "Lad os først sove på det," sagde konen, og så gik de i seng.

Den næste morgen vågnede konen først og satte sig op i sengen og kiggede ud på det dejlige frugtbare landskab. Manden lå endnu og sov, men på en gang gav hun ham et puf, så han vågnede, og sagde: "Jeg kunne nok have lyst til at herske over hele landet. Gå hen og sig til politikeren, at jeg vil være Formand for Folketinget." - "Det tror jeg slet ikke politikeren vil gå med til," sagde manden. "Gør som jeg siger," sagde hun, "gå hen og sig til politikeren Lille Løkke fra Nyhavn, "og sig at jeg vil være formand." - "Nej, det gør jeg ikke," sagde manden, men han gjorde det alligevel til sidst.

Han gik ned til havet, der var kulsort, og sagde:

"Lille politiker Løkke fra Nyhavn, stig op til mig af havets sorte bund, for min hustru Pia fra Muddergrøften vil være formand for Folketinget."

"Vil hun det," sagde politiker Lille Lars Løkke fra Nyhavn. ”Så må vi lige lave en studehandel med Liberal Alliance. Og hvis Anders Samuelsen får et kødben som formandsskabet i Finansudvalget, så skulle den være hjemme. "Men tror du ægte liberale vil være med til det?” sagde manden bekymret. "Gå du kun hjem, Andersen Samuelsen er kun skabsliberal, så det er allerede sket," sagde politiker Lille Lars Løkke fra Nyhavn og dykkede ned i kanalen igen.

Og da manden kom hjem, var det utænkelige allerede sket. Og det takket være Liberal Alliance, De Konservative, Venstre og Lille Lars Løkke fra Nyhavn, der blot skulle overleve. Og da de alle kom til slottet så de, at det var blevet meget større. Foran stod vagter, og det vrimlede med politi og hemmelige agenter. Der skulle endnu flere til at passe på dem nu, hvor demokratiet var kommet ind på et skråplan. Og de levede i den blåsortgule regering til deres dages ende.

Og hvis du synes, der er noget i vejen med det, så må du hellere berede dig på at ændre tingenes tilstand i dette besynderlige lille land. Men gør det inden det er for sent. Det er fortsat muligt at skifte standpunkt og blive klogere.

0 notes

onboardboringiaswan-blog · 7 years

Text

På besøg i privaten 22/4/2017

Efter atter to dage i søen ankom vi til Tuvalu. Tuvalu er en af verdens mindste lande og er, i modsætning til Fiji, absolut ikke særligt turistpræet og en hvid mand der alene vandre ned af øens eneste vej, er en stor attraktion for de lokale børn. Hovedøen Funafuti er en lang og meget smal atol og har som sagt kun én hovedvej som går fra den ene ende af øen til den anden. Selvom der er nogle små sideveje er det umuligt at fare vild der. På det meste af øen er der ikke mere end 100 meter fra vandkant til vandkant og det højeste punkt er 4,6 meter over havoverfladen. Tuvalu er ifølge klimaforskere højst sandsynligt det første land der forsvinder på grund af forøget vandstand og indbyggerne har allerede søgt om lov til at immigrere til andre lande. Det er desværre ikke det nemmeste for tiden at få et land til at tage imod indvandrere og selvom de fleste af verdens lande har været skyld i klimaforandringerne, var der ikke andre end New Zealand som ville byde folket fra Tuvalu velkommen. Jeg mener nu at vi allesammen har en forpligtelse til at hjælpe og efter at have mødt lokalbefolkningen er jeg også helt sikker på at de ville være hyggelige at have som naboer, men mere om det senere. På grund af truslen fra den globale opvarmning er folket fra Tuvalu meget fokuseret på miljøet. Målet er at Tuvalu er 100% selvforsynet af vedvarende og miljøvenlig energi allerede i 2020 og de er allerede godt i gang med den grønne omstilling. Aldrig har jeg set så mange solceller som jeg så på Funafuti. Folk som tilsyneladende ikke har andet end de mest basale og livsnødvendig ting havde store solceller i baghaven eller på tagene. Det er skønt at se et folk der er så enige om at de vil passe på klimaet som de er i Tuvalu. For dem er den globale opvarmning også til at tage og føle på, da de førnævnte klimaforskere mener at Tuvalu vil stå under vand allerede i 2050. Det vil sige at de børn jeg så løbe rundt og lege på vejen ikke engang får lov til at vise deres fædreland frem for deres børnebørn.

Jeg havde fået tidligt fri og begav mig ud for at udforske Funafuti. Jeg gik ned ad vejen og sugede til mig af visuelle indtryk. Jeg blev mødt af et utal af knallerter og med kun 6000 indbyggere på Funafuti var jeg meget overrasket over det mylder af trafik der var. Langt de fleste kører knallert eller motorcykel og man ser sjældent en bil på vejen. En af det lokale fortalte mig at der i 1990 kun var to biler på hele øen, nu er der måske 100. Stedet så ved første øjekast ud til at være fattigt og med meget dårlige livsvilkår, hvis man sammenlignede det med Danmark. Men Danmark og Tuvalu er lige så forskellige som fugl og fisk og de huse der på ydersiden lignede ruiner var på indersiden et hjem med kærlige forældre og glade børn. Jeg tror absolut ikke at de i Tuvalu ville være misundelige på den danske levevis – tvært imod var jeg meget misundelig på store dele af deres måde at leve på. Nok var de rent økonomisk dårligere stillet end os hjemme i det kolde nord, men når man alligevel ikke rigtigt kan bruge penge på andet end mad og benzin til sin knallert, så er det nok ikke så vigtigt at være velhavende.

På min vej ned af øen stødte jeg på en del tankstationer og man skulle tro at de i Tuvalu havde en stor frygt for at læbe tør for brændstof fordi der var vitterligt ikke mere end 100 meter mellem hver tank. Nu skriver jeg godt nok ”tankstationer”, men det var egentlig mere bare nogle blikskure med to gamle olietønder i. Langs vejen lå der også en del små butikker, kirker, skoler og et par små restauranter, alle med håndmalede skilte. Faktisk lod jeg mærke til at alle skilte var håndmalede, alt fra vejskilte til nummerpladerne på køretøjerne. Min videre færd tog mig forbi banken for at veksle penge, det skulle vise sig at være et større projekt. Jeg begik selvfølgelig den fejl at gå ind af hovedindgangen, der var proppet med mennesker og her stod jeg i kø i ca. 30 minutter før jeg kom til, kun for at få at vide at jeg var gået forkert og skulle gå ud af bygningen om på bagsiden og op ad nogle trapper. Jeg fulgte instruktionerne og gik op på førstesalen. Her stod jeg i kø i yderligere 30 minutter, for at få at vide at jeg skulle om på den anden side af skranken. Jeg gjorde igen som instrueret og røg igen bagerst i køen. Endelig kom jeg til og kunne nu få vekslet mine penge og jeg kunne se en ende på ventetiden – troede jeg. Efter at have ordnet papirarbejdet fik jeg stukket de Fiji dollars jeg ville have vekslet tilbage i hånden og fik besked på at gå tilbage på den side af skranken som jeg tidligere stod ved. Her kunne jeg endelig, efter sammenlagt halvanden times venten, få udbetalt de Tuvalu dollars som jeg stod og manglede.

Med mine nyerhvervede lokale penge kunne jeg købe mig noget koldt at drikke, hvilket jeg virkelig trængte til i den varme, ca. 34 grader, vindstille og fuld sol. Jeg fandt et hotel som serverede kolde drikke og tog mig en velfortjent pause. Her mødte jeg nogle lokale musikere som jeg hurtigt kom i snak med. Jeg spurgte ind til et sted hvor de serverede den lokale stillehavsdrik kava. Kava kan bedst beskrives som værende det modsatte af kaffe. Hvor kaffe serveres varm og er opkvikkende, serveres kava koldt og er beroligende. Kavaen giver en afslappende effekt og gør tungen lidt følelsesløs, det er lovligt i Danmark og alle stillehavsøerne. Den ene af musikerne fik en af sine venner til at køre mig over til hvad jeg troede var en kava bar. Da vi kom frem viste det sig at man selv skulle medbringe kavaen, det havde jeg selvfølgelig ikke lige med og måtte ud og proviantere. Jeg blev kørt et sted hen, hvor den venligste ældre mand kom mig i møde og solgte mig 100g kavapulver for 9 Tuvalu dollars. Jeg tog tilbage til kava baren, som ikke var en bar, men et privat hus med en lille sene i baghaven. Huset var et mødested hvor en flok venner kom hver aften for at spille musik, hygge og drikke kava. Jeg blev budt velkommen af en jævnaldrende mand som tog godt imod mig og viste mig hvordan man blandede min nyerhvervede kava op med vand. Når man laver kava laver man altid en hel skålfuld, omkring 4 liter, det er nemlig et socialt event og det drikkes altid sammen med andre. Der er én der står for at servere det, det foregår på den måde at vedkommende fylder en halv kokosnød med kava og giver den til en person, så drikker man ud og giver kokosnødden tilbage hvorefter det er den næstes tur. Det vil sige at når en drikker kava, drikker alle andre om bordet med.

Som aftenen skred frem stødte flere og flere mennesker til. Hvor der først kun var 3 personer var der til sidst et sted mellem 15 og 20. Vi hyggede og lavede sjov med hinanden og stemningen var festlig. De var alle meget imponeret af og overrasket over at se en hvid man sidde og drikke kava med dem. Det er ikke hver dag at de ser et hvidt menneske og det er så godt som aldrig at de får besøg af en kavadrikkende europæer. En erfaring jeg har gjort mig er at man altid får de bedste oplevelser når man møder folk i øjenhøjde. Det er på den måde at man får det største indblik i folks hverdag, men også den bedste måde at få nye venner på. Det blev jeg igen bekræftet i her. Desværre skulle jeg tidligt op og arbejde dagen derpå og blev nødt til at komme tilbage til skibet. Jeg kunne nemt have tilbragt hele natten sammen med alle de flinke mennesker.

0 notes

stigndree-blog · 7 years

Text

Hvad fanden laver jeg

Jeg kom ind på skolen. Jeg fortalte min far, jeg stillet mig bag ham, lænet mig ned mod hans skulder og sagde, hey far, jeg skal blive keramiker. Han drejede hovedet lidt, han er lidt stiv i nakken, så han kunne ikke rigtig se mig, men han nikkede let. Så gik han tilbage til det billede, han var ved at redigere. Det var et isbjerg, han var for nylig på Grønland. Så zoomet han ind på et andet, det var af en grønlændsk mand der stod forran et andet isbjerg, og min far lurte på, hvad mærke han havde på jakken. Det var Didrikson. Han grinede lidt, syntes det var sjovt, at han fandt et svensk mærke i den karge natur på Grønland. Jeg føler lidt, jeg har det som det isbjerg der. Lidt kold og hård. Ikke på den cool måde.

Jeg begynte at gå ind mod caféen, ind mod min mor. Hvad, nej, har du fået svar? siger min far så. Jeps, svarer jeg. Jeg er kommet ind. Tillykke, sagde han.

Min mor var i fuld gang med forberedelser til aftenens fødselsdagsfest. Hun snurrede rundt, lavede ingenting, og var virkelig stresset. Mathias, råbte hun, hvor er han, jeg forstår ikke hvad han laver - Mathias!! Min anden bror stod oppe i vinduet, bag disken, og spillede musik mens min mor snurrede. Hun vil altid høre noget med et godt beat. Det siger hun dog ikke, hun ved nok ikke, hvad et beat er - men hun vil høre noget hun kan danse til. Jeg kom ind, sagde jeg. Vad snakker du om, svarede hun. Jeg er inde, mor, jeg skal blive keramiker, svarede jeg. En af de to ting, jeg sagde, jeg i hvert fald aldrig skulle blive her i livet.

Hun stopper op for et øjeblik, og ser på mig, som om hun ikke forstår en skid. Hvad siger du, siger hun, og så krammer hun mig. Du skal blive keramiker! Jeps, siger jeg. Shit mand.

Jeg er tilbage i lejligheden. Jeg har lige gået gennem København med en sækkevogn fyldt af dårlig pakkede værktøj og planter. Og et spejl. Rejsen der skulle tage 2h tog pludselig 5, og jeg ved at den altid gør det, det går slet ikke at komme hurtigt hjem fra det sommerhus, tænker jeg, mens jeg sveder og styrer vognen udenom cykler og fodgængere. Luften er dejlig, den er varm men crisp, det er måske endda min yndlingsluft, men jeg kan ikke nyde den fordi den betyder at sommeren snart er over. Jeg føler mig snydt på sommeren, hvornår var den egentlig der? Jeg har det med sommeren, som jeg har det med venner man flyttet væk fra. De få gange man er på det samme sted, tænker man at man skal ses så sindssyg meget. Det gør man jo aldrig. Sådan har jeg det med sommeren. Vi når aldrig at se hinanden, ikke sådan ordentlig i hvert fald. Det er som om den sender mig en sms, nu er jeg i byen, skriver den, lad os mødes til en øl en aften! Fedt mand, svarer jeg, det vil jeg vildt gerne, hvornår har du tid. På den måde bliver det ved, man sender beskeder frem og tilbage, og hvis ikke man er på arbejde, så er man et andet sted. Så sommeren mødes med nogle andre.

Folk der ser mig kunne lige så godt tro jeg er hjemløs. Hvis ikke jeg havde så rent tøj på, skulle jeg godt kunne se ud som en, der har hele sit hjem på den vogn der. Man kan ikke se, hvad jeg har i posen. Spejlet er også dækket med nogle udvaskede lilla håndklæder. Det er sjovt, tænker jeg, at det skulle kunne være mit hjem. Jeg får næsten lyst til at sige til folk, at jeg er på vej hjem. Til mit hjem, jeg har altså et hjem. Posen med værktøj og blomster er ved at falde ned, og jeg bøjer mig for at rette den op. Den er så voldsomt tung, og jeg har lidt ondt i ryggen fra et dårlig spil volleybold for et par dage siden. Det var en ting jeg var god til, før. Jeg var virkelig god til volleybold. Det er jeg så ikke længere. Jeg føler, jeg er ved at blive gammel. Jeg fik ondt i ryggen, lige efter jeg havde haft min 26-års fødselsdag. Nu begynder kroppen at forfalde. Jeg føler mig nostalgisk, og tænker på de dage, kroppen stadig var ung og stærk. Jeg er hjemme lidt før klokken tolv, og da jeg pakker mine ting ud, ser jeg at jeg har glemt to kopper, som jeg ellers gerne ville have med. Satans.

Jeg kan ikke være i min krop, problemet er dog at man hellere ikke kan komme væk. Jeg overvejer mine muligheder, hvordan kommer jeg ud af min krop, hvad gør man, når man vil ud. Jeg tænker over at det siges at man skal embrace sin smerte, når man har virkelig ondt. Man skal tænke på, og fokusere på smerten - så bliver det noget andet end smerte, det bliver til en ting i sig selv. Smerten som fænomen. Så kan man lægge sin tid på at tænke over, hvordan det egentlig føles, og hvis nu man kan sætte ord på det. Den selvstændige smerte. Jeg prøver at trykke lidt på et blåmærke jeg har på mit knæ, men det gør ikke ondt nok. Det gør bare almindeligt ondt, og det er det. Det gør bare lidt ondt. Det er ikke en smerte. Måske kan man dog gøre det samme med kroppen. Hvis nu man går så meget ind i sin krop, at fornemmelsen af den, bliver en ting i sig selv. Så den ikke er mig længere, så vi ikke længere er en enhed, men to. Mig og kroppen. Jeg har brug for et projekt, hvor jeg kan fornemme kroppen.

Dagen efter er jeg på Røverkøb 5 gange. Jeg har booket en gulvslibemaskine. Jeg håber ikke, den er for stor. Jeg spørger hvordan jeg kan få den hjem, du tager den bare i bilen, siger Kamil, den er ikke så stor. Jeg har ikke bil, og hellere ikke kørekort, siger jeg. Det er ikke mulig at bære den? Jeg skal bare lidt længere op ad gaden. Nej, siger han, det bliver for langt. Det er okay, svarer jeg, jeg finder ud af det. Så sætter jeg mig op på cyklen og kører næsten hele vejen hjem, inden jeg husker, at jeg nok skal have et vattenpass. Min mor sagde navnet på den, på norsk den anden dag, og jeg tænker over hvad mon det hedder på dansk. Inde på Røverkøb smiler jeg og siger, jeg skal have et vattenpass. Jeg prøver at forklare for Kamil hvad jeg mener, sætter mine fingerspiserne mod hinanden, underarmene ud til siden, og tipper overkroppen fra side til side, du ved, så jeg borer de huller lige, siger jeg. Ah, siger han, jeg tror jeg ved hvad du mener.

Jeg kører hjem med det vaterpas der, som det tydeligvis hedder på dansk.

Jeg skal få sat en hylde op. Eller, det er i virkeligheden mere en boks, men den skal blive en hylde i mit uduelige lille køkken. Jeg tror jeg bliver nødt til at bonde med min lejlighed, det er utrolig, tænker jeg, at man skal blive nødt til at skulle flytte før man finder ud af at man er glad for stedet man bor. Jeg skal dog ikke flytte for evig, så jeg tænker jeg vil sætte lejligheden i stand på en måde, så jeg kan glæde mig til når jeg er hjemme. De sidste 5 år har jeg boet på en måde, hvor jeg altid har været klar til at flytte. Det har næsten blevet et mål i sig selv at ha så få ting at det få plads i et flyttelads. Jeg har haft et meget platonisk forhold til de lejligheder. Jeg tror dog at jeg bliver her, længe. Så jeg bliver nødt at investere emotionelt i denne bolig - det skal jeg gøre nu. Jeg tror det fungerer lidt som teambudilingaktiviteter, lidt som de åndssvage ting man skal lave sammen med en ny klasse eller endda med familien. Når man lidt forceret skal bygge et forhold til hinanden. Så måske hvis jeg nu arbejder sammen med lejligheden, til trods for at det er mig, der laver det største arbejde, at vi kommer hverandre lidt nærmere. Det håber jeg.

Det tager hundre år, at lave et enkelt hul i min væg. Hvad er den egentlig lavet af? Jeg tror huset er fra 1930. Måske 1940. Hvordan byggede man hus på det tidspunkt? Jeg googler lidt, og finder ikke ud af en skid. Så spørger jeg google, om hvad for en væg jeg har i mit hus. Det går bedre. Jeg finder frem til en artikel med beskrivelser af hvordan det ser ud, når man borer i forskellige vægge. Jeg går ud i mit køkken, og stikker et finger ind i hullet. Støvet er både hvidt og lidt rødt, og jeg går tilbage til computeren. Gips og mur, virker det til. Jeg ringer min far på facetime, men det er svært at filme det støv der. Kan du se hvordan det ser ud, spørger jeg, jeg kan prøve at ta lidt på fingeren. Han kigger dybt ind i telefonen, jeg ser næsten bare hans øje, næsten bare hans briller. Mur siger han, jeg er ret sikker på, det er mur.

Jeg måler med det vaterpas der, men jeg har ikke nogen lineal, så jeg må freestyle da jeg måler boksen. Så har jeg endelig sat mærker op, for de fire huller. Jeg er gennemvåd af sved, og min arm er ved at falde i søvn. Jeg kommer hele tiden til at bore skævt, og jeg får støv på min kontaktlinse. Fandens. Jeg sætter mig ned på den boks, jeg skal få sat op på væggen. Med hagen i hænderne ringer jeg på nyt til min far. Det går for sygt langsomt, siger jeg. Hvad borer du med så, spørger han. Jeg filmer boremaskinen, og han siger at det ikke er så mærkelig. Hvorfor det, spørger jeg. Du skal have et betonbor, det der, vil komme til at tage hundrede år.

Jeg cykler ned til røverkøb igen. Jeg skal have et betonbor, forklarer jeg for Kamil. Jeg har en plug med, siger jeg, og roder i lommen for at finde den brune plug. Jeg mister den på gulvet, da jeg skal give den til ham, og vi begge bøjer os ned, så vi er ved at slå vore hoveder sammen. Jeg er varm og træt, og griner lidt, men det gør Kamil ikke.

Det står ikke, hvad for en størrelse det er, siger han. Siger 28 dig noget, spørger jeg. Jeg tror nemlig, det stod et eller andet med 28 på boksen de lå i. Han går på jagt efter det rigtige bor.

Da jeg betaler, joker jeg om at jeg har været her tre gange allerede idag. Du kan nå flere, svarer Kamil, vi lukker først klokken seks. Nå, nu tror jeg nok jeg har, det jeg skal have, svarer jeg og vinker farvel.

Jeg når ikke så langt, før jeg finder ud af, jeg skal have en Converter til den boremaskine der.

Hej igen, siger jeg, og Kamil griner.

Jeg lærer min lejlighed at kende, tænker jeg, mens jeg sveder i køkkenet. Jeg har taget sort tøj på, desværre, og det fine støv der kommer ud af væggen hvor jeg borer, lægger sig som sne på mine arme og ben. Jeg prøver dumt nok, at børste det af mig, men det ender bare med at blive hvide plamager, og jeg tænker, jeg burde have brugt støvsugeren. I hvert fald går det nu hurtigere, at bore de hul.

Jeg har målt forkert. Jeg har ikke noget lineal, og var ret overbevidst om, at det var en god idé, at bare lave nogle markeringer på noget andet langt og ret, for så at føre disse markeringer over på væggen. Det var det ikke. Boksen passer ikke, med de plug jeg har boret ind i væggen.

Jeg overvejer at græde lidt, men jeg tager mig sammen.

Med lidt vold og gennem at placere skruerne så langt ud i siderne som mulig, lykkes det mig at banke boksen ind på sin plads, jeg er i stunden så fantastisk glad for min hammere. Jeg kan næsten ikke komme til at bore inde i boksen, men efter yderligere et kvarter, sidder den på væggen. Hvem ved, hvor længe den sidder der. Det bliver spændende at se. Hvis ikke andet, vil jeg så også finde ud af, hvordan man bedst lapper sammen den skidevæg.

Jeg vågner kl 08, det er tidlig, føler jeg, og har mest lyst til at falde i søvn igen. Solen skinner, børnene på skolen råber, som de altid gør - har børn altid råbt så meget, tænker jeg, og sætter mig op på sengekanten. Jeg hiver det sorte tøj på fra igår, det er allerede beskidt, så jeg kan lige så godt blive ved - og cykler mod Røverkøb. På vejen ringer min chef, han vil snakke med mig om hvad jeg har for planer i fremtiden. Jeg kan ikke finde ud af begrebet fremtid, jeg får stress, bare af at høre det, lad dog være at snakke om fremtid - det handler jo ikke om 20 år tænker jeg, men siger, at jeg gerne mødes med ham for en snak. Så jeg drejer til højere istedet for venstre, cykler hen mod arbejdet istedet for Røverkøb. Mit baghjul har begyndt at vovble, jeg ved ikke, hvad der er sket, men det kom efter at nogen også stjal min baglygte. Måske sparkede de lidt på cyklen, mens de allerede var igang, jeg kan nemlig ikke huske, den har været sådan her før. Jeg burde ringe Kamil, og sige at jeg bliver sen, tænker jeg lige før, jeg glemmer det igen.

Jeg får lov at beholde mig arbejde. Jeg er på arbejde i 10 minutter, vi kunne lige så godt have taget det over telefonen, tænker jeg, men så var det nok alligevel godt, at tage det, man-to-man. Min chef mumler lidt i skægget, han siger, de gerne vil beholde mig, og jeg svarer jeg også gerne vil blive. Det er det, vi siger, og da jeg går derfra, lurer jeg på, om ikke vi skulle have lavet noget mere officielt ud af det.

Da jeg kommer ind i Røverkøb, ser Kamil bebrejdende på mig, du kommer for sent, siger han. For helvede, jeg skulle jo ringe Kamil, tænker jeg, og siger, det må du virkelig undskylde! Han slår en kuglepen mod disken, laver en lyd med munden, som om han stille og rolig kaldet på en hest, mens han tænker på, hvad han skal gøre med det hele. Jeg smiler og tørrer sveden af panden, og forklarer at jeg havde blevet ringet op af min chef. Hmm siger Kamil, og rynker sine øjenbryn. Han pressede læberne sammen, lod munden gå fra venstre til højre side, og så meget alvorlig ud. Hmm siger han igen. Jeg kan måske pakke sammen en ny til dig. Det ville være fantastisk, svarer jeg, og smiler så stort jeg kan.

Kamil forsvinder ind i et baglokale, og det lyder som om, han er ved at rive stedet ned. Jeg skal bare prøve og se, om de virker som de skal, råber han gennem larmet. Jeg gider ikke svare, han vil alligevel ikke høre hvad jeg siger, så jeg kigger på væggen med plug, fuck hvor findes det mange slags, har jeg mon brug for nogle flere, tænker jeg, når Kamil pustende kommer kørende med et monster af en maskine. Nå, tænker jeg, jeg betaler jo hellere ikke så meget for at leje den… Han kommer med en mere, til kanterne, siger han. De er dækkede i støv, og jeg spørger hvis han ved, om man kan bestille en taxa der er ok med, at ha nogle beskidte kæmpe maskiner i bilen. Hvis ikke skal de bare lukke sin røv, siger Kamil, de får jo for fanden penge for det. Jeg vil sige at sådan fungerer det jo ikke altid i virkeligheden, folk kan jo blive sure alligevel, men istedet siger jeg fint nok, jeg prøver. Udover de to gamle monstre som står ved siden af mig, skal jeg have en kæmpe værktøjskasse med, fyldt af alskens ting jeg overhovedet ikke vidste, jeg skulle få brug for. Men det giver mening, når Kamil hurtigt gennemgår hvert og et af instrumenterne, og jeg nikker og betaler, men jeg tænker, hvad fanden har jeg gang i.

Hejsa, jeg hedder Zaratea og vil gerne bestille en taxa hvor jeg kan have to slibemaskiner med. Til gulv. De er store. Skal det være en stationcar, siger pigen i telefonen der nok hader kunder lige så meget som jeg gør, indimellem, for hun er i hvert fald ikke fan af at tale med mig. Uha, det ved jeg ikke rigtig, jeg er mest interesseret i en bil, der kan tåle noget snavs og sådan noget. Jeg sender en stationcar, siger hun, og lægger på røret.

Tak.

Bilen kommer, taxachaufføren har ondt i ryggen, og kan ikke hjælpe mig at bære de maskiner fra helvede som jeg nu har blandet mig med. Ondt i ryggen, eller ondt i røven, tænker jeg, mens jeg løfter den første. Det føles som om, mine fingre skal klippes af, der hvor maskinens metalplade skærer ind. Jeg læner den mod mit lår, mens jeg stille og rolig forflytter kroppen mod taxaen. Et skridt ad gangen. Jeg kommer til at slå maskinen mod mit skinneben hver gang jeg løfter modsat fod, Jävlar i helvete, siger jeg, er du svensker, siger taxachaufføren. I bilen overvejer jeg hvor mange nye blåmerker jeg nu har skaffet mig, og han skruer op for musikken, for ikke at behøve tale med mig.

Jeg er gennemvåd af sved. Jeg sveder nemt, min far siger, jeg skal være glad for det, det betyder at du har en sund krop, men jeg ved nu ikke hvor glad jeg er. Maskinerne står lige indefor døren, min første tanke er, at det var nok arbejde for idag, men rummet er renset, det er lækkert tomt, og jeg er spændt på, hvordan de maskiner der virker, hvorvidt jeg kan finde ud af, at styre dem.

Jeg ringer til min far på facetime. Jeg ringer faktisk egentlig til min mor, hun er familiens kommunikationscentral, alting går via hende, og hun klager over det indimellem, men jeg tror også hun kan lide, at være behøvet. Hun retter kameraet mod min far, han kører bil, og han kigger fokuseret ud på vejen foran sig. Jeg forklarer at jeg har maskinerne, og desuden vildt meget adrenalin, jeg er nervøs og jeg tænker over alle ting, der kan gå galt. Hvad skal jeg ikke gøre, siger jeg, og min far kaster et hurtigt blik ned på skærmen. Det er sådan en som jeg kørte med da vi boede i Norge, siger han. De er nemme at arbejde med. Jeg burde føle mig tryg i det, men så tænker jeg på, at det var 100 år siden, og bliver nervøs igen. Jeg sætter mobilen på en skammel og læner den op ad en rulle med slibepapir. Kan i godt se hvad jeg laver, spørger jeg, og de svarer i en mund. Jeg har ikke nogen skruetrækker der passer til maskinen, den går bare rundt i skruen der skal løsnes, og jeg siger til dem, jeg allerede har stødt på problemer. Jeg lykkes så, at løsne den, med hjælp af en boremaskine.

Jeg ryster så forfærdeligt i mine hænder, at jeg bliver nødt til at drikke et glas vin. Jeg har prøvet at starte den store maskine, men har endnu ikke turet at køre den hen over gulvet.

Vinen smager dårlig, den kostede hellere ikke specielt mange penge.

Med nyt mod går jeg tilbage ind i det tomme værelse. Lyden er hul herinde, der er ingenting som stopper den. Jeg tænker undskyld, til mine naboer, og så starter jeg den gamle maskine på nyt. Den er fandens hurtig. Kamil sagde, jeg skulle starte med et fint slibepapir, så jeg ikke gravede et hul i gulvet. Det er jeg glad for, jeg gjorde. Jeg når knap nok at få maskinen ned på gulvet, før den har røget ind i væggen på den anden side. Mine hænder ryster stadig voldsomt, og jeg holder så hårdt om håndtaget på maskinen, at mine knogler bliver hvide, jeg er overrasket over, at de kunne blive mere hvide. Efter 5 minutter føler jeg mig selvsikker, og klar på, at gå igang.

Far, siger jeg, jeg tror jeg har ødelagt maskinen. Jeg kigger igen på hans profil gennem min mors facetime. Det er umulig, svarer han, det er en arbejdshest det der, den kan du ikke ødelægge så nemt. Jeg ved ikke, hvad der skete, siger jeg, men den lavede en sindssyg lyd, og så fløj flækket slibepapir hen over hele værelset. Så var det nok bare det, det lyder også rigtig voldsomt, når sådan noget går i stykker, svarer far.

Jeg kører maskinen ud i gangen, og piller den fra hinanden, så meget jeg kan, parterer den, så den på ingen måder kan startes, eller kortsluttes eller hvad fanden den nu kunne finde på at gøre.

Min veninde banker på døren, og jeg klatrer over de forskellige maskinedele for at åbne for hende. Hvad fanden laver du, griner hun, og klatrer ind i lejligheden. Jeg har angst, svarer jeg, så jeg havde brug for et konkret projekt. Nå, det giver også god mening, siger hun, og lægger sin taske på en stol. Kunne du tænke dig noget vin? Jeg har måske lige ødelagt den fucker her over, siger jeg, og peger på liget af maskinen jeg nåede at bruge, i ca 10 minutter. Stensikkert, svarer hun, og griner mens hun samler håret i en hestehale.

Jeg går til køleskabet, finder vinen frem, og har store problemer med at forflytte mig, da ledningen jeg har draget igennem alle mine trøjer stadig sidder i stikket. Rundt om halsen har jeg de beskyttelse-briller igenduggede af støv fra gulvet. Du ser ud som en cyborg, siger hun, hvad sker det for alt gear, men jeg kan fandeme også godt lide det. Hvor er det fedt, du gør det selv, siger hun, og jeg tænker at det måske vil ende med at være det dummeste projekt jeg nogensinde er gået igang med. Ej, jeg mødte den vildeste fyr på vejen her over, fortæller hun, jeg var lige lidt lost og fandt en ensom mand der sad udenfor et sted der hedder Mamma Mia, som jeg tænkte jeg ville spørge. Uha, siger jeg, man skal lige passe på med Mamma Mia, det nogle mærkelige typer, der hænger ud der. Jamen han var skidesød, fortsætter hun, jeg siger hejsa, hvad, ved du hvor skoleholdervej ligger, ja, for fanden, sagde han, det bare ned ad vejen her, hvaså, skal du til skolen, nah, jeg skal besøge en veninde, der bor her over. Nåå, svarer han så, jamen hvis du har brug for et sted at bo, kan du jo bo hjemme hos mig, ahh du, tak for tilbudet, siger hun, hvis ikke det fungerer med min veninde, så kommer jeg tilbage og finder dig, hun smiler stort og blinker. Nåå, nej nej, det var nu også mest menet som en joke, svarer han så, mens han skruer lidt på sig i stolen, og kigger nervøst på min veninde. Nåå, nu har du jo ellers tilbudt, siger hun, og blinker igen, og han smiler ikke længere, når hun går videre. Vi griner. Du finder sgu altid de mærkeligste typer, siger jeg. Men nu kommer det bedste, siger hun, griner, og slår sig over låret mens hun fortæller videre. Jeg var nået måske 20 meter væk, da han, stadig helt alene, læner sig frem i stolen og råber, til ingen, til fuglene, ud over søen; BÆVER.

Vi drikker en flaske vin, det går hurtigt, og vi når at starte på næste indenfor kort tid. Den er bedre, men det er så meget støv i luften, at det føles som der er blevet lagt et filter i luftrørene, som at den luft ikke rigtig kan komme igennem. Der ligger en hinde af støv over vinen, i vores glass.

Jeg spørger hvis hun ville være okay med at flytte ind i slibe-værelset, jeg føler jeg gerne vil prøve maskinerne, mens der er nogen i lejligheden. Jeg er bange for, jeg vil komme til at skade mig selv på dem. Til trods for, alle de youtube-klip jeg har set, om hvordan man sliber gulve. Vi når ikke at slibe sammen, hun sidder på en stol ved det åbne vindue, og drikker vin, og jeg sætter mig hen til hende. Vi snakker lidt om, det med kommunikation. At kommunicere med folk, der er svære at kommunicere med. Solen skinner ind gennem vinduet, skinner på os, og det er en dejlig, rolig stund.

Når jeg lukker døren efter hende, er jeg varm i kroppen af vinen. Jeg er afslappet, afdæmpet. Jeg overvejer hvilken sindstilstand der er værst, mest farlig, for mig selv. At ryste af adrenalin, eller at være afslappet af alkohol. Utallige gange har jeg læst, at man ikke må bruge maskinen påvirket af noget som helst, ikke en gang af søvn, den er så lang, den brugsanvisning, og jeg kommer til konklusionen at det jeg mister i fokus, vinder jeg i ro.

Jeg arbejder frem og tilbage over gulvet med kantsliberen, min næse er teppet af støv, og jeg begynder at få krampe i mine ben. Jeg har stået og gået med bøjet ryg nu i et par timer, og føler det er tid for en pause. Jeg retter mig meget langsomt op til stående stilling, kroppen opfører sig som om den har glemt, hvordan man gør det, og med maskinen i hånden, fordi jeg vil jo ikke grave et hul i gulvet, slukker jeg for den.

Den slukker ikke. Knappen virker ikke.

Jeg får panik, jeg oplever at alle mine muskler på samme tid giver op, og jeg føler ikke at jeg kan stå op i et sekund mere. Jeg kan umulig slukke for maskinen, mens jeg holder i den, og prøver at læne den ned mod gulvet for så at få en hånd fri, til at hive stikket ud med. Den lugter af brændt elektricitet, den lugter som de bile der havde kørt for længe på bilbaner man havde når man var lille, hvordan var det nogensin sjovt, det skete jo aldrig noget nyt. Maskinen hugger fat i gulvet, danser i cirkler videre mod væggen, og jeg når ikke, at hive stikket ud, inden den har klaret det selv.

Jeg hader alt.

Facetime. De sidder på en café på vejen. Min far har fået kaffe, og hans hår står ret op. Nu har vi bare halvandet døgn tilbage, siger min mor. Far, maskinen slukker ikke, når jeg slukker for den. Hvordan fuck har jeg lykkes med at ødelægge yderligere en maskine, spørger jeg. Måske skal den bare hvile lidt, siger han fraværende, mens han spiser en kanelbulle. Jeg ser frygtelig ud på skærmen. Håret ligger klistret mod panden, og de gennemsigtige beskyttelsebriller som sidder på min næse, er helt dugget til. Mundvigene hænger sørgeligt nedad. Jeg har lyst til at give op. Kom nu far, hvad skal jeg gøre, den lugter af brændt elektricitet. Det er altså ikke dig, siger han. Men du kommer fra en dårlig familie, vi har altid uheld med maskiner. Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge den informationen til, og jeg tænker at de ikke er nok engagerede i min krise. De forstår ikke, vidden af krisen.

Jeg skal have en stationcar, for at fragte to maskiner. Gulvslibemaskiner, siger jeg. Jeg er forpustet, det var endnu værre at få dem ned ad trappen, end op. Jeg står ude i haven, og gider ikke. Vi sender en bil til dig, god dag, siger pigen, som er lidt bedre

Jeg finder en gammel fribillet i lommen på min jakke. Det er til den blå planet, og jeg tænker, at jeg skal til en anden planet. Det er koldt i lejligheden, og sådan næsten lige så koldt, i mit sind. Jeg har lige skrevet under kontrakten til et værelse på 31m2. I Nexø.

0 notes