#jazzlegends | Explore Tumblr Posts and Blogs

kulturformidlet · 6 months

Text

Graden af gensidighed

Denne artikel blev oprindeligt publiceret i Jazz Special Tekst: Gudrun Hagen Foto: Kresten Hillerup

Kasper Tranberg – anerkendt trompetist, kornettist, komponist, underviser, radiovært med videre – fortæller om relationen mellem ord og lyd i sin musik. Som en inkarneret figur i dansk jazz, og blandt de efterspurgte musikere at arbejde sammen med herhjemme, er krydsfeltet mellem jazz og poesi igennem en årrække og ved en lang række samarbejder blevet udforsket, vendt og drejet i forskellige former. Men hvad er det med de digte? Og hvad kan de i kombination med improviseret jazz?

Kasper Tranberg tager imod på sit kontor ude på Rytmisk Musikkonservatorium.

―Huler skal man bygge, griner han, da han ser mig kigge rundt på de mange klenodier overalt i rummet. På væggene hænger der billeder af jazzlegender side om side med private foto fra diverse live-optrædener. CDer står i rækker og bunker omkring stereoanlægget, og på sofabordet er der fyldt med bøger.

―Nogle ligger der fast, andre bliver skiftet ud, og det er alt muligt blandet, fortæller Kasper beredvilligt, da han ser mig kigge nysgerrigt på bunkerne. Pia Juuls Sagde jeg, siger jeg-digte ligger øverst i en af dem.

―Jeg er her jo hele tiden faktisk. Hvis ikke jeg er på turné, så er jeg her. Det er mit arbejdsliv, så det er virkelig fedt og vigtigt at føle sig hjemme.

Historiefortælling og poesi

―De her ord føler du dig tydeligvis også hjemme i. Hvornår og hvordan kom du i gang med poesien?

―Det er fortællingen, der interesserer mig. Jeg har ligget under mine forældres køkkenbord, siden jeg var ganske ung, og omkring det har der siddet digtere, kunstnere, løgnere og ballademagere. Du ved, postmanden, lidt halvfuld onsdag klokken 16 – alt det der er jeg vokset op med. Jeg er flasket op på historiefortælling. Det har bare været omkring mig. Jeg er ikke litterær i den forstand. Jeg er fascineret af den verden, og sådan har jeg det også med klassisk musik for øvrigt. Jeg ved godt, hvad perioderne [de kunsthistoriske] hedder, men jeg kan ikke høre forskel på den og den komponist. Jeg har selvfølgelig nogle yndlingskomponister som Toru Takemitsu.

Kasper gør stemmen blid og viser det italienske prima-tegn med pege- og tommelfinger mod hinanden, for at indikere, hvilken høj kvalitet, vi taler om.

―Jeg er jo Japan-tosset, og med ham går jeg i dybden. Og det har jeg også gjort med poesien ud fra den improviserende musikers fundament. Da jeg som ganske ung mand for første gang hørte jazz og poesi med Peter Poulsen og Jens Søndergaard, du ved; Toooftegårds plads. Kasper synger hæst og drevent for at illustrere.

―Mega godt ikke’ griner han og fortsætter,

―Eller John Tchicai som midt i en solo fremsiger digte og bringer musikken og stemningen i rummet, og hele viben et andet sted hen. Du kan jo ændre det hele sådan her med ord! Kasper knipser.

―Så det er dér, jeg kommer fra med de ord. Inden for jazzen og den improviserede musik.

―Så det er et spørgsmål om stemning og stemningsskift?

―Ja. Og det har jeg også brugt i min musik, og gør det stadigvæk. Og de improvisatorer, som arbejder med ord, gør det samme. Der er jo også et budskab i fortællingen, i ordene, i digtet, i tekstmassen. Jeg har kammerater, som er digtere og arbejder med alle mulige former. Jeg har altid interesseret mig mest for den helt korte form. De få ord. Og ikke det sådan mere rablende. Måske lige med undtagelse af Cecil Taylor, som arbejder med mange ord og mange toner, altså en helt overvældende densitet. Det er sådan et godstog med ord, der kommer flyvende og kører en ned. Så sidder man der, kørt over, og tænker hvad skete der?

―Men ellers er det for mig mere noget med, hvor meget man kan få ud af hvor lidt. Altså det koncise udtryk. Det synes jeg er interessant.

―Hvornår bliver det interessant? Hvad er det, der gør de her ord og de her stemningsskift, man kan lave med dem, interessante?

―Jeg kan generelt godt li’ poetiske musikere. I mit nye orkester – The Future Ancestors – har vi arbejdet meget med metaforer. Der er ikke et nodepapir i miles omkreds. Der er kun lyd og metaforer, når vi arbejder med musikken. Og musik kan helt grundlæggende beskrives som et poetisk udtryk. Og jazzens store poeter har virkelig optaget mig meget. Det kommer i lidt forskellige udtryk. Om det er Thelonious Monk, eller pianisten Bill Evans – de er begge store poeter for mig. Derer selvfølgelig også noget med den syngende kvalitet af mit instrument, trompeten, som altid har optaget mig. Det vokale, det sangbare, det poetiske i den lyd. Miles Davis ligger lige for, eller min anden store helt, Timofei Dokschitzer, som også har den der poetiske, syngende kvalitet i trompetens klang.

Det vi kan dele sammen

―Hvornår bliver det så til ord? Hvornår er det poetiske i musikken ikke nok?

―Det ved jeg ikke, om jeg kan svare helt klart på. Kasper tænker lidt.

―Men der er en anden ting også: Det provokerende eller det overraskende i det. John Tchicai havde et digt i retning af: ”I want a big orgasm, said the litttle man.” Det kan også noget. Det er dragende. I min musik arbejder jeg ellers ikke med den erigerede langemand. I mit udtryk igennem årene har jeg altid ledt efter det, vi kan dele sammen. Der er ikke noget oprør i mine værker, plader eller måder at være på. Selvfølgelig har man været ungdomskæk, men som kerne handler mit bidrag om levels of mutuality. Altså hvilken grad af gensidighed, vi kan finde. Hvad er det gensidige, som musikken kan rumme? Det interesserer mig, og det er dét, jeg er bedst til. Og der er ordene en bro, der er virkelig fed. For de kan være præcise, konkrete, og især kan de være utrolig billedskabende hos modtageren.

―Jeg har spillet med pianisten Jacob Anderskov i 25 år, og han har igennem alle årene arbejdet med den danske sangskat. Det har jeg altid set lidt fra sidelinjen, men i det nye år kommer der en plade, som Jacob har lavet med danske sange, hvor to vokalister synger, og vi improviserer. Vi kaster et forholdsvis nyt lys på, hvordan man kan dele en sang, der kan stå i Højskolesangbogen. Og det har været rigtig fedt at ændre det oprindelige udtryk. At sige: Vi elsker denne sang men ud med første vers, lad os begynde med vers fire og bagefter spiller vi vers syv, og så er det det, griner Kasper og slår animeret ud med armene.

―Det er noget med at skabe en forbindelse imellem lytteren, og dem som spiller, men også at skabe nogle illusioner om, hvad en sang, og hvad budskabet i en sang, skal kunne. Vi har gjort det meget live. Vi har spillet med brandmandskor, og vi har spillet i sangforeninger og alt muligt. Vi improviserer, og så dukker sangene op. Og ordene dukker op i folks hoved med det samme, når man nærmer sig en sang, de kender. Live har vi prøvet at aftale med publikum at de skulle synge med, når vi gav tegn – sådan en alternativ form for fællessang – men det kom aldrig til at fungere. Publikum er konsekvent foran. De hører lidt af melodien, og så begynder de bare at synge, og som musiker er det sådan lidt: ”Hallo, vi skal også være med.” Ordet tilsat en melodi er simpelthen en diamant, der skinner hver gang.

Agurkesalat

―Et andet virkeligt sjovt projekt er Vi sidder bare her med Jørgen Leth, Mikael Simpson og Frithiof Toksvig. Jørgen er jo enormt jazzet. Jeg har spillet live med dem og er med på de første plader, og Jørgen skulle ikke have nogen cues. Timing havde han styr på. Det skulle han nok selv ordne. Han er improvisator i hjertet og elsker at være på scenen. Så i det band har min rolle været instrumentalisten, som farver rummet, der opstår mellem musikken og Jørgens testbidder. Og hvad gør man så, når det handler om agurkesalat – sådan en klagesang om agurkesalat, og skal spille noget der passer til? Kasper smiler bredt ved tanken.

―Det er pissesjovt. De fedeste er C.V. Jørgensen, Lars H.U.G., Nikolaj Nørlund, eller Hanne Boel, som også har den der direkte kommunikation i ordet. Jeg har gjort det med alle mulige, og nogle i den del af musikken er mere digtere end andre. Kasper smiler lumsk og stiller selv næste spørgsmål:

―For er der forskel på en digter og en sangskriver? Måske.

At Lytte og respondere

―Hvad skal være til stede i musikken og poesien, for at det hele går op i en højere enhed?

―Vi har alle en god ven, som bare taler hele tiden. Og ens opfattelsesapparat lukker ned. Der er ikke det vakuum, hvor forståelsen får rum, og hvor der kan opstå en form for dialog. Det er også i en vis forstand en form for timing, når man forstår at sige noget og nogle gange må man vente 10, 20, 40 sekunder, før den anden person har tænkt sig om, og kan respondere. Det er improvisation. Det er dialogen, det hele drejer sig om. Den umiddelbare og den reflekterede. Om det så er musik, et interview eller hvad som helst. Lige nu er der en real time-forhandling. Hvem siger hvad, hvornår? Hvad skal det handle om? Hvem bliver træt først? Det er det, vi som musikere egentlig gerne vil perfektionere. At lytte og respondere.Ord og musik lever godt sammen i improvisation. Det skal ikke tages så højtideligt. Det er ikke en formel øvelse. Det hele handler om relevans. Ordene kan være lige så meget loose guns, som jazzen kan. Det kender vi fra beat-generationen, punken, alle mulige. Sådan en som Pia Juul er også flabet på sin måde. Man bliver helt omsluttet af hendes ord. Det er sjovt, dybsindigt, drømmende, beskrivende, pirrende og … vedkommende! Ja, det er et godt ord. Noget, der har rigtig høj relevans, kan jo godt være skideskægt. Og weird, fjollet og alt muligt. Samtidig med at det er dødsens alvorligt.

Når samspillet mellem ord og musik virker bedst, så åbner to døre. Første dør åbner til en fundamental fælles forståelse af, hvad det vil sige at være i det her rum nu, eller at være menneske. Den anden dør åbner til en fuldstændig individuel fortolkning af, hvad det her drejer sig om. Og det er måske dét, den gode digter kan. Den gode poet, som spiller klarinet, så følelserne reagerer. Der kommer gåsehud, eller vi bliver megaglade. Det kan vi alle sammen mærke. Umiddelbart. Men lige så mange lyttere der er, lige så mange drømmebilleder, opfattelser og oplevelser vil der være. For mig handler det om at komme frem til at have noget på hjerte. En stærk intention. Og at have noget i en fortælling, der måske fremstår ret uhøjtideligt, underligt eller måske skaber forundring. Det tiltaler mig. Som musiker vil man også gerne have det swinger. Det skal sgu være funky, ellers er det ikke så sjovt for mig i hvert fald.

―Er det dialogen og samarbejdet i dette møde mellem musik og ord, der er det sjove?

―Ja, blandt andet. Folk vil gerne have mig med, fordi jeg er god til at være i et band. Jeg er blevet 52, så jeg er erfaren. Du kan finde trompetister, som spiller bedre end mig, er federe til at læse noder og kan spille højere og hurtigere og alt muligt. Men det er svært at finde nogen, som kan forstå og gå ind i en proces, løfte den og være megabegejstret og være så god til at sætte sig i projektejerens sted. Det er dét, jeg har levet af i mange år. Det er sjovt at være den deltagende brik – en bifigur – og derfor er jeg også pissegod til det. Selv med mine egne ting er jeg drevet af samarbejdet. Drevet af oplevelser eller mennesker. Mit forrige album var en solotrompet-plade, og der er man ret meget alene, men det nægter jeg. Så jeg rakte ud til Mike Højgaard, og vi lavede filmen Suite Dilation [tilgængelig på filmstriben]. Der havde jeg lige fået Ben Webster-prisen, og det er jo en retning af jazzen, der ikke er så avantgardistisk, men jazzen favner det hele. Lige fra Aristocats-swing til et abstrakt Kresten Osgood-beat. Det er bare at følge med. Pulsen i musik og i poesi, det er stemning og fortælling. Man bliver taget med på forskellige måder. Når man som musiker får en helt eller heltinde, bliver det en livskammerat. Når jeg for eksempel hører Don Cherry eller Ben Webster, så er det nogle, jeg har haft med mig, og som jeg vil have med mig, til jeg går i graven. Det er dybt ad helvede til, og det er virkelig fedt. Og nogle gange bliver det til et digt.

―Det ”sjove” er også i høj grad smittende originalitet og kreativitet fra andre, der kan sætte noget i gang. Igennem mange år har jeg for eksempel været tæt på TS Høegs virke og værker. Thorstens output er af svimlende karakter og inspirerende! Drivkraften i hans poetiske og litterære visioner har betydet meget for mig og mange i min generation, og nu også i den generation, der er kommet efter, fordi han, ligesom Hugo Rasmussen gjorde, ofte omgiver sig med yngre kræfter og skaber forbindelser på tværs af alder, æstetik og udtryk. Det er en af kernerne i musikalske fællesskaber, og det er jeg stor tilhænger af.

Megen mening i kondenseret form

―Hvorfor har du aldrig udgivet en lyrikplade i eget navn?

―Jeg skal finde måden at gøre det på. Kasper ser tænksom ud og lader stilheden fylde.

―Jeg har kun skrevet et par håndfulde digte eller tekstbidder, som jeg synes fungerer godt i musikalsk sammenhæng. Jeg bruger dem, når jeg spiller solotrompet, eller jeg bruger dem i improvisations-sammenhænge. Det lyrikbårne værk nærmer jeg mig rigtig langsomt, men jeg ved at det bliver med en blanding af mine og andres tekster. Nok andre improviserende musikeres tekster. Jeg har hørt gode statements live, som jeg har transskriberet – de findes slet ikke på tekst. Og så måske nogle omskrivninger af for eksempel Santoka Taneda, en free-haiku-poet af guds nåde, som jeg elsker. Kasper bladrer entusiastisk rundt i en af sine bøger, der ligger øverst i en af bunkerne på sofabordet foran os.

―At få megen mening ud i kondenseret form, det interesserer mig også på trompeten. Det går virkelig hånd i hånd med Haiku. Den måde at spille den rigtige tone på det rigtige tidspunkt. Det er måske den største udfordring.

―Hvad har du af kommende ordrige projekter?

―Der kommer en solo-trompetplade, hvor de her digte bliver optaget. Måske jeg spiller klaver på noget af det, men der kommer et poesiværk, jeg håber vil tilføre lytteren og mig andre ruter og muligheder i det, vi skal dele sammen. At jeg kan møde mig selv og lytteren på en anden måde, når ordene er der. … Det er en måde at få mig selv ud på gyngende grund.

―Nogle musikgrene har en afviklende karakter – det kan findes i al kunst – så kan det blive en ting. Mit håb er at dette projekt bliver udviklende. Jeg overvejer, hvordan jeg skal angribe den udgivelse. De tekster skal i hvert fald ud og have et liv nu, hvor de dokumenteres i et sammenhængende værk, for nu har de været der rigtig længe. Så kan jeg komme videre. Det er der behov for. Nogle af de tekstbidder har jo levet med mig i årevis.

―Og så har jeg et stort igangværende forskningsprojekt her på skolen, hvor jeg forsker i melodik og forsøger at afsøge nye tilgange til at bruge melodik som improviserende musiker. Også i forhold til den musikpædagogiske dimension af at arbejde med melodik i improvisation. Når det er færdigt om halvandet år, vil jeg arbejde på en sang-plade, som vi har snuset til. Jeg spillede en koncert på Hotel Cecil i maj måned med mit nye orkester, The Future Ancestors – mit elektriske band – hvor Mikael Simpson og Lucky Lo kom og sang et par sange hver.

―Hvad handler det repertoire og udtryk om?

― Live your life like a future ancestor. Kasper dvæler lidt.

―Hvad har efterlivet og livet tilfælles? Hvad er det for en type ancestor, man selv bliver? De spørgsmål bor inde i nogle sange, nogle hymner – både europæiske, amerikanske og afrikanske og alt muligt. Det er en helt ny undersøgelse. Det er de to orddrevne projekter, jeg har på vej.

Kærligheden til det orddrevne

―Jeg har et nogenlunde sprog til at beskrive musik, men det er svært for mig at beskrive poesi. Der er jeg lidt på udebane. Men det rører noget i mig. Jeg læner mig nok ind i improvisatorens brug af ord. Når noget optager mig, så kan jeg godt blive der længe og vende og dreje det. Jeg læser mange fagbøger om musik og portrætter af musikere. Så faglitteratur fylder en del, og jeg skriver også, hvis jeg giver Master Classes eller har oplæg her på skolen, så skriver jeg typisk reflekterende essays. Jeg har klart en kærlighed til at beskrive en proces, eller hvad jeg tænker om ting. Jeg skriver også breve til folk, det kan jeg godt li’. Men man bliver respektfuld. Det er et krævende område. Så jeg gør mig umage med ikke at fremstå som et litterært menneske. Jeg vil til gengæld gerne have at det fremstår som en dimension af min musikalitet og en dimension af min måde at være sammen med mennesker på. Jeg er måske lidt berøringsangst, men ordene kalder på mig hele tiden. Og nogle gange, så får jeg lov – af mig selv – til at skrive dem ned.

#jazzspecial #kaspertranberg #jazz #jazz&poetry

0 notes