#Svar rants

[svartalfhild]

Just saw a "women should stop romancing Astarion because he's too fruity to be into anyone other than men" take in the wild and I'm ready to combust.

The man is canonically pansexual, y'all. Just say you hate mspecs and be done with it. Y'all really cannot handle the idea of queer men who love women and it has never been more pathetically blatant than when you use a video game character who is romanceable by anyone of any gender and who expresses his identity outside of romance dialogue to espouse that idea.

Like I'm sorry, but your man is attracted to people regardless of gender and that includes women. Please get over it and stop erasing his identity just because you have this weird preconceived notion of what someone can and should be just based on their outward presentation. You look ridiculous, so either take off the clown shoes or honk your way down to Shut The Fuck Up Town.

#Baldur's Gate 3 #BG3 #Astarion #Astarion Ancunin #BG3 spoilers #Svar rants

[daniels-bekendelser]

Hvorfor kan du ikke med lesbiske referencer? Er det noget du vil fortælle?

Så den korte forklaring er at min eks fandt sammen med en pige kort efter vi slog op. Jeg havde ikke de store kvaler da vi gik fra hinanden, det så jeg 100% som det bedste, men det viste sig jeg overhovedet ikke kunne holde ud at hun var sammen med en anden, i hvert fald ikke så hurtigt. De problemer, jeg har haft (og i høj grad stadig har) med at komme videre, bliver jeg mindet om hver gang jeg ser to kvinder være sammen. Jeg har ikke noget problem med lesbiske, hvilket er sådan det godt kan lyde og fremstå. Jeg er selv en del af LGBTQ+-miljøet, og prøver at være så åbensindet og tolerant som muligt. Det er også grunden til jeg hader mig selv for det.

Det var den korte forklaring, men jeg vil ikke snyde mig selv for at skrive den længere forklaring ned. Sorry til anon for at stille et simpelt spørgsmål og blive bombarderet med et alt for langt svar, men som sagt er det mest for min egen skyld:

Jeg gentager mig selv ved at sige, at mit største problem ved vores forhold var et mildest talt dysfunktionelt sexliv. Vi havde, helt objektivt, sjældent sex og hele vores fælles diskurs omkring sex var forvredet og ødelæggende. I starten bebrejdede jeg primært hende. Bebrejde er et hårdt ord, men hendes sexlyst var minimal og det så jeg som abnormalt. Uanset hvad var det er problem i et forhold når de to parter har meget forskellige sexlyster, specielt når man bor sammen og derfor bliver konfronteret med det hver dag. Jeg gik ind i forholdet og specielt også vores sammenflytning med en forventning om, at vi skulle have sex. I mine øjne var det underforstået, at når man var et teenagepar der flyttede sammen, så ville man også have ret meget sex.

Ret hurtigt viste det sig, at det ikke var tilfældet. Min sexlyst var høj, og jeg tænkte vi skulle have sex en gang om dagen. Ikke at det skulle være en kvote, men at en gang om dagen bare var cirka der vi ville ende. Det viste sig dog at være tættere på en gang om ugen. Det gjorde mig frustreret. Jeg taler meget om mine følelser, nogle gange for meget, og jeg fortalte hende om mine frustrationer. Som jeg skrev om i et langt rant for nyligt, så var det ubehageligt at blive afvist 80% af gangene af sin egen kæreste. Jeg så det sandsynligvis ikke nok fra hendes side af. Mon ikke vi kommer tilbage til det. Min frustration bundede også i, at jeg ikke følt mig begæret. Det engelske ord “desired” beskriver nok bedre den følelse jeg manglede. Jeg følte hun ikke fandt mig attraktiv fordi hun ikke ville have sex med mig. Det er jo sådan jeg selv reagerer. Hvis jeg finder en person attraktiv vil jeg generelt gerne have sex med dem. Hun fortalte hun fandt mig attraktiv, og at det ikke var mig hun ikke havde lyst til. Hun havde bare ikke lyst generelt. Det kunne jeg ikke relatere til. 

I mit hovede forventede jeg stadig sex, og det hindrede klart vores normale liv. Hvis hun viste det mindste tegn på kærlighed ville jeg jo blive opstemt og dermed rigtig skuffet hvis det ikke førte til sex. Derfor kunne vi ikke lave noget intimt uden jeg blev ked af det. Jeg kan godt lide at give massage. Jeg vil også sige jeg er ganske udmærket til det. Hun kunne godt lide at modtage massage. Men når massagen var overstået ville mit hovede og primært min krop forvente, at det udviklede sig. Det gjorde det ikke. Så blev jeg skuffet. Hver gang. Det er ikke fordi jeg ikke kan finde ud af at give en massage (eller cuddle eller lege pudekamp eller se en film, etc. etc.) uden at have sex bagefter. Men for mig blev den sobre akt en påmindelse om den manglende sex. Omvendt blev det for hende et tegn på min skuffelse. Så jeg stoppede med at spørge om jeg skulle give massage, fordi jeg vidste hun ikke ville mere end det. Hun stoppede med at spørge, fordi hun vidste jeg blev skuffet. Forventningens glæde er jo den største, men i en sådan situation bliver forventningens store glæde forvandlet til forventningens store sorg.

Jeg analyserer det altid til at være et problem omhandlende sex. Det ville hun nok være utilfreds med. Der var andre problemer, helt sikkert. Men det tror jeg, jeg ville være i stand til enten at gøre en større indsats for at arbejde med eller kunne ignorere, hvis vi havde haft god sex. Det ødelægger simpelthen så meget, når man fungerer sammen seksuelt. I hvert fald for mig. Jeg tror også jeg blev en væsentlig værre person af det. Det var svært ikke hele tiden at have en lille tanke i baghovedet om, at hun var nederen fordi hun ikke ville have sex. Det førte til en generel, konstant tilstedeværende frustration.

I det år vi boede sammen var vi begge rigtig stressede. Det var 3.G og vi er begge stræbere. Der var altid en aflevering eller nogle lektier, der skulle laves. Man kunne aldrig helt slappe af. Det reagerede vi på på to meget forskellige måder. Når jeg bliver stresset og presset, så finder jeg tryghed i sex. Når hun blev stresset, så mistede hun endnu mere interessen. Det fungerede ikke.

Vores manglende sexliv var selvsagt mere et problem for mig end for hende. Det kan godt være jeg tegner et for ensidigt billede, men for mig betød det alt og for hende betød det en mere irriterende kæreste. Det ene går en på hele tiden, det andet går en på en gang i mellem. Jeg er i tvivl om denne her pointe er helt valid, hvilket irriterer mig for det betyder jeg ikke helt har styr på mine tanker. Anyway, jeg gjorde rigtig meget for at prøve at få det til at fungere. Til at starte med handlede det om at finde ud af hvad hun kunne lide. Hvilke ting jeg/vi kunne gøre for at hun fik mere sexlyst. Nogle andre ting jeg kunne gøre i sengen, som føltes bedre for hende. Nogle andre ting jeg kunne gøre udenfor sengen, så omstændighederne var bedre. Jeg prøvede i en periode på to uger at lade være med at bede hende om noget som helst. Ingen madlavning, ingen oprydning, ingen tøjvask. Hvis jeg var irriteret over noget praktisk ordnede jeg det selv uanset hvis tur det var, så hun kunne få noget ro på. Ikke nok med at det ikke hjalp på hendes sexlyst, så opdagede hun det faktisk ikke en gang. Det gjorde ondt. Samtidig var afvisningerne en stor frustration i hverdagen for os begge, så jeg prøvede at komme på måder hvor hun ikke fysisk/verbalt skulle afvise mig. Jeg prøvede at reducere antallet af gange jeg lagde an på hende. Jeg prøvede at stoppe med at lægge an på hende hvis det ikke havde været en god dag. Jeg prøvede at aftale med hende, at jeg helt stoppede med at lægge an på hende, og at hun i stedet blot skulle prøve på mig når hun havde lyst til sex. No dice.

Hvis ikke jeg kunne oppe hendes sexlyst for at aligne os, så måtte jeg minimere min egen. Jeg prøvede at onanere hver gang jeg blev liderlig i stedet. Det gjorde mig ked af det hver gang. Jeg undersøgte medicinske muligheder. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at sex ikke behøvede at være en del af vores liv. Jeg kunne måske bare tie min sexlyst ihjel ved at ignorere den. På den måde kunne jeg fjerne al forventning om sex, og så kunne det være hun ikke følte sig så presset. Det fungerede ikke. I stedet blev jeg bare mere frustreret og en dårlige kæreste.

Vi snakkede meget om det. Det var uundgåeligt, når det åbenlyst gik mig så meget på. Det var bare oftest når vi var følelsesladte. Jeg var i hvert fald. Det gjorde det ikke så konstruktivt. Hun gentog mantraet “det er ikke dig jeg ikke har lyst til, jeg har bare ikke lyst overhovedet”. Det hjalp lidt nogle gange. 

Jeg tegner måske et dårligt billede af hende. Det er unfair, hvis jeg gør det. Jeg tror ikke hun har gjort noget galt. Tværtimod prøvede hun at være lidt imødekommende, tror jeg. Vi havde trods alt sex en gang i mellem. Ikke fordi hun så ofte havde lyst, men for min skyld. På den ene side er det rigtig sødt. Det er rigtig langt at gå for at gøre en, man holder af, glad. Jeg får høj puls bare af at tænke på det, for jeg føler det er grænsende til overgreb, når jeg kigger tilbage på det. Hun havde sex med mig selvom hun ikke havde lyst, udenlukkende for min skyld. Det er jo forfærdeligt. Jeg kan ikke en gang sætte ord på hvor dårlig en situation og aktion det er. Jeg tror ikke jeg har gjort noget forkert. Alligevel er det uudholdeligt at tænke på. Når vi havde sex var det næsten altid i badet. Jeg ville rigtig gerne give hende nydelse, men det var meget upraktisk i badet, så derfor var det hurtigere overstået. Hun kunne få mig til at komme uden jeg prøvede at gengælde det. Hun kunne få mine frustrationer ud, mens hun samtidig udsatte sig selv for mindst mulig sex, som hun ikke havde lyst til. Det er nogle tanker, jeg ved er sande, men som jeg næsten ikke kan tænke til ende af bar afsky. 

Hvad kunne jeg have gjort anderledes? Jeg er ikke sikker, men det starter meget, meget tidligere. Allerede da vi først kom sammen, og jeg havde en følelse af hun havde mindre lyst til sex end mig, skulle jeg have gjort det helt klart med både ord og handling, at jeg ikke forventede sex med hende. At det altid skulle være på hendes præmisser, kun når hun havde lyst, med hendes hjerte og hjerne med. Jeg skulle have ladet være med at snakke om hvor meget det betyder for mig. Jeg skulle have ladet være med at prøve at nudge hende til at have mere sex. Jeg skulle ikke have gjort mine frustrationer så tydelige. Men samtidig skal man jo også være sig selv i et forhold. Jeg kunne ikke bare gemme mine lyster forevigt. Jeg ved ikke hvordan jeg kunne have gjort det mere trygt. Jeg ved ikke om det bare var dårlig timing, fordi vi begge var stressede. 

Da vi gik fra hinanden havde jeg det altså fint. Jeg havde indset hvor meget sexen betød for mig og jeg havde indset, at vi nok aldrig ville få det til at fungere. Jeg havde en følelse af, at vi havde prøvet at gøre alt hvad vi kunne. Hun havde bare ikke særlig meget lyst til sex, mens jeg havde rigtig meget. Det kunne ikke forenes. Det var ikke fordi jeg var uattraktiv, dårlig i sengen, ucharmerende eller noget andet jeg havde gjort galt. Hun fortalte mig på et tidspunkt, at hun tænkte hun måske var aseksuel eller i hvert fald tæt på. Det gjorde tingene nemmere for mig, for så vidste jeg, at jeg ikke kunne have gjort noget anderledes. Det var doomed fra første dag. Det var selvfølgelig ærgerligt at have brugt mere end halvandet år på at indse, at det aldrig ville komme til at fungere. Men sådan er livet. Ingen af os kunne have gjort noget anderledes. Nu kunne jeg se frem til at komme ud og have en masse sex og få stillet alle mine lyster, mens hun kunne finde en anden sød person, der heller ikke var så interesseret i sex. Win-win.

Det er godt jeg ikke er forfatter for det tager mig tusinde år at komme til pointen, jeg ved det godt. 

Hun tog på ferie og flyttede derefter til udlandet. Jeg havde hjulpet hende med at finde det job i udlandet, som var i samme land som jeg selv lige havde fundet job. Ikke fordi vi tænkte vi skulle bruge tid sammen, det gav bare mening for os begge to. Dog var vi stadig tætte venner, så vi kunne sagtens indgå i nogle af de samme vennegrupper, også i det nye land. 

Hun flyttede herned i starten af juli. Jeg skulle først flytte i midten af august. Vi snakkede sammen løbende, både om praktiske og personlige ting. Vi havde lavet hinandens Tinder-profiler. Det er lidt nemmere at være pige på Tinder, hvilket jeg havde det lidt stramt over, for uanset hvor godt et break-up det var, så er man stadig lidt konkurrencemenneske. Det kan også godt være hun bare er pænere og sødere end mig. Jeg havde prøvet at ramme Tinder i Danmark i løbet af sommeren efter hun var flyttet ud, men uden succes.

Vi snakkede ofte i telefon en time ad gangen. To gange om ugen, måske. Det var megabehageligt. Efter al den seksuelle frustration i mellem os var forsvundet da vi gik fra hinanden, så kunne vi faktisk være noget nær bedste venner. Vi kendte trods alt stadig hinanden rigtig godt. Det var nice.

Vi havde aftalt at mødes to weekender efter jeg var flyttet. Det passede mig godt. Da vi havde en af vores telefonsamtaler, cirka en uge inden, der breakede hun det. I de fem uger hun havde været i landet før jeg ankom havde hun fundet en semi-kæreste. En lidt ældre pige. Jeg opførte mig som en god ven, ikke en eks. Det tænkte jeg godt jeg kunne finde ud af og holde til (narrator: “det kunne han ikke”). Vi snakkede om dem. Om hvordan de havde mødtes. Om de havde været sammen. “Har du set mine negle?”, sagde hun med et smil på læben. Hun fortalte, at de havde måtte stoppe akten første gang for at gå ud og klippe negle sammen. Objektivt helt ekstremt cute. Hun spurgte: “Er du klar over hvor meget sværere det er at få en pige til at komme end en dreng?”. Jeg svarede, at det vidste jeg godt. Jeg spurgte hende, som en god ven nu ville gøre: “Hvordan kan det være du har lyst til at have sex med hende? Hvad gør hun rigtigt og hvad kan jeg lære?”. Du kan godt pause her og ryste på hovedet. Det er fint nok. Jeg skulle aldrig have spurgt. Jeg skulle aldrig have forsøgt at opretholde et venskab efter vi var gået fra hinanden. For kan man virkelig holde til at høre hvad der foregår i eksens liv efter man er gået fra hinanden? Jeg kunne ikke. Det er mildt sagt. Hold kæft det er mildt sagt. For hun kiggede på mig. Smilede. Så lidt op i luftet. Så sagde hun: “Det er bare noget andet. Noget helt, helt andet.”

Jeg ved ikke hvordan jeg kan beskrive hvordan den interaktion har påvirket mig. Jeg vil ikke overdramatisere det, men det er samtidig nævnt at komme til at underspille. Status er nok, at det har ødelagt al min selvtillid. Jeg føler mig fuldkommen utilstrækkelig, uduelig og uelskelig. Jeg føler mig helt ekstremt dum og uattraktiv. De fandt sammen to uger efter hun flyttede. To uger efter hun er flyttet fra mig finder hun en, hun gerne vil have sex med. Jeg havde fundet fred med, at vi ikke kunne finde ud af det. Vi lå for langt fra hinanden. Det handlede ikke om at hun ikke havde lyst til mig, det handlede om hun ikke havde lyst. Så går det to uger. To fucking uger. Så kan det jo ikke være andet, end at det har været mig. Jeg har brugt så mange kræfter, så tid og været så fucking frustreret. Så finder hun en ny lige efter, som hun gerne vil have sex med. Jeg ved godt hvor banalt det virker. Jeg ved godt det virker som om jeg kun fokuserer på sexen. Men jeg tror ærligt talt det var den primære grund til, at forholdet ikke fungerede. Det med at hun ikke havde lyst generelt, det ryger bare ud af vinduet. Det var ikke hende, det var mig. Jeg var bare ikke god nok. Sød nok, smuk nok, dejlig nok, klog nok, lækker nok. Det hele kan koges ned til det fucking sex. Jeg troede at jeg skulle ud og blive forløst og hun skulle finde leve et godt liv uden sex. I stedet har jeg ikke haft sex siden hende og hendes sexlyst er blomstret. Det gør så fucking ondt og jeg har endnu ikke fundet ud af hvordan jeg skal håndtere det. Jeg hader seriøst mig selv for det. Jeg har lyst til at banke mit hovede ind i en væg og skrige. Jeg nåede at få tårer i øjnene fire gange på mit 50 minutter lange indkøbstur i dag af at tænke på det. Jeg føler mig helt og aldeles utilstrækkelig, og jeg kan bare ikke se hvordan jeg skal komme ud af det. For helvede hvor gør det bare ondt. 

Det virker så simpelt. Så overfladisk. Jeg er for rationel til det her. Jeg er for klog til at lade det her ramme mig så hårdt. Men jeg kan ikke lade det ligge. Tværtimod tynger det mig ned konstant. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været ubetinget glad. Paradoksalt nok er min sexlyst faldet markant. Sådan er det vel når man er ked af det. Jeg føler mig bare som en kæmpe taber. Den helt store taber, når man kigger på hvordan vi kom ud af det. Mit hovede er konstant fyldt med negative tanker. 

Det er her de lesbiske referencer kommer ind i billedet. Bogstaveligt talt 6,5 siders tekst senere. Jeg ved godt jeg er en idiot for at bruge 16.000 tegn på det her. Men hver gang jeg ser to kvinder være sammen, så bliver jeg mindet om alt det ovenstående. Jeg bliver mindet om mine utilstrækkelighed. Jeg bliver mindet om, at jeg er en taber. At jeg har det skidt. At jeg ikke kan få tingene til at hænge sammen. At jeg får angstanfald af at beskrive hvordan jeg har det. At jeg har gemt hende væk på alle sociale medier og bliver ked af det hver gang hun alligevel dukker op. At jeg ikke kunne være der for hende da hendes morfar døde og hun gerne ville have mig at støtte sig op ad. At mine egne tanker ødelægger mit eget liv og at jeg ikke kan finde ud af at komme ud af den nedadgående spiral. Det er derfor.

[cinnamonbride]

Swedens PC problem♥ I live in Sweden, one of the most generous countries in Euorope. We take in over 100 000 immigrants each year, and that’s more than we can handle. Which shows.

Even though immigrants only make up around 24% of Sweden, studies show that 58% of convicted of rape cases are born outside the country. I personally think we should have stricter borders with waaay stricter background checks, but I’m not going to get into my opinions on immigration, as that’s not what this post is about.

Despite these facts, you’re considered racist if you utter anything close to wanting stricter borders. It’s fucking stupid. I’ve not only encountered this myself, but i’ve heard lots of people telling me how they were called racist just because they agreed with a political party on the right. And our teachers aren’t helping. The year of the election, 2018, almost every teacher expressed a distain for The SwedenDemocrats (a right-leaning political party that wants closed borders, i don’t personally agree with them, but they’re not as bad as most swedes make them out to be), even though teachers are supposed to stay apolitical and not influense the students opinions. It’s not only about immigration. As soon as i say that i’m not a feminist i immediatly get bashed for being a ‘traitor to my gender’. Nobody ever lets me explain myself. I honestly have no idea what led Sweden to become this politically correct shithole, but there’s not really anything i can do about it. This was just a little rant, stay safe♥ Sources: https://www.svt.se/nyheter/granskning/ug/ny-kartlaggning-av-valdtaktsdomar-58-procent-av-de-domda-fodda-utomlands https://www.migrationsinfo.se/fragor-och-svar/hur-manga-utrikes-fodda-sverige/

#anime #animeaesthetic #politics #political #politic #sweden #feminism #kawaii #kawaiiaesthetic #pinkcore

[theeudaimoniac]

En ting der virkelig er trist ved at have elever på mellemtrinnet og i overbygningen er at det er lige præcis i løbet af de år, at børnene/de unge i vidt omfang stopper med at undre sig og være videbegærlige, og i stedet lærer at det klogeste er at holde sin kæft, hvis der er noget man ikke helt forstår - for uha, tænk hvis læreren og de andre opdager det. Jeg ved ikke i hvor høj grad det er skolernes - eller rettere sagt, hele undervisningssystemets - skyld, og i hvor høj grad der er andre faktorer på spil, såsom det med at folk bliver en del af det etablerede voksenliv, hvor man begynder at tænke "Sådan er det nok bare" og trække med skuldrene i stedet for. Der er nok flere mulige faktorer. Men trist er det i hvert fald. Man får de mest fantastiske spørgsmål fra børn. Hvordan ved vi hvor varm solen er. Hvordan fungerer en computer egentlig. Hvordan lader det sig gøre, at en kvinde kan blive gravid og 9 måneder senere føde et barn. Alle mulige ting som man bare sådan er blevet vant til at acceptere, og slet ikke stille spørgsmål til. Som regel kan jeg slet ikke besvare dem, ikke noget der bare ligner, og det slår mig hvor absurd det er, at jeg også selv - ligesom praktisk talt alle andre voksne - er faldet i den fælde her. At jeg også er stoppet med at undre mig, og er blind for andet end pensum og Fælles Mål. (Der er sgu nok ikke noget håb for mig længere, tror jeg er ret fortabt i den kontekst her.) Det med svarene er i øvrigt langt hen ad vejen sekundært - det er ofte endnu mere vigtigt at stille nogle gode spørgsmål, ikke nødvendigvis hvor man så ender op henne, og hvor meget det lykkedes en at udrede det konkrete svar. Men hvorfor er det vi stopper med at undre sig? Og hvorfor er det vi lærer børnene, at det taktisk kloge valg er at sidde stille på sin plads og prioritere  at kunne gentage det vi fortæller dem over alt andet? Sure thing, man skal også kunne nogle ting udenad, men er det ikke lige så vigtigt at kunne tænke originale selvstændige tanker, og ikke bare at kopiere det vi serverer for dem? Yngre børn undrer sig stadig, de er nysgerrige, og de har sådan en skøn umiddelbar tilgang til tingene, og vil rigtigt gerne finde svar på de ting, de undrer sig over. De er endnu ikke blevet påvirkede - skrev først "hjernevaskede", det er nok lige groft nok trods alt - til at være passive og lydige. Men det forsvinder stille og roligt i løbet af tween-årene. For det er jo pinligt at sige: "Det ved jeg ikke" eller "Gad vide hvordan det kan være, at x". I stedet skal man høre efter hvad læreren siger og læse kapitel 7 derhjemme til i morgen og kunne gengive hvad der står der. Det er det, der tæller - det er det, man gør de voksne glade og tilfredse med, ikke alt muligt drømmerisk pjat og tænkning udenfor skiven. Jeg har ikke noget svar på hvordan man ville kunne ændre på det her - det er nok desværre også ganske svært, hvis ikke umuligt. Måske bare een enkelt ugentlig time på alle trin, hvor man glemmer ligninger og tysk grammatik og danske stile, og så bare lige i den time har kreativitet og nysgerrighed og videbegærlighed som det primære omdrejningspunkt. Jeg ved det ikke. Jeg ANER det ikke. Men ugh, gid det var muligt at få det her fænomen dræbt på en eller anden måde. Eller bare bekæmpet. "Den der spørger, er kun dum een gang - den der aldrig spørger, er dum hele livet" - så lad os dog for pokker i stedet for prøve at fremelske, at børn og unge bliver ved med at spørge. At det at sige "det ved jeg ikke" ikke er pinligt eller skamfuldt, men tværtimod kan være det bedste i verden at sige, når det er et udtryk for intellektuel nysgerrighed og reelt betyder "jeg vil gerne blive klogere på det her, jeg vil gerne dykke ned i det". Så hvis jeg må komme med en enkelt lille stille bøn (til dem der prisværdigt nok har holdt ud hele vejen gennem denne rant hertil.) Så kæmp imod det fænomen her med næb og kløer, bliv ved med at undre jer og stille spørgsmål. Insistér på retten til at sige "Det ved jeg ikke", for det er der fandme ikke noget skamfuldt over - der er noget skamfuldt over at blive intellektuelt magelig og lade som om at man ved alt man har brug for at vide allerede. Vores lyst til at undersøge og opdage og udrede er fandme noget af det vigtigste vi har.

[wishingforstardust]

Full. Dårlig kveld på byen, lite folk. Stjeler et glass hvitvin fra et bord. Bryr meg ikke. Sjenker venninna mi på sprit. ´´Kom igjen, en slurk til!! Hahaha du er jo ikke full i det hele tatt, kom igjen.´´. Hun spyr nesten. Jeg sovnet i baksetet på en bil. Husker det nesten ikke. Inn igjen på utestedet. Danser, bryr meg ikke om noe annet enn akkurat der og da. Plutselig har vi hver vår fyr hengende etter oss. Han ene er trolig østeuropeer, lukter svette og har på joggedress. Han andre er araber og kan nesten ikke norsk, alder: mellom 18 og 45. Umulig å si. Hårete hvertfall. Nyter oppmerksomheten. De er som sultne ulver. Presser rumpa mi mot kuken til østeuropeeren. Kjenner den mer og mer. Ut igjen, en røyk, to røyk. Plutselig står det en rogalending og snakker med oss. Høy, blond, olajakke med lyst fór. Sexy dialekt. Jeg står med ryggen til og han spør venninna mi om han kan knulle meg. Før hun rekker å svare snur jeg meg og svarer at ja, det kan han. Selvfølgelig kan han det. Klokka blir to, halv tre. Utestedet stenger. Jeg vil ikke hjem. Venninna har allerede dratt. Så er det meg og rogalendingen igjen. Vet ikke hvor vi skal, fulle begge to. Vi knulle begge to. Ser en fyr som er så full at han tryner. Er frekk mot en gjeng russegutter. Snakker om sex. Røyker som en pipe. Blir dratt med på nach i et hus til 35 millioner. Drikker mer hvitvin og stjeler kvikklunsj fra matskapet. Kliner i stua. Han har ståpikk allerede. Finner et soverom. 

Kysser, kler av oss. Plutselig suger jeg han. Den er stor, med lyse, myke dunhår rundt. Slikker han på ballene, spytter på kuken. Han prater hele tiden. Jeg svarer ikke. Hold kjeft tenker jeg. Så slikker han meg og det er ikke deilig i det hele tatt. Treffer ikke. Plutselig er han inni meg. Inn og ut, han er treg. Klarer ikke de harde støtene som jeg liker. Plutselig kommer det noen inn på rommet. Vi kaster oss av hverandre og krangler om dyna. Låser døra. Må ha vann. Kommer oss ikke ut av døra vi nettopp låste. Henter vann, går på do. Tilbake på soverommet kommer noen inn igjen. Gjemmer meg bak døra. Helt naken. Han har fortsatt ståpikk, enda jeg ikke har tatt på den på hvertfall ti minutter. Suger, runker. Setter meg på trynet hans. ´´styr meg, beveg deg sånn at jeg får slikket deg akkurat sånn som du vil´´. Prøver, men han klarer faen ikke adlyde. Ikke engang hans egen ordre. Treffer ikke. Setter meg heller på kuken. Rir. Han prater fortsatt konstant. Begynner å tenke at han kanskje er på speed eller noe. Over i doggy. Han vil ha meg ned på magen. Støter forsiktig. Hardt, sier jeg. Han klarer ikke. Adlyder ikke. Så plutselig kommer han, spruter masse inni meg. Jeg kjenner kuken hans pulsere og det varer lenge. Og han prater faen meg gjennom hele greia. Inn på badet og ut med sæden. Det rant allerede før jeg reiste meg fra senga. Ned på det dyre tregulvet. Hele veien bort til toalettet. Masse sæd tenker jeg. Æsj. Tilbake på rommet. Han ligger på ryggen uten dyne. Jeg legger meg ved siden av han. Sier at han spurta sykt mye, mer enn jeg noen gang har opplevd. Får ikke noe særlig svar. Skjønner dessuten nesten ikke dialekten. Så tar han plutselig tak i den ene puppen min. Rister den, presser den innover. Vibrerer med hånden. Rister og rister på den. Jeg ler høyt selvom det er vondt. Han stopper ikke. Bare fortsetter. Ler og ynker meg i smerte. Han er definitivt på speed. Ser helt vill ut i blikket og rister som en gal på den ene puppen min. Maniac. Så slutter han plutselig og jeg sier at jeg ble kåt. Hånden ned på pikken og den er stiv i løpet av 10 sekunder. Suger litt og setter meg på den. Denne gangen var det litt deilig. Presser meg mot han, hendene mine på brystet hans og hendene hans på brystene mine. Over i doggy igjen, ned på magen. Ynker meg i nytelse. Hardere. Ja ja ja. Fortsett. Ikke stopp nå. Herregud hardere. Så stopper han og fyller meg igjen. Jeg holder han nærmest fast inni meg. Presser bena mine mot nederste del av ryggen hans. Klorer meg fast i de pinglete overarmene. Nei nei ikke stopp. Herregud du kan ikke stoppe, fortsett. ´´Eg kan ikkje fortsette når eg spurtar´´. Romantisk.

Jeg skal hjem, sier jeg. En kompis kan kjøre. 150 spenn. Perfekt tenker jeg. På med klærna. Finner ikke trusa. Samme faen. Finner ikke bhen. Faen den var ny. Han skal tydeligvis sitte på. Vi begynner å krangle siden har så treig. Han sier vekselsvis at han aldri hadde holdt ut med meg, og at han liker meg siden jeg er gæren. Jeg kysser han og tar han på pikken. Kjefter på han. Hvordan går det an å bruke 15 minutter på å få på seg klærna? Leter febrilsk etter lommeboka hans når han er på do. Håper det er kontanter der. Null. Men benytter sjansen til å sjekke bankkortet for å få med meg hva han heter. Glemmer navnet etter fem minutter. Krangler mer. På vei mot kjøret. Inn i bilen. Jeg spør han om han husker hva jeg heter. ´´Linda´´ sier han. Jeg heter faen ikke Linda. Så håndhilser vi. Klokka er 06:05. Prøver å memorere navnet. Fitta mi banker. Har ikke på meg truse. Det gnager og er jævlig. Kjefter på han for det, han kjefter tilbake. Så skal jeg ut. Husker ikke om vi sa hadet. Vippset kjøret tredobbelt av avtalt beløp av ren gavmildhet. Endelig hjemme. Sovner med sminken på. 

Neste morgen finner jeg trusa sammenkrøllet i veska mi. Er ikke tømt for sæd enda. Det svir. Har sugemerker på halsen. Har glemt navnet hans. 

Faen, hvorfor var jeg så dum? Hvorfor vippset jeg fuckings 450 kroner til en fyr som ba om 150? Herregud, får fylleangst. Tør ikke sjekke saldoen. 

[whatsgoingonlove]

Rant angående “tala är silver men tiga är guld”

Skrev detta inlägg i affekt i mitten av februari 2016. Hade planer på att lägga ut på min sida. Så blev det ej, vilket i efterhand känns som rätt beslut: Alltså seriöst. Suck, ibland alltså, orka ta diskussionen med folk som inte vet vad de talar om. Har under kvällen medverkat i en fb-tråd som handlar om Melodifestivalen, dä jag skrev nåt i stil med att ingen (eller ja, väldigt få i vart fall) vill erkänna att de ser på Melodifestivalen men att programmet ändå har så höga tittarsiffror som det har. Fick då ett svar från nån random person som löd "fejkade tittarsiffror". Nej men säger du det, jag har bara jobbat i  x antal år med att rekrytera folk som kan tänka sig att ha en sån box som mäter tv-tittandet hos sig. Men hey, det kanske bara är bluff alltihop med den där  boxen som mäter tv-tittarsiffror. Och nej, det är ej försäljning jag jobbar med för er som ev. tror det. Men alltså, varför VARFÖR skulle Nielsen lägga ner så mycket tid, kraft och pengar på allt som har att göra med dessa tv-tittarboxar, om tv-bolagen ändå fejkade siffrorna. Men men AK för f-n, kom ihåg detta, alltid alltid: Don’t argue with an idiot. They’ll drag you down to their level and beat you with experience.

Det är såna där diskussioner som har gjort att jag idag till 99.9 procent numer skriver för mig själv. Men hey, det fick jag ju också (jamen så klart) fick kritik för idag. Att jag hade en blogg. Eller jag har två faktiskt. Och det typiska är att den som kritiserade inte ens är med på facebook. Hen undrade om jag inte var rädd för att få en stalker efter mig på grund av att jag hade en blogg. Nej, jag vet inte om nån läser min blogg, och än mindre om nån stör sig på det jag skriver. Men det är en anonym blogg, finns inget som länkar den samman med mig, Det är möjligt det går att luska ut vem som driver en anonym blogg, men det är utanför mitt kompetensområde. Och kommentera går inte på min blogg. Har inte aktiverat den funktionen. Ett medvetet val.

Hen undrade också om jag ej var rädd för att nån skulle sno mina texter.  Hey go ahead punk, säger jag om nån skulle vilja göra det. Sååå bra skriver jag inte, är ingen Hemingway direkt. Skulle snarare ta det som en komplimang om folk snodde sånt jag skrivit. Skulle ju ge min text och mina tankar mer genomslagskraft. Men visst, ger man sig in i leken så får man leken tåla. Och det var just därför jag skaffade en blogg. Efter att ha tröttnat på all jävla verbal skit man fått ta emot genom åren från folk som ej hållit med en. Men man ska f-n aldrig berätta nåt av vikt till folk, cause you´ll only get shit. Man ska alltid hålla käften offentligt, såväl IRL som på sociala medier. Men jäkligt lätt att säga, svårare att leva upp till i verkligheten.

Mer "rant" från mig om samma ämne. Detta skrev jag som en kommentar till en fb-vän. Vad jag minns skickade jag aldrig ut kommentaren: Jaadu, känner igen mig i det du skriver. Inte vad gäller just brasiliansk politik utan på ett vidare plan. Så fort man skriver nåt eller för den delen säger nåt så riskerar man att mötas av kritik, människor med annan åsikt som säger emot en. Har haft min fair share av sånt på fb jag med. Ett exempel som gjorde mig rosenrasande (och som ärligt talar än idag får mitt blodtryck att höjas när jag tänker på det) var när jag på fb skrev att jag stöttade Zarah Larsson (hon blev ju utsatt för näthat rätt grovt ett tag och det startades nån kampanj för henne). Men självklart så fick jag en kommentar där personen ansåg att Zarah Larsson förtjänade den skit hon fått. Som feminist såg jag ju rött av att läsa en sån kommentar som du förstår. Men inte bara som feminist, jag tycker i.n.g.e.n förtjänar näthat. Som du säkert sett (kanske) skriver jag otroligt lite på fb nu med. Skriver av mig på mina bloggar istället. Egentligen tycker jag det är fel, jag tycker verkligen att personers olika åsikter ska diskuteras, brytas och utbytas. Men jag måste säga att det är otroligt befriande att skriva för mig själv. Förmodligen är det

#my thoughts #facebook #angry

[svartalfhild]

Unsurprisingly, people are already being fucking weird about Mizu's gender.

Headcanons are all well and good, but maybe we shouldn't be so eager to apply modern Western gender politics and terms to a character whose identity is so tied to the time, place, and circumstances in which she exists.

Please remember that Mizu was forced to present as male for her own safety and agency. Please remember that allowing others to see her as a man and call her he/him is not a choice; it's protection; it's a means to an end. Until we see Mizu talk about her gender in further detail, that's all the context we have.

Don't project what you want to see onto her and then treat it as fact.

#Blue Eye Samurai #BES #Svar rants #also as an enby who doesn't use they it super rubs me the wrong way to see people insisting on calling her they #even if she *is* genderqueer or nonbinary (and we don't know that she is) that does not mean that they automatically applies #and if you think that it does please go back to Gender 101 do not pass go do not collect $100 #on top of that there's the whole issue of applying English pronoun politics to a Japanese speaker #like I'm begging y'all to consider cultural and historical context before y'all go gallivanting off with your readings of Mizu's gender #taking a baseball bat to a hornet's nest with this one I know but I'm Bothered

[svartalfhild]

It's Ace Week, Y'all

Oct. 22-Oct. 28, 2023

Putting it out there, since I haven't seen anyone else talking about it.

Time to celebrate aceness and all the different ways it's possible to be ace.

Allos, take the opportunity to educate yourself and lift up ace folks. We desperately need it. You wanna fight the exclusionists? Make sure we're seen and heard and accepted.

#asexuality #Ace Week #Svar rants #kind of telling that I'm on the acest social media site on the internet and I still have to look up when Ace Week is every year #instead of having it announced to me on me feed first thing in the morning like it is with every other queer day or week

[svartalfhild]

If part of the goth mindset and ideology is about sexual liberation, I think we very much need to take the step of adding the right to cover up and say no to sexualization to that conversation.

Goth fashion, particularly feminine goth fashion, has always included revealing and/or kinky styles, and back during the inception of goth, that was a very powerful statement. It still is, just maybe in a different framework. The thing is, with sociopolitical trends having moved to a place where revealing and/or kink-originated clothing no longer has the same impact that it once had, that particular look has become a sort of commercialized goth standard.

While it's good that this shift has occurred in some ways, it's also had the effect of pushing the other part of sexual liberation out of the conversation. Part of sexual liberation is the right to say no, to decide for yourself that you don't want any of that and/or that you want to be more covered. There needs to be space for that in goth culture, especially in fashion.

Anyway, shoutout all the goths who for whatever reason don't wanna dress in that revealing style and struggle to find clothes they like because of it.

#goth #goth culture #goth fashion #Svar rants #hello I'm tired and ace and have body dysmorphia #I crave long sleeves and not being tits-out #if I had the power I would literally make the designs and open a shop #because I'm that fucking tired #I'm also tired of seeing nothing but polyester but that's a separate conversation

[svartalfhild]

Queer doesn't cover the first four letters, because it doesn't cover allllll the people who haven't reclaimed it

You are actively hurting people who have trauma and discomfort around the word in the name of 'inclusitivity'

The acronym is not a problem (especially since you can add the +)

Congratulations on completely missing the point and falling for terf shit that has been hashed and rehashed thousands of times.

I don't know how old you are, but "gay" has been used derogatorily far more in my lifetime than "queer" ever has, and I don't see anyone throwing around the same arguments for the word "gay".

If someone personally tells me they have a problem being called queer because of trauma, then obviously I'm going to respect that, but that is a personal issue. The vast majority of the community has reclaimed the word for many decades now and every effort to claim otherwise is a terf tactic to divide the community.

Not all versions of the acronym are a problem, although I generally find them inefficient. I specifically take issue with people still only using "LGBT" which is not inclusive and has been used to signal exclusionist beliefs that have caused a great deal of trauma and discomfort for those of us in the broader community who do not fit into those four letters.

#ask #queer discourse #Svar rants

[svartalfhild]

"The LGBTs", fucking christ JUST SAY QUEER. QUEER QUEER QUEER. IT'S NOT A DIRTY WORD. WE'VE RECLAIMED IT. IT'S FINE. DON'T LET THE TERF RHETORIC GET TO YOU.

"But some people don't want to be called queer." WELL I DON'T MUCH LIKE BEING CALLED LGBT, BECAUSE THE LGBT ACRONYM DOESN'T INCLUDE ME AND MANY OTHER NON-CISHET FOLKS.

Like if you must, at least say LGBTQ because that pretty much covers everyone else not mentioned in the first four letters and doesn't turn it into even more of a mouthful like other variations do. (Like I'm not gonna be mad if I see LGBTQIAP+ but at that point I do feel like we're over-complicating our attempts at inclusion.) But if the Q stands for queer (and questioning, but I feel like that goes without saying), which also covers the first four letters anyway, why don't we just cut out the damn middleman and just say queer?

#queer discourse #Svar rants

[svartalfhild]

Can someone please explain to me why the fuck colorizing black and white film and photos has become so popular and lauded? TV channels are showing colorized versions of old movies without even noting them as such now. That feels wrong to me.

I do not understand why everyone is so excited about colorization. All I see is a lot of splotchy guess work and a phenomenon that will give people the wrong idea about what the technology of the time was like. I can see a certain amount of value in colorization as an academic exercise, but I don't think it should be used as the primary way of showing old material to the general public, especially if you're not even going to acknowledge that it's colorized. That feels like a misrepresentation of history to me.

And the thing is, you're never going to be able to make it look real. It's always going to look like someone took a marker or something to a black and white photo, because there's only so much you can do. And you're never going to know most of the correct colors, so you have to guess, and you're never even going to be able to represent the colors you picked accurately, because you're layering it on top of something that you can only alter so much without losing the original shape and shadows.

Is it fun/interesting to try to get an idea of what something might have looked like with color? Yes. Should it be treated as completely accurate or as if you're "restoring" color? No. Should it be used commercially? No. Absofuckinglutely not.

#Svar rants #colorization #I've been stewing about this for years #we bout to have zoomers and alpha gen kids who don't know color wasn't a thing until the 1950's #and black and white was the primary mode of production until the 60's #'But Svar people are more likely to engage with things that are in color!' #I'mma be real with you if something being bnw is a hangup for you then that's a you problem #I just...there's so many things about this as a trend that I do not like

[svartalfhild]

I want to take a minute to talk about something regarding what it's like to be ace in the queer community. This is very much addressed at allos, so please listen.

We constantly have to deal with the fact that many people in the queer community don't want us there and don't really pay attention to or care about us, if they're even aware of our existence at all. This is incredibly disheartening and isolating. It keeps us from finding help and comfort and acceptance.

Every time I see a space designated for queer people, I have to wonder if I'll even be acknowledged, let alone welcome. I have to wonder if I will be politely tolerated at best or actively harassed at worst. I have to wonder if there will be any resources for people like me. I have to wonder if it's worth my time to be there. Even when it's an explicitly pro-aspec space, I have to wonder how much of that is just lipservice. All that wondering keeps me away.

It's in the little things too, and boy are there a lot of little things. Do you have any idea what it's like to go to Pride and have to ask vendors if they have any ace stuff only for them to very awkwardly tell you they don't? And to feel how off-put they are by you? Do you have any idea how it feels to go to a queer section at a bookstore or library knowing there will be nothing there for you, but hoping anyway, only to be proven right? It wears on you.

I think a lot of allos don't realize how bad it can fuck with you to be so hated by other queer people that you basically have nowhere to go, no community to turn to. The aspec community is comparatively small, rarely spoken of, and quite fractured, thanks to exclusionists. We have a hard time finding each other, let alone helping each other, and getting our voices heard without allo help is next to impossible. You may not think of yourself as an exclusionist or think you have anything against aspecs, but I invite you to examine how much you actually acknowledge and include us and how you behave around us. If you truly want to help us, it's on you to make sure we know we're welcome and supported. This doesn't just mean slapping our flag on merch or putting books on shelves. It means being there when we need you and not being shy about it. Ace person getting the old "I could fix you" in the group chat? Fucking handle it. Ace person trying to speak out about an ace issue? Lift up their voice.

Things are a little better than they were ten years ago, but it's still pretty damn clear how much bias there is against us in the queer community, to put it gently. To put it not so gently, we know y'all fucking hate us. It hurts more than I can say and does damage well beyond the scope of just us. Aspecs are one of the softest targets for the fashies right now, because we have so little support and just enough visibility to be on the radar. We are one of the corpses they will be stepping over on their way to you. Abandoning us just helps them achieve their goals faster. Stop trying to cut off a limb that was always there just because they told you that you'd look more acceptable without it.

#asexuality #Svar rants #yes I know that some of this is familiar to other groups as well

[svartalfhild]

I don't understand the way Europeans will be like "white isn't an ethnicity" at Americans who say their ethnicity is "white" (which is correct and you should say it- white is not an ethnicity), but then turn around and get after white Americans for identifying as ethnically Irish, Italian, Polish, etc. because they're too culturally and/or generationally removed from their family's country of origin to be authentic or whatever.

Like what is the answer, y'all? What are we supposed to do?

I'm pretty sure cultural diaspora can exist for European ethnic groups, and it seems to me like some of y'all are being real weird about it just because y'all love to shit on Americans (sometimes this is justified, sometimes not). Like I fully understand that Irish Americans can be fucking obnoxious about their Irishness sometimes, but did you ever stop to think about why they're like that? Have you bothered to try to understand anything about American immigrant communities and how that history affected their cultural identity and practices? I'm willing to bet no.

It's so much more complicated than "those damn Americans obnoxiously attempting to be fake Europeans". Look deeper. I beg you.

#Svar rants

[svartalfhild]

Pro tip from your friendly neighbourhood linguist: when you're writing about someone who has more than one set of pronouns, a certain level of consistency is needed to prevent confusion.

I've personally found that using the same set of pronouns within a paragraph is best, although switching between sentences is usually fine too.

But for the love of all that is good in this world, do not switch pronouns mid-sentence. That shit is so unhelpful.

#nonbinary #genderqueer #Svar rants #brought to you by the Getting Tired Of Seeing This Shit While Trying To Read Things About Ashton Greymoore crowd

[svartalfhild]

Say what you will about The Naked Now episode of TNG, but Tasha being into Data makes way more sense than you might think it does.

Tasha is a very traumatized woman, and it's implied that she's experienced sexual assault (at a young age, no less). Her relationship with touch and affection are of course going to be troubled.

So there's this virus that makes people act drunk, i.e. lowers their inhibitions, makes them do things they may have thought about but never acted on.

What are the things Tasha always wanted to do but never felt she could before?

She wants to feel beautiful, and she wants to experience physical intimacy without fear.

Data is kind, compassionate, and dutiful. He views the world with wonder, rather than judgement. He's incredibly strong, but equally gentle. Hell, he's incapable of intentionally hurting someone without moral cause. But most importantly, he's infinitely trustworthy, and to someone like Tasha, for whom trust is difficult, that has to be kinda hot.

Essentially, Tasha knows she's safe with Data, and it's likely she was already a little attracted to him, so it seems only natural that she would be drawn to him in her moment of...uninhibited exploration.

I also think it is actually realistic for her to kind of overshare with him about her trauma in the midst of trying to be sexy, because sometimes traumatized people just do shit like that, particularly when they're feeling a certain level of comfortable.

Do I think the writers had any of this in mind when they wrote the episode? Absolutely not. That scene was played for laughs, despite the rather serious implications of the dialogue. It was there to 1) establish that Data fucks, teehee, and 2) find an excuse to sexualize Tasha For The Views™.

Do I think the writers could have woven a really cool slow burn narrative about a woman with intimacy issues and an ace android gradually figuring out How To Relationship? Hell yes. Give me multi seasons of Tasha trying to be like I Just Think He's Neat whenever someone notices them being close and Data giving her so many of his little :] smiles without realizing he's Having An Emotion. Give me Tasha learning to overcome her fear of losing control and letting someone in. Give me Data gently holding her hand and generally trying to do things to comfort and support her. Give me Data learning through Tasha's unconventional needs that there is no romance formula, and he shouldn't change himself to fit an ideal.

They had so much potential, but we were robbed because the writers were cowards, and they made Denise Crosby feel so undervalued that she left the show after one season.

#Star Trek #Star Trek TNG #Datasha #Data x Tasha #Svar shitposts #*sigh* we gotta make do with the She Was Special To Me line and Data's mini hologram of Tasha #oh and then there's the business about how Yesterday's Enterprise originally had a Datasha subplot but they scrapped it to romance her with #but that's a rant for another post #I'm not even sure I got my feelings about this across correctly #I apologize for being rambly #I just have a lot of feelings about the bi/ace romance that could have been